Er du tyk eller taber? Så er du ikke velkommen i Abercrombie & Fitch.
Så kort kunne modekoncernens forretningsstrategi opsummeres… inden bogen 'The New Rules of Retail' udkom.
I 2006 udtalte Abercrombie-chefen Mike Jeffries til webmagasinet 'Salon':
”I enhver skole er der de cool kids, og så er der de ikke så cool kids. Og helt ærligt, så går vi efter de cool kids.”
Og.
”Vi går efter attraktive All-American kids, der har en stærk udstråling og masser af venner. En masse mennesker hører ikke hjemme i vores, og det skal de heller ikke gøre.”
Og.
”Er vi ekskluderende? Absolut.”
Som Børsen skriver i dag, sov udtalelserne Tornerose-søvn til forfatteren Robin Lewis gravede interviewet frem til førnævnte bog.
Udtalelserne – og det faktum, at firmaet nægter at sælge tøj i større størrelser end Large til kvinder – fik helvede til at bryde løs på de sociale medier
Attraktiv og fed
Et af de bedste eksempler på kritikken af Abercombrie & Fitch er den overvægtige blogger Jes Baker.
Hun skabte ”mærket” Attractive & Fat, hvor hun poserer med halvafklædte mænd. På samme måde som det visuelle udtryk fra Abercrombie & Fitch
”Jeg har ikke energi til at hade Mike Jeffries, og jeg har skabt det her i protest mod de her billeder, vi hele tiden ser,” siger Jes Baker til OMG! Insider.
Baker skriver i et åbent brev til Mike Jeffries på sin blog:
”Det eneste du har gjort med dine kommentarer (om at være tynd og smuk og kun tilbyde XL og XXL til mænd i dine butikker) er at støtte op om den uoriginale forestilling om, at kvinder er sociale tabere, værdiløse og grimme. Dine undskyldninger ændrer intet.”
Youtube-brugeren Greg Karber gik skridtet videre. Han købte ganske enkelt en masse tøj fra Abercrombie & Fitch, satte sig i sin bil og kørte til den grimme del af Los Angeles. Hvor han forærede tøjet til de hjemløse.
I dag har videoen fået næsten 7,5 millioner visninger på Youtube. Og ideen om at give tøj fra Abercrombie & Fitch til de hjemløse spreder sig via Facebook og Twitter under #FitchTheHomeless.
Her kører den virale kampagne videre for fuld skrue:
At my school. So much respect. #fitchthehomeless twitter.com/TiffanyKudriko…
— Tiffany Kudrikow (@TiffanyKudrikow) May 30, 2013
Opfordring til boykot
Og så er vi tilbage ved rubrikken – undskyldningerne.
”Jeg beklager dybt, at mit ordvalg er blevet tolket på en sådan måde, at det har kunnet fornærme nogen,” lød den første undskyldning fra Jeffries.
Men det var som at slå i en pude. Den sociale storm tog til – bl.a. med den 18-årige Benjamin O’Keefe ved blæsebælgen. Han lancerede en underskriftsindsamling, der opfordrede til boykot af modevirksomheden – indtil der kom en ægte undskyldning.
23. maj – efter et møde med Benjamin O’Keefe – krøb Jeffries til korset for anden gang.
”Vi beklager og undskylder inderligt enhver fornærmelse, som skyldes udtalelser, vi er kommet med på det seneste, og som er i strid med disse værdier,” lød det i en officiel udtalelse.
Benjamin O’Keefe sagde i går til Huffington Post:
”En rigtig undskyldning siger: ”Jeg er ked af det, og jeg gjorde noget forkert”. Hans (Jeffries, red.) første udmelding sagde ikke undskyld, og det var først da vi mødtes, at de fandt ud af problemets omfang. Den anden undskyldning kom fra hjertet.”
Om undskyldningen hjælper. Tjah, som Børsen skriver, har Abercrombie & Fitch netop nedjusteret resultatet. Hvilket fik aktiekursen til at falde 11 procent.
Av!
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.