Der er håb for mediebranchen i ny rapport fra Reuters Institute for the Study of Journalism.
Instituttet har – i en spørgeskemaundersøgelse – spurgt ind til økonomien hos 246 medieledere i 52 lande. I Europa, USA, Asien, Australien og Sydamerika.
59 procent af de adspurgte oplyser, at mediets samlede indtægter steg fra 2020 til 2021 – mens kun otte procent siger, at indtægterne er faldet.
Instituttet har også spurgt, hvilke digitale indtægtskilder der vil være de vigtigste i det kommende år. Abonnements- og annonceindtægter er de vigtigste, fremgår det, men de står ikke alene. For eksempel vurderer 15 procent, at filantropiske fonde vil være en vigtig eller meget vigtig indtægtskilde i det kommende år.
Undersøgelsen har titlen ’Journalism, media and technology trends and predictions 2022’ og er frit tilgængelig på instituttets hjemmeside. Den blev gennemført i november og december.