search

Ungdomsoprøret er aflyst

Nu skulle de gamle journalister og redaktører ellers have at vide, hvor håbløst gammeldags og teknikforskrækkede de er. Men spørger man de unge praktikanter, viser det sig, at de gamle er uundværlige og de ægte rebeller.

Nu skulle de gamle journalister og redaktører ellers have at vide, hvor håbløst gammeldags og teknikforskrækkede de er. Men spørger man de unge praktikanter, viser det sig, at de gamle er uundværlige og de ægte rebeller.

»Han blev set som en sur gammel nisse, men nu er vi de allerbedste venner.«

»Han er altså helt normal.«

Er det virkelig sådan, de unge praktikanter taler om deres ældre kolleger? Dem, der altid ved, hvordan artiklerne skal skæres, og selv så småt er i gang med at forberede deres otium og arbejder på halv kraft. Sådan én, der er lidt gammelklog og er blevet lidt for gode venner med kilderne.
En ellers anonym rundspørge blandt en række praktikanter om de ældre medarbejderes nissefaktor burde lirke lidt sjov ud og lede vejen i min søgen efter den sure gamle journalist.
Troede jeg.

Gør han ikke nogle mærkelige ting eller siger noget mærkeligt en gang imellem?
»Han kan godt bruge gode gamle danske ord, som er ved at forsvinde,« lyder det opmuntrende – men med fortsættelsen:
»Men det beriger kun sproget.«

Jamen, hvor klog tror han selv, han er?
»Der er altså slet ingen problemer. Det er ikke sådan, at han kommer og bræger. Den eneste forskel på ham og de yngre er, at han er klogere og har stor erfaring. Der kan være mange fordele inden for vores fag ved at være gammel.«

Her troede jeg, at den ældre generation er sådan en, man gør oprør mod, fordi dens verdenssyn er håbløst forældet. Eller at de bruger bunker af papir på skrivebordet til at skærme af for omverdenen efter at have befundet sig så mange år på kontorstolen. Men de ældre besidder en uundværlig viden og erfaring og står altid til rådighed, forklarer den ene praktikant efter den anden. De gnavne gamle mænd viser sig ligefrem at være rare.
»Hvis jeg spørger, om man også kunne se en sag fra en anden side, tygger han på det på sin egen jeg-har-en-pibe-i-munden-agtige måde og tager det altid op til overvejelse.«

Der er jo en grund til, at de har været i branchen i så mange år, får jeg også at vide. Og så er det rart at vide, at andre har stået i samme situation som en selv.
»Så kan jeg læne mig lidt op ad dem og undgå at begå nogle af de fejl, de selv har begået,« siger en tv-praktikant for eksempel, mens en avispraktikant ligefrem bruger de ældre på redaktionen til at prøve ideer af, inden hun pitcher den for cheferne.
»Eller hvis jeg har modtaget trusler, fordi der er nogen, der ikke ønsker, at jeg skriver om det, jeg er i gang med. Så kan de hjælpe med at håndtere det og sige, at jeg ikke skal tage det så tungt, fordi de har prøvet det en masse gange før.«

Og det er ikke kun praktikanterne, der oplever, at ældre kolleger er gode til at give sig tid til dem. For de ældre oplever også, at de unge hellere end gerne lytter, viser den undersøgelse, Journalisten har lavet blandt DJ-medlemmer over 50 år. 67 procent af dem, der har job, oplever, at de unge gerne vil høre deres mening.

De gamle kan oven i købet pakke deres gode råd ind i spændende røverhistorier, som gør rådene nemmere at huske bagefter, fortæller en praktikant på en redaktion med flere folk langt over 55. Han kan dog godt mærke forskel på de kolleger, der stadig giver alt for jobbet, og dem, der er på vej ud.
»Der er dem, som stadig tager det ekstra opkald eller henter børnene for sent, fordi de bruger to timer ekstra på at lave en lillebitte sync.«

Aha! Så er der måske alligevel nogen, der hviler lidt for meget på laurbærrene og lever højt på deres anciennitet?
»Men den forskel kan man også mærke hos de yngre. Det handler vel i virkeligheden om, hvem der brænder helt igennem for det og godt vil hente børn en time for sent,« dementeres min vinkel.
Nå. Men hvad så med teknikken? Noget må der da kendetegne en redaktion overbefolket af oldinge.

Og endelig er der bid:
»Vi er fem på en redaktion ud af cirka 30, der har Facebook-profil. Så det med at finde en case på Facebook eller Twitter halter en smule. Og der er nogle, der stejler helt over at lave et interaktivt Google-map, selv om det er ligetil. Der er en kløft der.«

Så langt så godt. Måske er der alligevel noget om snakken om splid mellem generationerne og de gamles teknikforskrækkelse. Og så er det, at jeg endelig finder den gamle gnavpot, der terroriserer de stakkels praktikanter!
»Jeg var blevet advaret om ham. Han er over 60 og taler staccato. De første gange, jeg talte med ham, sagde han ikke tingene på en pæn måde og virkede meget frustreret. På et tidspunkt skulle han finde ud af noget med Facebook, og det kunne han overhovedet ikke. Så skældte han ud, fordi han blev helt stresset over det,« fortæller en dagbladspraktikant. Og så må du gerne stoppe med at læse videre …

For selvfølgelig endte hun med at smelte gnavpottens hjerte.
»Jeg begyndte at sidde sammen med ham, når han kiggede mine ting igennem, og han kom med en masse ideer. Nu svinger vi rigtigt godt sammen. Folk forstår det slet ikke.«
Jeg fortsætter dog jagten på journalistdinosaurerne, der har siddet alt for længe på pinden og slynget ordrer ud. Og så er der bid igen. Ugebladspraktikanten oplever, at de yngre skal rette ind, mens de ældre får friere tøjler.
»De har lidt længere snor. Hvis en af de ældre er nødt til at blive hjemme en dag, er det fint. Men hvis det er en af os andre, skal der være en forklaring.«
De gamle stramme tanter findes måske alligevel derude et sted. Jeg stopper interviewet. Der skal IKKE følges op eller glattes ud igen.

Og så kommer chokket, da det viser sig, at rebellerne slet ikke findes i den yngre generation. De yngre repræsenterer til gengæld småborgerligheden selv. På en anden praktikants avis er de gamle og garvede nemlig ofte dem, der møder ind til den sene vagt og knapper en øl op, når de skal til at gå ved 17-18-tiden.
»Det er ikke sådan, at de drikker sig fulde. Men det var da lidt en øjenåbner. For det er, som om der er sket en holdningsændring. De gamle rotter har viet deres liv til journalistikken og ikke tilpasset det til at få børn. De passer meget godt til klicheen om journalisten, der lige får sig en bajer og ryger cigaretter. Der er til gengæld ingen af de yngre, der ryger. Det er, som om det er blevet lidt mere et parcelhusmiljø.«

Til gengæld er vi unge nede med de fede og med på beatet.
»De ringede ikke helt vildt over Distortion. Så er der heldigvis en anden på min alder, jeg kan tale med om den slags i frokostpausen,« forklarer ugebladspraktikanten.

Men selv larmende og svinende gadefester som Distortion graver ikke nødvendigvis dybe grøfter.
»Jeg er også gammeldags på det område selv. Jeg kan ikke lide Distortion,« siger fagbladspraktikanten.
Men måske er det alligevel i kantinen, at generationssammenstødet er størst.
»I frokostpausen er hans indspark til samtalen altid et eller andet historisk, som en tør onkel kunne finde på at sige. Et eller andet med Christian den fjerdes tid eller en gammel indforstået anekdote, som det kun er ham, der kan komme med, fordi han har været på bladet i så mange år,« siger en magasinpraktikant.

Men på trods af særheder og forhistoriske anekdoter er respekten for de rutinerede kræfter intakt. På en tv-station er der kamerafolk, der har været med siden starten for over 20 år siden.
»Nogle gange tager jeg lige kameraet for en af dem. Og de kan også blande sig lidt i det journalistiske og sige, at jeg skal tage noget om. Det er fint, for jeg er ny i faget. Det er jo ikke altid, at jeg selv ved, hvad jeg laver.«

Og på trods af særheder har de åbenbart noget at have det i.
»Vi har en meget eftertænksom gammelmandstype. Man kan se, at der foregår en masse oppe i hovedet på ham, men der kommer kun lidt brummen ud. Han udtrykker ingen stor begejstring eller frustration. Han indgår ikke så meget i redaktionen, men sidder mest på sin pind og er ikke rigtigt ude. Og hvis han ikke lige er der en dag, undrer vi os alle sammen. Men så kommer han tilbage med et vildt godt interview. Vi har meget respekt for ham, men er enige om, at han ikke er nogen festabe.«

Måske sammenfattes forholdet mellem ung og gammel i virkeligheden bedst således:
»Hvis jeg absolut skal sige noget, er det værste ved at have ældre kolleger sådan set, at man selv finder ud af, hvor meget man har at lære endnu.«

Jeg må nok indse, at ungdomsoprøret er aflyst for denne gang, og at jeg i stedet lige så godt kan droppe fyraftensbajeren og tage hjem til den gravide. En lejlighed på Nørrebro er efterhånden også lige så småborgerligt som en på Østerbro. Naboerne er egentlig også meget søde, selv om de er gået på pension.
Jeg bøjer mig i støvet for de ældre og lader denne kommentar stå:
»Alle med gråt hår er super seje.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen