United Plantations fastholder over for Journalisten.dk, at man ikke har truet eksperter, der har udtalt sig kritisk. De blev kontaktet af UP's advokat i forbindelse med en pressenævnssag.
Der var torsdag hård kritik fra forskellige faglige foreninger over virksomhedens United Plantations, der ifølge Politiken har henvendt sig til avisens ekspertkilder via en advokat, hvilket for kilderne har virket som en indirekte trussel om ikke at udtale sig kritisk igen.
Også DJ-formand Mogens Blicher Bjerregaard har udtalt sig kritisk om UP's fremfærd.
Fra UP's side er man imidlertid forundret over kritikken, og man fastholder, at henvendelserne – der ligger næsten et år tilbage – udelukkende skete rent rutinemæssigt i forbindelse med, at advokaten førte en pressenævnssag mod Politiken.
"Sandheden er, at UPs advokat har stillet Politikens kilder nogle få neutrale opklarende spørgsmål i forbindelse med en pressenævnssag. Sagen blev ført på baggrund af, at avisen i en længere kampagne bragte række af usandheder og fordrejninger. Sagen førte da også til, at Politiken blev pålagt at bringe et usædvanligt omfattende genmæle", skriver UP's direktør Carl Bek-Nielsen i en pressemeddelelse.
Journalisten.dk har forhørt sig hos en erfaren medie-advokat, der fortæller at det ikke er sædvanlig praksis, at man som advokat kontakter kilder i forbindelse med en pressenævnssag. Omvendt mener han ikke, der er noget ulovligt eller kritisabelt i det at gøre det.
UP har valgt at dokumentere korrespondencen mellem virksomheden og Politikens journalist Claus Blok Thomsen. Se den her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.