Syv ud af ti nordmænd er det seneste år stødt på information på nettet, som de ikke vidste om var sand eller falsk. Det viser en repræsentativ undersøgelse foretaget af Kantar for Medietilsynet i Norge.
Undersøgelsen viser også, at blot 30 procent af nordmændene ser sig selv som højt kompetente i forhold til at håndtere misinformation og falske nyheder. For de 60-79-årige ligger tallet på kun 16 procent.
I en pressemeddelelse fokuserer Medietilsynet på problemstillingen blandt de ældre.
”Resultaterne viser, at ældre kæmper mere end yngre med at skelne sandt fra falsk,” udtaler Mari Velsand, direktør i Medietilsynet, i pressemeddelelsen.
Medietilsynet har i samme ombæring publiceret en guide, der skal hjælpe ældre med at opdage falske nyheder.