Lars Bjerg fra Journalisthøjskolen mener, at Mads Brüggers anmelderroste film 'Ambassadøren' ville få kritik i Pressenævnet. Brügger afviser på Facebook.Mads Brüggers både anmelderroste og kontroversielle film 'Ambassadøren' ville ikke klare en tur i Pressenævnet. Sådan lyder det i hvert fald fra Lars Bjerg, der er underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Det skriver politiken.dk.
Bjergs kritik af filmen kommer efter den liberiske advokat og lobbyist Varney Sherman over for politiken.dk har hævdet, at Brügger har udeladt væsentlige oplysninger og fejlagtigt antyder, at Sherman bruger bestikkelse.
»Jeg tror ikke, den ville slippe igennem Pressenævnet – jeg kan ikke forestille mig andet end, at det ville udtale kritik. Det strider mod al grundlæggende journalistik, for det er simpelthen et totalt misvisende billede. Det er jo groft, at man udstiller manden som kriminel og korrupt, uden at der er belæg for det«, siger Lars Bjerg.
Sagen handler kort fortalt om, hvorvidt Sherman – der både er lobbyist over for den liberiske regering og leder af Liberias præsidents parti – har brugt nogle af Brüggers dollars til at bestikke folk i administrationen.
Varney Sherman påstår, at han udelukkende blev hyret som lobbyist af Brügger, og at han i øvrigt selv opsagde samarbejdet og leverede alle de 35.000 dollars, han havde modtaget, tilbage.
Som dokumentation har han udleveret en mailkorrespondance til politiken.dk, som kan læses her.
Brügger svarer dog, at noget i mailkorrespondancen »ser redigeret ud«. Han vil ikke udlevere sin version, fordi han ikke ønsker at kompromittere andre kilder.
Mads Brügger mener, at det ville blive for indviklet at forklare, at Sherman leverede pengene tilbage. Han tilføjer, at de 35.000 dollars – der siden blev overdraget til en hollandsk kontakt – i sidste ende må være blevet brugt på bestikkelse.
»Når det ikke fremgår af filmen, er det fordi, det var alt for kompliceret at forklare, og som sådan er filmen en meget forenklet fremstilling af ovenstående,« skriver Brügger i en mail til politiken.dk.
På sin Facebook-profil har Mads Brügger uddybet:
"Øh hvad er lige problemet? Varney Sherman har haft mine 35.000 dollars i mange måneder, ud fra en no cure no pay aftale. Sålænge han havde pengene arbejdede han for mig, og han sagde ordret til mig, at pengene skulle bruges til at finansiere Ellen Johsons præsidentkampagne. Senere, fordi Sherman ikke kunne levere varen, og var faldet i politisk unåde, ekspederede min hollandske diplomattitelmægler pengene videre til den nye udenrigsminister, og når han kunne rykke så hurtigt på sagen, som han kunne, var det blandt andet fordi Sherman havde gjort en god del af forarbejdet," skriver han og fortsætter:
"Hvis jeg gav 35.000 dollars til et medlem af SF's partiledelse, kunne jeg så komme til møde med Villy Søvndal om at jeg skulle være konsul for Danmark i Liberia? Jeg tror det faktisk ikke."
Mads Brügger peger også på, at Varney Sherman siden har fået kritik for flere af sine påstande om forløbet af Liberias tidligere udenrigsminister. Mere om den strid her.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mads Brygger skildrer sig selv som simpel og skuppelløs forbryder, der prøver på at smørre sig igennem et af de politiske systemer, som kolonitiden har skabt på det sorte kontinent. Han træder ind i sin egen episke fortælling, hvor kontinentet bare har at leve op til den virkelige Bryggers forestillinger, og han ender med at stå afsløret som det han er: Mads Brygger snyder på vægten, påstår om en virkelig person, hvad han ikke kan dokumenterer, og ender op som sin egen modsætning. Anmelderne jubler fortsat, og klapper ham på skulderen. Du kære Brygger, du er en af vore, du ser ingen grænser for dig. Du respekterer ingen genre. Den perfekte løgn bygger på påstanden om at tale sandt. Dokumentarens diamentrale modsætning er manipulation, givet ud for at være dokumentar. Du kan bare det der. Du er en af vore, råber anmelderne i kor. Vi ser det. Forstår. Tak for kaffe.
Hvad der er op og ned i denne sag står foreløbig lidt hen i det uvisse. Men uanset hvad, så udstilles endnu engang dilemmaet omkring begrebet ”dokumentarfilm”.
Dokumentarisk betyder i henhold til ordbogen: ”baseret på faktiske hændelser el. bevislige kendsgerninger”.
Men hvad er fakta? Og hvor meget kan filmskaberne tillade sig at redigere i stoffet fra virkeligheden i deres bestræbelser på at skildre denne virkelighed?
Det er klart at der skal redigeres, endda overordentligt meget for at få form på et stort og ofte komplekst råmateriale. Men hvor går grænsen, hvor vi forlader fakta og bevæger os over i fiktionen?
Ifølge en del skribenter og dokumentarfilmskabere eksisterer der ikke en sådan grænse, og de insisterer på en nødvendighed i sammenblandingen af fiktion og fakta. Ja de syntes tilmed det er pragtfuldt og tilmed stor kunst at boltre sig i virkemidler og genrer, og det hænder da også, at seværdige produkter fremkommer udfra denne recept.
Men de dybeste oplevelser tilvejebringes kun af, hvad jeg vil tillade mig at kalde den rene og den sande dokumentarfilm. Det vil sige de film, hvor jeg ikke bliver - eller føler mig - manipuleret.