Unge socialdemokrater fortryder Utøya-interviews

Formanden for de unge socialdemokrater i Norge fortæller, at flere medlemmer har fortrudt, at de udtalte sig på tv umiddelbart efter massakren på Utøya.

Formanden for de unge socialdemokrater i Norge fortæller, at flere medlemmer har fortrudt, at de udtalte sig på tv umiddelbart efter massakren på Utøya.

Telefonerne kimede konstant hos Arbejderpartiets ungdomsorganisation (AUF) i tiden lige efter massakren på Utøya. Det fortæller Eskil Pedersen, AUF's formand, til Journalisten.no. Vores søstersite har taget en snak med ham om mediedækningen nu, hvor massakren er kommet lidt mere på afstand.

»Der er også AUF'ere, der har været interviewet på tv den 22. juli og i dagene efter, og som fortryder det nu,« siger Eskil Pedersen.

Hvorfor fortryder de? 

»Folk har måske været i choktilstand i ganske lang tid. Her og der gik det fint, men de var ikke sig selv, og det kan de se tilbage på nu. De føler, at de ikke var til stede, som de normalt ville være,« siger Eskil Pedersen til Journalisten.no.

Han fortæller, at han i timerne efter massakren bogstaveligt talt ikke kunne bruge sin mobiltelefon, fordi den ringede konstant. Men da dødstallet 80 begyndte at florere, og omfanget gik op for pressekorpset, begyndte de norske journalister at opføre sig mere hensynsfuldt. Det gjorde internationale medier til gengæld ikke, siger Eskil Pedersen.

Han ønsker ikke at fælde dom over mediernes dækning af Utøya-massakren endnu. Men han tør godt løfte sløret for enkelte episoder, han ikke brød sig om.

»Det er klart, at når me­di­er melder ud, at man ikke må ringe til AUF'ere på Utøya, fordi man kan komme til at afsløre deres skjulested, og de medier så gør det selv, så er det, ja… Det er meget alvorligt,« siger han.

Der er i øvrigt indløbet 29 klager til det norske pressenævn, PFU, på baggrund af Utøya-dækningen. Du kan læse mere om klagerne her.

0 Kommentarer