search

Unlucky Luke

I'm a poor lonesome cowboy - and a long way from home...

I'm a poor lonesome cowboy – and a long way from home…

Som en anden Lucky Luke rider jeg mod solnedgangen med min bærbare i sadeltasken på min trofaste ganger Jolly Jumper, mit pressekort i hatten og et lykkeligt, dumt, svedent grin om munden. Vel vidende, jeg er hurtigere på freelance-blokken end min egen skygge.

En strygerkvartet fra Gl. Strand Philharmonics fuldender finalen.

Men så går det galt. Helt galt.

PUFFF, siger det – og pludselig er jeg iklædt Don Quixotes gedebukkeskæg og latterlige, mølædte rustning. PUFFF igen. Og jeg sidder på min fede og enfoldige væbner Sancho Panchas æsel.

Jeg skal lige til at vædre en sagesløs vindmølle i den tro, at det er en ond redaktør, da filmen begynder at brænde i stykker

PUFF. En grisebesætning langt ude på det jyske bøhland. En lang kortege af avisbiler fra danske bladhuse er på vej op til gården "Pressens Hvile", hvor den gamle griseavler tager imod kun iført sin hule, hæse latter og et par rådne tænder i undermunden.

De sultne svin grynter lystigt inde fra stalden, da man begynder at tømme den første bil for velnærede journalister.

Endelig vågner jeg. Soppende i mit eget koldsved. Men lykkelig over, at det hele bare var endnu en af de vanvittige drømme, der har forfulgt mig, siden en af de lokale her på egnen animeret af omtalen af de nye fyringer på Berlingske Tidende pludselig for nylig prikkede mig på skuldrene og sagde ordene, der bed sig fast:

"Man ka' sgu' da snart fodre svin med sår'n no'en kaaaaa'le som jer…"

Det var en af sensommerens fantastiske dage.

Luften var 30. Vandet var 20. Og arbejdsløshedsprocenten her i mit journalistiske pastorat var 9.9. Danmarksrekord.

Jeg erindrede min mors råd om at tænke mig om, da jeg efter 21 år på samme arbejdsplads i efteråret 1999 skiftede mit gode, faste job på øverste løntrin, med et solidt personligt tillæg og en masse tilranede tillæg ud med en karriere som freelancer.

Men dengang kunne jeg jo heller ikke vide, at 300 faste stillinger på de danske dagblade ville være forsvundet to år senere efter fyrings- og besparelsesrunder i stort set hvert eneste danske bladhus. Jeg kunne ikke vide, at et rekordstort antal på mere end 1000 kolleger ville være arbejdsløse pr. 1. september 2001 – eller at vi på samme tidspunkt ville være 1451 freelancere til at slås om smulerne fra de fattiges bord.

Lige så lidt kunne jeg vide, at Berlingske Tidendes journalister med et pennestrøg og en hovedbestyrelsesvelsignelse ville videresælge deres ord og sjæl for en ostemad og sende problemerne videre ud til den enkelte freelancer. Et rituelt rettighedsdrab, der ikke er blevet mindre omsonst af den seneste krise på Berlingske Tidende, hvor de fastansatte selv gav det ekstra-tilbud, at yderligere en håndfuld fyringer kunne undgås, hvis bl.a. betalingen for netop videresalg blev sløjfet.

Paradoksalt at en lang række af avisens egne journalister nu selv må ud og kæmpe på freelance-markedet.

Fik vi med, at freelancerne i løbet af det seneste års tid også har måttet kæmpe mod kontraktudkast fra flere og flere arbejdsgivere, der ønsker samtlige rettigheder med adgang til ubegrænset videresalg af freelance-artiklerne når som helst til hvem som helst?

Eller at de tre uddannelsessteder fra år 2003 årligt vil spytte 400 spritnye journalistspirer ud?

Det bliver spændende at følge, om bladhusenes Dr. Frankenstein'ske efterårskreation, hvor den selvredigerende hybridjournalist, bevæbnet med både blok og kamera skal drage ud og lave tre-fire versioner af samme historie til avisens moderudgave, internetudgaven og helst også avisens distriktsblad, kan matche fremtidens krav.

Flotte formålsparagraffer om brugen af news-you-can-use-journalism og public journalism fra USA, du-journalistik fra Norge eller segment-orienteret journalistik fra velklædte marketingchefer, som kan holde alenlange foredrag om grønne, lyserøde, blå og gule læsere, forslår jo som en skrædder et temmelig varmt sted, hvis tommelskruerne til stadighed strammes på den moderne millennium-journalist, der tilsyneladende helst skal være en kloning af Ernest Hemingway, Det' Leth og Den Lille Glade Grafiker.

I'm a poor lonesome cowboy – and a long way from home…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen