Underdirektør suspenderet i DSB-sagen

Peder Nedergaard, der er underdirektør i DSB, er suspenderet af togselskabet, oplyser DR Nyheder

Underdirektør Peder Nedergaard er i dag blevet suspenderet fra sit arbejde i DSB, skriver DR Nyheder.

Suspensionen sker efter afsløringerne af DSB's forsøg på at bremse den kritiske journalist Lars Abild. Der er bl.a. kommet mails frem, der viser, at kommunikationsbureauet Waterfront ansatte Lars Abild til opgaver for at holde ham beskæftiget, så han ikke skrev kritiske artikler om DSB. Mails er blevet sendt til underdirektør Peder Nedergaards private mailadresse fra direktør i Waterfront Lars Poulsen.

Blandt de oplysninger, der er kommet frem, er også, at Lars Poulsen fra Waterfront videresendte oplysninger om den DSB-kritiske journalists sygdom.

Underdirektør Peder Nedergaard er suspenderet, så længe en advokatundersøgelse af sagen pågår, skriver dr.dk.

0 Kommentarer