Talenterne i fodboldklubben Esbjerg fB, Jan Kristiansen og Tommy Bechmann, høster masser af medieomtale. Klubben og træneren profilerer de to spillere i medierne, men træneren afviser, at det sker for at hæve deres salgspris.
Talentet var der, men rampelyset manglede på Esbjerg fBs nye angrebsduo, Jan Kristiansen og Tommy Bechmann. Det gjorde klubben noget ved i august sidste år.
»Vi havde brug for pressen til at profilere dem. Vi sagde til journalisterne: »Hold øje med de to – de bliver gode.« Mere skulle vi ikke gøre, for journalisterne har siden selv været opmærksomme på de to spillere. Især Bechmann var ukendt dengang, men han er en kendt spiller i dag,« siger Esbjerg fBs træner, Ove Pedersen.
Siden august sidste år har tv, radio og især aviser trofast bragt nyt om de vestjyske kometer, og mediemøllen har sendt rygtet om Bechmann og Kristiansen til udlandet. Flere tyske klubber har henvendt sig til Esbjerg fB, men også fra Spanien og Italien har der været interesse.
Sportsjournalist på Berlingske Tidende, Kurt Lassen, fortæller, at Esbjerg fB i sidste sæson selv satte fokus på Bechmann og Kristiansen i klubbens nyhedsbreve.
»Klubben fokuserer specielt på de to spillere. Det giver den synergieffekt, at landspressen tager udgangspunkt i de to, deres salgsværdi og mulige landsholdspladser, når pressen har fokus på Esbjerg. Da klubben konstant gør opmærksom på Bechmann og Kristiansen, er spillerne også klar til at rejse, når det rigtige tilbud kommer,« siger Kurt Lassen, der også har skrevet om Esbjerg fB på JydskeVestkysten.
Kurt Lassen fortæller, at Esbjerg fB i de ugentlige nyhedsbreve ikke lagde skjul på den pris, klubben forventede at få for de to. Han mener, at klubben profilerer de to spillere med salg for øje.
»Esbjerg vil tjene penge på at sælge dem – og pudser salgsvinduet i medierne. Der er ingen tvivl om, at Esbjerg fB bevidst plejer og cementerer deres salgsværdi på den måde. Klubben har givet udtryk for, at den har omkring 25 millioner kroner gående i de to,« siger Kurt Lassen.
Ove Pedersen afviser, at klubben har profileret de to spillere i medierne for at få dem solgt til en høj pris.
– Hvorfor valgte I at profilere Bechmann og Kristiansen, hvis det ikke var for at få dem solgt?
»Det gjorde vi for at få mere fokus på klubben. Med mere omtale i pressen får klubben større interesse fra sponsorer, tilskuere og medier. Prisen på de to spillere er heller ikke steget siden sidste år. Det beløb, vi vil have for dem, er det samme – uanset medieinteressen,« siger Ove Pedersen.
Sportsjournalist på Ekstra Bladet, Allan Pedersen, mener, at de to spillere er nødt til at spille godt i længere tid. Ellers kan klubbens profilering af de to give bagslag i pressen.
»Ove Pedersen er som træner meget bevidst om, hvad han melder ud. Hvis han havde sagt, at de ville blive profiler og alligevel ikke blev det, kunne det virke som en boomerang i pressen. Mange trænere har meldt ud, at deres talenter ville blive store spillere. De trænere har senere måttet retfærdiggøre sig i medierne, fordi deres talenter ikke blev til noget alligevel,« siger Allan Pedersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.