Politiken bringer i både papirudgave og på nettet et langt indlæg fra United Plantations' advokater, hvor de anklager Politiken for en lang række grove fejl. Læs både indlæg og svar fra erhvervsredaktøren og chefredaktør Anne Mette Svane.
Politiken bragte for første gang artikler om palmeoliefabrikanten United Plantations den 8. september. Her skrev de, at virksomhedens arbejdere brugte farlige sprøjtegifte og blev syge af det. Siden har United Plantations benægtet langt de fleste påstande igennem pressemeddelelser.
I dag bringer Politiken et langt indlæg fra virksomhedens advokater. De skriver blandt andet:
»I artiklerne anføres, at medarbejdere har indåndet sundhedsskadelige giftstoffer, og at de har fået uacceptable skader, samt at de har symptomer på pesticidforgiftning.
Faktum er imidlertid, at ingen af medarbejdere har skader som følge af pesticidforgiftning.«
De henviser til, at de cirka 20 medarbejdere, som Politiken har talt med, har fået et omfattende lægetjek, som afkræftede dette.
Journalisten.dk har talt med Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane.
Hvorfor bringer I det her meget lange indlæg i både Politiken og på Pol.dk?
»United Plantations har på intet tidspunkt ønsket at kommentere indholdet af vores artikler over for os, selv om vi har kontaktet dem mange gange. Det har de gjort i andre medier. Vi er interesseret i kommunikation, og derfor giver vi dem plads her.«
Kan I tilbagevise alle indlæggets anklager af Politiken?
»Jeg står 100 procent ved det arbejde, Politiken har lavet. Jeg kan ikke tage stilling til hver enkelt anklagepunkt her i telefonen, men jeg vil gerne se på det, hvis du sender nogle specifikke spørgsmål til mig.«
Kan du stå inde for alt det, Politiken har skrevet?
»Ja, overordnet synes jeg, vi har lavet et vigtigt og godt stykke journalistisk arbejde. Vi har haft nogle få korrektioner, som er blevet offentliggjort i vores egen avis af læsernes redaktør.«
Det står du også inde for, hvis det viser fx viser sig, at en af jeres kilder, som hævder at have fået skæve fødder af at sprøjte sig på foden, aldrig har arbejdet med sprøjtemidler?
»United Plantations har på alle måder forsøgt at lave damage control i den her sag. Vi har kildebeskyttelse, og det er ikke til at vide, om United Plantations har talt med netop de kilder, vi har interviewet. Vi stiller spørgsmålstegn ved United Plantations' troværdighed, når de får fattige arbejdere til at underskrive en vidneerklæring om, at de aldrig har medvirket.«
Blev I oprindeligt tippet om historien af den malaysiske græsrodsorganisation Tenaganita (denne græsrodsorganisation optræder i flere af Politikens artikler)?
»Vi fik et tip og rejste selv til Malaysia for at undersøge sagen nærmere. Jeg ønsker ikke at oplyse, hvem vi fik et tip af.«
Erhvervsredaktøren svarer på United Plantations' indlæg her
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Måske skulle Journalisten lave et faktatjek a la Helle Thorning-sagen i denne sag også.
Ved nærmere eftertanke er der jo her tale om en ond, ond virksomhed, som næppe stiller op for Socialdemokraterne, så den ide er næppe gangbar på red.mødet.