Undersøgende journalist drukner sig selv efter trusler

En lokal graverjournalist har druknet sig selv i en indonesisk flod. Han havde været indlagt på psykiatrisk hospital og var holdt op med at arbejde efter dødstrusler. Alt fra sms'er til breve i blod truer pressen op til valg.

En lokal graverjournalist har druknet sig selv i en indonesisk flod. Han havde været indlagt på psykiatrisk hospital og var holdt op med at arbejde efter dødstrusler. Alt fra sms'er til breve i blod truer pressen op til valg.

Ardiansyah Matra'is blev fundet i slutningen af sidste uge i en flod i det østlige Indonesien, efter at han var blevet meldt savnet. Dødsårsagen er ikke fastslået endnu, men ifølge Reportere Uden Grænser(RSF) var han mentalt meget ustabil. Selvmord er derfor sandsynligt.

Matra'is havde flere gange været indlagt på et psykiatrisk hospital i tiden op til sin død, og han var holdt op med at arbejde som journalist flere uger inden, blandt andet på grund af depression.

Før Ardiansyah Matra'is blev syg, var han undersøgende journalist på den lokale tv-station Merauke TV. Her afdækkede han blandt andet foruroligende forhold i den indonesiske tømmerindustri, hvor ulovlig skovhugst er et alvorligt problem.

Matra'is blev udsat for alvorlige dødstrusler fra det kriminelle miljø efter sine indslag.

Det er langtfra nyt i Indonesien, at kriminelle truer pressen. Men op til det lokale valg er det blevet meget værre. Flere lokaljournalister siger til RSF, at de er blevet truet. Blandt andet er det populært at true per sms.

»Til kujonagtige journalister: Leg aldrig med ild, hvis du ikke vil brænde dig,« lyder en sms.

En lokaljournalist modtog et brev, der var skrevet med blod. En anden journalist, der også har gravet i sager om ulovlig skovhugst, er flygtet fra landet.

RSF »opfordrer til en alvorlig og uafhængig undersøgelse« af forbindelsen mellem Matra'is' selvmord og de trusler, han har fået.

0 Kommentarer