»Det er det gode ved at være ny, ung mor – det er ikke på arbejdet, man bliver bange.«
Christina Zemanova, 30, går fra at være journalist på Politiken til chefredaktør på modemagasinet Cover.
Hvad er der galt med Politiken?
Der er intet galt med Politiken, men jeg har været derinde i syv år og var også i praktik på avisen – jeg har aldrig kendt andet. Man kan nemt blive helt opslugt af Politiken, så det var egentlig først, da jeg gik på barsel og kom lidt væk fra det hele, at jeg kunne se klart. Jeg har aldrig haft en plan om, at jeg en dag skulle være chefredaktør, men på min barsel tænkte jeg over, hvad der gjorde mig glad. Og nogenlunde samtidig kom tilbuddet fra Cover – og så slog jeg til.
Hvordan bliver det pludselig at være chef?
Det er gået op for mig, hvor meget jeg spurgte om lov, inden jeg førte ideer ud i livet på Politiken. Jeg har været chefredaktør herinde i relativt kort tid, men jeg kan allerede nu mærke, at det er fedt at tage beslutningerne. Jeg har faktisk ikke gjort mig mange tanker om, hvordan jeg kommer til at være som leder, og jeg har i hvert fald ikke brugt min tid på at læse lange bøger om ledelse og på at være nervøs for mit nye job. Det har der simpelthen ikke været tid til. Det er det gode ved at være ny, ung mor – det er ikke på arbejdet, man bliver bange. Jeg tror egentlig bare, at det bliver fedt at være leder af så ungt et hold, hvor der ikke er langt fra ide til handling.
Jeg kommer til bladet med en helt klassisk journalistisk baggrund, og jeg skal vænne mig til en ny måde at arbejde på. På Politiken vidste jeg ikke engang, hvilken etage annonceafdelingen sad på. Her på Cover sidder de lige på den anden side af døren, og jeg skal snakke med dem hver dag. Men ud over det tror jeg ikke, springet fra Politiken over til modeverdenen er så stort. På Politiken sidder der jo også en hel masse kreative hoveder, der skal fungere sammen.
Hvad glæder du dig mest til?
Jeg glæder mig til at bladre magasinet igennem, når det er færdigproduceret. Jeg har savnet tilfredsstillelsen ved at have et produkt i hånden, som man har kælet for i en hel måned. Det er en helt anden fornemmelse end at sidde på Pol.dk og tælle klik. At være med til at producere noget, der ikke bliver smidt i skraldespanden dagen efter, men som kan ligge på et sofabord i en hel måned. Magasiner har altid været en hobby for mig, en fritidsting, og det var egentlig ikke en del af min plan, at jeg skulle havne i magasinverdenen. Jeg har altid tænkt, at jeg en dag skulle være udenrigskorrespondent, men jeg tror, at dette job bliver meget sjovere.
CV: Uddannet fra DJH i 2005 med praktik på Politiken. Derefter ansat på Politiken frem til 2011 med et kort afbræk som freelancer bosat i Paris.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Ung" mor på 30 år (fnis) ...Eller mener I ung redaktør som også er mor? Jeg savner at vide om hun også er datter, ægtefælle og kusine. Om hun er niece til nogen er også lige så (lidt) relevant.
Er det vigtigt at hun er mor, det synes nemlig ikke at være særlig tydeligt i artiklen - bortset fra at hun fik lyst til at skifte under en barsel? Hvis hendes rolle i familielivet er vigtigt, så må der fremover forventes at komme mange overskrifter i Journalisten a la "Midaldrende far ny chef for ..."
Jeg tror det er udtryk for en journalists manglende forståelse for at kvinder kan arbejde, endda have ambitioner, og være mødre samtidigt, men det er godt nok en gammeldags og diskriminerende fordom at have. Og når fordomme kommer op i overskriften, så får de desværre lidt længere levetid - for så bekræftes læseren i at ja; det er en overskrift værdig at hun både er mor og tager et karriereskridt SENSATION! - og så får man slet ikke fortalt det virkelige budskab med artiklen - som forhåbentlig er lidt mere relevant og 2011-ish.