search

Undskyld jeg afbryder…

Det direkte tv-interview synes at være i bedring; mere tid, bedre lytning og mod til at afbryde udenomssnak og talestrømme er blandt årsagerne, skriver tidligere DR-journalist Kurt Strand, som også er forfatter til bogen Interview for journalister.

Det direkte tv-interview synes at være i bedring; mere tid, bedre lytning og mod til at
afbryde udenomssnak og talestrømme er blandt årsagerne, skriver tidligere DR-journalist Kurt Strand, som også er forfatter til bogen Interview for journalister.

Det er én af de mest brugte – og misbrugte – genrer. De fleste har en mening om det. Og det kommer næsten aldrig helt i mål.

Det direkte interview i tv florerer som aldrig før; vækst i antallet af nyhedsudsendelser har sammen med TV2 News' enorme antal sendeminutter gjort direkte interview til en både nødvendig, praktisk og hurtig genvej til formidling af historier, mens de udvikler sig. Og det er, logisk set, derfor ikke svært at finde stribevis af eksempler på uigennemtænkte spørgsmål, ustrukturerede forløb og uforløste mål.

Men det er langt mere interessant at se på nogle af de positive tendenser, som trods alle ressource-odds kendetegner mange direkte tv-interviews:

Først og fremmest er tid blevet en mere elastisk størrelse. Mange års fejlagtige dogme på såvel TV Avisen som TV2 Nyhederne, om at selv den mest komplicerede sag kunne udlægges på 2:00 eller – ved festlige lejligheder – på 2:30 minutter, er blevet til en mere fleksibel vurdering af, hvad der er nødvendigt for at folde en historie ud.

Da tidligere DONG-direktør Anders Eldrup midt i marts stillede op for at give sin version af balladen i det statslige energiselskab, brugte TV Avisen næsten otte et halvt minut på at afæske ham en forklaring på, hvorfor han lod sig presse af fire medarbejderes eksorbitante lønkrav. Adskillige spørgsmål forblev ubesvarede, men fordi der var tid nok, kunne ingen sige, at han ikke fik chancen for at dokumentere sine påstande – ligesom det med indklip undervejs blev udstillet, at Eldrup og DONG-bestyrelsen i flere år havde været på kollisionskurs.

På TV2 Nyhederne, især i 22-udsendelsen, har der gennem flere år været tendens til at sætte mere tid af til direkte interview. Og som i DONG-eksemplet viste effekten af tilstrækkelig tid sig, da socialdemokraten Henrik Sass Larsen i november sidste år blev bedt om at forklare sine sms-forbindelser til rockermiljøet i Køge.
Flere minutter og sekunder til et interview er selvfølgelig ikke i sig selv garanti for succes. Vinkling, spørgsmål og struktur skal naturligvis være ordentligt forberedt, og den interviewende studievært skal både være i stand til at høre efter, følge op og insistere på at få svar. Ikke mindst evnen til at lytte til, hvad en interviewperson faktisk siger, har været – og er stadig – fraværende hos en del studieværter. Noget af forklaringen ligger i det virvar, der ofte hersker under en nyhedsudsendelse, men nok så vigtig er mangelfuld vinkling tilsat usammenhængende manuskripter med alt for mange spørgsmål til for kort tid.

Dét forstår især trænede interviewpersoner – professionelle kilder som toppolitikere, erhvervsfolk og store kulturnavne – at udnytte: En studievært, som efter at have stillet sit første spørgsmål bøjer hovedet for at læse det næste i sit manus, signalerer tydeligt, at han eller hun ikke hører efter. Og det er påfaldende, hvor ofte det lykkes for interviewpersoner ikke at svare på det, de bliver spurgt om. Tilmed får de sat deres egne budskaber på dagsordenen og får dermed interviewet til at handle om noget helt andet.

Derfor er det herligt befriende, når en TVA-vært venligt, men bestemt, afbryder for eksempel en universitetsrektors tågede talestrøm med ordene "jeg ved ikke, om du svarede på mit spørgsmål, men sådan hørte jeg det faktisk ikke". For selv om afbrydelser uomgængeligt er uhøflige, er de lige så uomgængeligt nødvendige, i samme øjeblik en interviewperson enten ikke svarer på eller væver uden om et stillet spørgsmål.

Men netop fordi afbrydelser strider mod takt og tone i Emma Gad for begyndere, er det helt afgørende, at intervieweren anstrenger sig for at være ekstra venlig og bestemt. "Undskyld jeg afbryder, men du svarer ikke på mit spørgsmål," er ikke blot et effektfuldt signal til interviewpersonen; det er også en vigtig serviceoplysning til seerne. De fleste tv-interviewere ved nemlig fra møder med seere, at afbrydelser mildt sagt irriterer de fleste, og at det derfor kan være nyttigt at argumentere for, hvorfor det er nødvendigt at bremse et ikke-svar.
Derfor skal afbrydelser være et anerkendt arbejdsredskab – blandt andet ved at briefe interviewpersoner præcist om spillereglerne inden et direkte interview: "Hvis jeg vifter med hånden, betyder det, at du skal stoppe din talestrøm – og hvis/når det ikke virker, så afbryder jeg efter fem-ti sekunder …"

Og hvis tendensen med at sætte mere tid af kombineres med skarpere vinkler, centreret omkring ét nøglespørgsmål, er der gode chancer for, at flere direkte interviews vil lykkes; at flere kommer i mål, og at et voksende antal studieværter faktisk tror på det, de begiver sig ud på. Alt det andet er nemlig mere eller mindre ligegyldigt, hvis intervieweren ikke selv tror på sit projekt.

Intervieweren skal så at sige have en fornemmelse af at stå med fødderne solidt plantet i gulvet, sige til sig selv, at "jeg tror på det, jeg har forberedt mig så godt som muligt, og det skal nok lykkes".
Især hvis tiden til forberedelse er knap – og det er den for de fleste – er det faktisk helt afgørende, at studieværter får overbevist i hvert fald sig selv om, at et interview giver mening. Derfor må værterne logisk set have indflydelse på, hvem de skal interviewe – og i højere grad end det almindeligvis er tilfældet i dag have mulighed for at sige fra.

For hvis ikke intervieweren tror på et direkte interview i tv, hvordan i alverden skal alle vi andre så tro på det?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen