“Don’t judge a book by its cover” eller ”døm ikke en bog på dens omslag”. Sådan lyder et ordsprog, som de seneste dage er blevet aktualiseret med udgivelsen af bogen ‘Terroristen fra Nørrebro – jagten på Omar el-Hussein’.
Bogen – og særligt dens forside – er nemlig blevet mødt med skarp kritik fra to folketingspolitikere, allerede før de har læst den.
”Omar el-Hussein fremtræder som et ikon på den forside. Det kunne lige så godt være en bog om en hiphop-stjerne. Han fremstår æstetiseret og ikke som det afstumpede menneske, hans gerninger viser, at han er,” skrev Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth på Twitter.
Omar el-Hussein fremtræder som et ikon på den forside. Det kunne lige så godt være en bog om en hip-hop-stjerne. Han fremstår æstetiseret og ikke som det afstumpede menneske hans gerninger viser, at han er. Man æstetiserer heller ikke Breivik eller Mohamed Atta! #dkpol
— Kenneth K. Berth (@Kristensenberth) February 12, 2019
Og på Facebook skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, at Omar el-Hussein ”på ingen måde er et menneske, der er værd at skrive bøger om”.
”Det er frastødende at se, hvor mange der prøver at score lidt penge og berømmelse på drabene ved at skamride psykopatens historie,” lød det blandt andet i hans opslag.
Forfatter: Ikke en glorificering
Forfatterne til bogen er de tre journalister Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen. De afviser, at bogen er lavet for at score penge og berømmelse.
”Vi har brugt alle vågne fritidstimer i to år på at tale med kilder i miljøer, som ellers er totalt lukkede. Og jeg afslører ikke noget ved at sige, at det ikke er noget, man gør for pengene eller berømmelsens skyld,” siger Mette Mayli Albæk.
Modsat Lars Aslan Rasmussen mener hun, at der er flere grunde til at skrive en bog om Omar-el Hussein. Hun nævner blandt andet, at Omar el-Hussein formentlig har været den dyreste mand nogensinde for dansk politi, og at hans forbrydelse har haft stor betydning for Danmark.
”Og vores bog er ikke på nogen måde en glorificering af Omar el-Hussein. Vi har ikke skrevet bogen for at forsvare ham. Men hvis vi skal lære noget af hans historie, er vi nødt til at prøve at forklare, hvorfor han endte, hvor han gjorde,” siger Mette Mayli Albæk.
Hun undrer sig over, at Lars Aslan Rasmussen kritiserer bogen uden at have læst den.
”Jeg synes, det er meget svært at diskutere en bog med en, der ikke har læst den.”
Journalisterne udnytter tragedien
Det ser Lars Aslan Rasmussen selv dog intet problem i. Han understreger over for Journalisten, at han ikke kritiserer bogens indhold, men selve det at skrive en bog om Omar el-Hussein.
”For selvfølgelig er motiverne med at skrive sådan en bog at gøre ham større og mere betydningsfuld, end han er,” siger han.
Mener du, at man helt bør lade være med at skrive bøger om terrorister?
”Det må man selv om. Jeg synes jeg bare, vi har hørt rigeligt om Omar el-Hussein. Og jeg synes, det er helt utroligt, så mange kræfter journalister på sociale medier bruger på mig, bare fordi jeg stiller spørgsmålstegn ved udgivelsen af en bog. En masse journalister er nogle hysteriske kællinger, der ikke kan tåle kritik.”
Bør man ikke prøve at forklare, hvorfor en mand som Omar el-Hussein endte, hvor han gjorde, hvis vi skal lære noget af historien?
”Jo, jo. Men bogen kunne jo lige så godt have heddet ’Taberen fra Mjølnerparken’,” siger Lars Aslan Rasmussen.
Er det titlen, der er problemet?
”Det er hele dramaturgien i det. Måden, han fremstilles på med billedet på forsiden og lancering på årsdagen, gør ham bare mere vild, end han var. Selvfølgelig er forfattere også ude på at udnytte en tragedie. Og for mig er det bare usmageligt.”
Hvilken forskel gør det, om bogen udkommer på årsdagen eller en anden dato?
”De ved jo, vi kommer til at snakke om det, og så lancerer de bogen den dag. Der er ikke noget galt med, at journalister og forfattere gerne vil tjene penge. Men der er noget galt med, at de ikke vil stå ved det, men i stedet dækker sig ind under, at det nærmest er i en højere sags tjeneste,” mener Lars Aslan Rasmussen.
Forbryderbillede eller intet billede
Også Kenneth Kristensen Berth understreger, at han ikke har læst bogen og derfor ikke kritiserer dens indhold.
”Men forsiden er helt misforstået,” siger han.
Ifølge Kenneth Kristensen Berth kunne man sagtens have udgivet bogen uden Omar el-Husseins billede på forsiden.
”Når der er udgivet bøger om andre terrorangreb, har man typisk enten afholdt sig fra at bringe billeder af terroristerne på forsiden, eller man har brugt mugshots – altså forbryderbilleder. Og det er det her i hvert fald ikke,” siger han.
”Jeg synes, billedet er helt ved siden af. Det er nærmest ikonisk. Han fremtræder som en rå rapper fra Nørrebro. Det virker ikke, som om man har gjort sig hverken moralske eller etiske overvejelser.”
”Det var sådan, han så ud”
Ifølge Mette Mayli Albæk står forfatterne fuldt ud ved bogforsiden. Hun fortæller, at billedet af Omar el-Hussein på forsiden er taget af en af hans venner på en ferie i Jordan omkring 2012.
”Det har ikke noget med angrebene flere år senere at gøre, og det er ikke photoshoppet, og han poserer ikke. Hvis det for eksempel var en selfie, han havde taget mellem angrebene, var situationen en anden. Men det er bare sådan, han så ud, det er terroristens ansigt. Jeg kan ikke se, hvordan vi kunne undgå at vise det,” siger hun.
Kunne I ikke havde lavet en forside uden Omar el-Husseins billede – fra gerningsstedet f.eks.?
”Vores bog handler ikke kun om det, der skete den 14. februar 2015, men om det, der har formet Omar el-Hussein. Derfor var det oplagt med et billede af ham.”
Kenneth Kristensen Berth mener, han ligner en hiphop-stjerne på forsiden. Kan du følge ham?
”Jeg hørte også argument om, at han er en pæn fyr. Men det var sådan, han så ud, og det kan man jo ikke ændre ved,” siger Mette Mayli Albæk.
Men det argument preller af på Kenneth Kristensen Berth.
”Hvis man ikke har forbryderbilleder af ham, så må man afstå fra at bringe et billede af ham. Eller man må bringe et billede af ham fra overvågningskameraet. Men man kan ikke tage sådan et billede og bruge – det menneskeliggør ham. Og det er ekstremt upassende og ufølsomt over for ofrene,” mener han.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kan vel næppe være en hyldest, når ens portræt får smækket et stort TERRORISTEN hen over sig.
Der står jo trods alt ikke Frihedskæmperen fra Nørrebro eller sådan noget...
It's just a book. Ellers må logikken vel være, at vi heller ikke kan putte et billede af Hitler på coveret af en bog (ups, der kom jeg til at smide nazi-kortet :-)
Kenneths indsigelser mod valget af billede er jeg helt enig i. Pigerne har valgt et portræt, som kun kan betegnes som ikonisk og forskønnende, og dét burde de ikke have gjort!
Sagen handler vel om, at to politikere synes noget, de gerne vil ophøje fra en mening til en gyldig regel.
Vi har ikke noget lignende eksempel på, at en person på den måde har angrebet konkrete mål i Danmark i nyere tid. Derfor virker det som et legitimt argument, at en bog om personen kan give indsigt i, hvorfor han blev mere ekstrem, end hvad vi ellers har oplevet. Det handler ikke om at give helgenstatus, men indsigt. Den slags, man eftersigende kan få af at læse bøger. Indsigt, der kunne retfærdiggøre, at Lars Aslan Rasmussen mener, at han kender de reelle motiver bag at researche og skrive en bog; ”Det er frastødende at se, hvor mange der prøver at score lidt penge og berømmelse på drabene ved at skamride psykopatens historie,” og ”For selvfølgelig er motiverne med at skrive sådan en bog at gøre ham større og mere betydningsfuld, end han er”, og slutteligt: "Selvfølgelig er forfattere også ude på at udnytte en tragedie. Og for mig er det bare usmageligt." Publikum må vurdere bogens relevans. Hvis ingen mener, der er behov for den, sælger den ikke. Så er der ingen penge til forfatterne. Hvis journalister eller forfattere ikke må skrive om emner, der kan give en indtjening, begrænses fagets muligheder betragteligt. I så fald bliver man nødt til at arbejde for eksempelvis et politisk partis webmedie.
Og vi har etiske regler, der omfatter fotografier, så hvis vi skal censurere, som Kenneth Kristensen Bernth anbefaler i det sidste citat, så skal diskussionen starte i et andet forum. Han har tilsyneladende statistiske research, der kan være et udgangspunkt: ”Når der er udgivet bøger om andre terrorangreb, har man typisk enten afholdt sig fra at bringe billeder af terroristerne på forsiden, eller man har brugt mugshots – altså forbryderbilleder.”
Jeg skal i øvrigt understrege, at jeg ikke har læst bogen, nærstuderet de presseetiske regler eller kan billedanalysere. Men det er tilsyneladende ikke et krav for at kunne udtale sig om sagen.