Journaliststuderende fravælger i høj grad provinsaviserne og små medier, når de skal søge praktik. Men Journalisten.dk's stikprøve viser, at karrieren ikke tager skade af at starte i det små.
Mens praktikansøgningerne flyder i en lind strøm til medier som Politiken, Berlingske og DR, må de mindre aviser i provinsen og magasiner ofte nøjes med de studerende, der er tilovers. Men i den nyeste udgave af Journalisten kan man se, at det ikke sætter en dæmper på karrieren at have været i praktik i provinsen. Og ifølge en stikprøve foretaget af Journalisten.dk har de praktiksøgende heller ingen grund til at frygte for deres karriere efter et ophold på et af de mere upopulære praktiksteder.
Magasinet Gør Det Selv er en del af den underskov af praktiksteder, der sjældent får mere end en eller to ansøgninger, og tit slet ikke nogen. De studerende fravælger især to ting: Medier i provinsen og medier med afgrænsede stofområder. Det ramte også Landbrugsavisen, Danmarks Sportsfiskerforbund og Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Ingen af dem fik en praktikant til 1. februar 2011. Og det mener marginalmedierne er forkert.
»Man lærer rigtig meget her på Gør Det Selv. Men stofområdet er måske ikke så attraktivt, og nogle studerende er bange for at blive sat i bås, efter de har været her hos os,« siger Kim Wilken, praktikantvejleder på Gør Det Selv.
Allan Petersen, praktikantvejleder ved Dansk Metal, modtog ikke en eneste ansøgning ved sidste Store Matchdag. De praktikanter, han ansætter, kommer ofte først, når deres favoritønske ikke kunne opfyldes.
»På ansøgningsdagen kommer der altid folk dumpende her hos os, der ellers har søgt andre steder,« siger Allan Petersen.
Ifølge Pia Færing, praktikkoordinator på Journalisthøjskolen, er det angsten for at parkere karrieren, der ofte styrer de studerendes valg.
"De er bange for ikke at komme til at kende de rigtige mennesker, hvis de ikke havner på samme redaktion som alle de kendte journalister,« siger hun.
Men der er ikke umiddelbart noget at frygte, hvis man vælger et mindre populært praktiksted som første skridt i sin karriere. Det viser Journalistens stikprøve af arbejdssituationen for mediefolk med vidt forskellige praktiksteder. I foråret 2005 var Politiken det suverænt mest populære praktiksted med 76 ansøgninger. En anden lille gruppe medier slet ikke fik nogen ansøgninger. Men hvis man kigger på, hvilke jobs praktikanterne fra årgang 2005 besidder i dag, har Politiken-praktikanterne ikke umiddelbart overhalet praktikanterne fra de mindre populære medier.
Jens Sillesen endte hos energiselskabet Energi E2 – hans sidste udvej. I dag arbejder Jens Sillesen som journalist i Finansforbundet.
»Jeg tror hverken, min tid på Energi E2 har påvirket min karriere positivt eller negativt. Jeg føler i hvert fald ikke, at jeg har manglet et landsdækkende medie på mit cv« siger Jens Sillesen.
»Det første, jeg gjorde, da jeg var færdig på skolen, var at skrive freelance for Jyllands-Posten. De skelede ikke til, hvor jeg havde været ansat før.«
Selv om karrieren måske ikke tager skade af at starte i det små, kan Pia Færing godt forstå, at de studerende er mere tilbøjelige til at vælge den sikre udvej.
»De tænker, at hvis de tager Politiken, så har de fået et kvalitetsstempel. Ligesom med grise, der tror, at hvis der står Danish Crown på brændemærket, så skal de nok levere gode flæskesvær,« siger hun. Samtidig mener hun, at mange bliver skræmt væk fra små medier og fagblade, fordi stofområdet kan være småt og nørdet. Men hun opfordrer til, at de studerende går utraditionelle veje.
»For at overleve i denne branche skal man gøre sig speciel. Det at få sig en niche, et særligt stofområde og et særligt netværk gør det nemmere at få et job efterfølgende,« siger Pia Færing.
Se hele opgørelsen, og læs om provinspraktikanterne her i det nyeste nummer af Journalisten.
Følg med i Benita Dreyer-Andersens blog om livet som praktikant på Nordjyske Medier her
5