Næste slag i kampen for ytringsfrihed på Cuba foregår på nettet. Den cubanske ungdom bruger blogs og video til at kritisere den statslige censur via ulovlige internetopkoblinger. Præsidentskiftet har gjort det nemmere for dem.
Det seneste våben i cubanernes kamp for ytringsfrihed er et lille USB-stik. Med det kan de nemlig udveksle informationer eller få adgang til det internet, som staten ikke kan censurere. Våbenet har de unge cubanere taget til sig som en del af det arsenal, de bruger til at fortælle resten af verden, og hinanden, om deres hverdag og problemerne på Cuba. Det skriver Information i dag fredag.
Når først de unge har adgang til nettet, har de flere forskellige måder at bruge det på. Nogle skriver blogs. Det er blandt andet tilfældet for 32-årige Yoani Sánchez, der for sine kritiske vurderinger indefra netop har vundet en pris for "digital journalistik" uddelt af den spanske avis El País.
Andre bruger digitalkameraer. Det var blandt andet tilfældet, da lederen af det cubanske parlament, Ricardo Alarcón, debatterede censur med nogle stærkt utilfredse studerende. En af dem optog det med et kamera og lagde det på nettet. Videoen endte på BCC.
Efter Fidel Castro blev erstattet af sin bror Raul Castro, er det også blevet nemmere at komme i besiddelse af mobiltelefoner og computere. Tidligere var det kun offentlige institutioner, virksomheder og andre statsautoriserede institutioner, der havde adgang til den slags. Det kan føre til en større efterspørgsel efter lovlig adgang til internettet, der vil lægge yderligere pres på den cubanske regering.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.