Da den socialdemokratiske top – Nyrup, Lykketoft, Auken, Bjerregaard og Gjellerup – på et pressemøde tirsdag den 6. november præsenterede partiets valgprogram, mødte pressen talstærkt op. De politiske reportere lyttede pænt efter under præsentationen af "Mennesker først" – et 50 sider stort dokument, der på 100 konkrete felter viste, hvor partiet ville satse i de kommende år.

Men de nøjedes stort set med at høre pænt efter – idet programmet kun i mindre omfang blev refereret. Christiansborg-reporterne var trætte af at se og høre på de samme ministre. Ja, de var i den grad parate til luftforandring, at de kun sjældent orkede at viderebringe konkrete politiske udspil. For Socialdemokratiet blev frustrationen så stor, at partiet den sidste søndag før valget så sig nødsaget til at indrykke meget teksttunge helsidesannoncer, som præsenterede deres politik.

Det blev på afgørende tidspunkter en pinlig valgkampsdækning for de traditionelle medier, som blotlagde en udpræget sympati for de borgerlige – vel at mærke ikke kun på lederplads, men i deprimerende grad også i de redaktionelle valg. Det blev valgkampen, hvor man undlod at beskrive og undersøge den politik, som den sandsynlige sejrsherre – nemlig Anders Fogh Rasmussen – egentlig stod for. Hvordan kunne det dog gå til, at stort set ingen gad læse eksempelvis det finanslovsforslag, som Venstre senest havde offentliggjort? Gentagne gange henviste Nyrup i tv-dueller til forslaget – uden at journalister fandt anledning til selv at læse det. Den avis, der offentligt har fået mest tæsk for at have støttet Venstre, nemlig Jyllands-Po-sten, var faktisk den eneste, der for alvor kritisk tjekkede Venstre. I artikler, som blev bragt i de seneste dage op til valget, dokumenterede avisens Christiansborg-redaktion, at Fogh løj, da han afviste, at Venstre har til hensigt at halvere dagpengene for unge mellem 25 og 29 år.

De fleste andre medier interesserede sig i stedet for form. Tænk på, hvor meget der blev skrevet om Nyrups riven sider ud af Foghs bog "Fra Socialstat til Minimalstat" – og hvor lidt, hvis overhovedet noget, der blev skrevet om, hvad Fogh rent faktisk foreslog i sin blot otte år gamle bog.

I denne valgkamp, hvor borgerliggørelsen af journaliststanden stod så markant, kom man helt til at savne Aktuelt. Den modvægt, som fagbevægelsens avis stod for, var hårdt tiltrængt. Kig engang på tre af de mest brugte politiske kommentatorer, der blev brugt i valgkampen både i egne og i elektroniske medier. Under falsk maske – som om de var bare noget, der ligner objektive analytikere – væltede de politiske budskaber ud:

På Jyllands-Posten er Ralf Pittelkow politisk kommentator, ligesom han hyppigt optræder på tv. Pittelkow er en fremragende analytiker, men han er langtfra noget, der bare ligner neutral. Han er gift med Karen Jespersen – tidligere socialdemokratisk social- og indenrigsminister – og har siden formandsopgøret i 1992 mellem Svend Auken og Nyrup været en aktiv deltager i partiets magtkampe.

Især i de seneste år har Pittelkows kommentarer været stærkt præget af hans ægteskab. Han har entydigt – men aldrig direkte – støttet og opmuntret den strammerkurs, som hustruen har stået for. Omvendt har han ikke været i stand til at levere den åbenlyse og helt afgørende politiske analyse i valgkampen – nemlig at hans hu-stru, Karen Jespersen, leverede Socialdemokratiets største brøler i valgkampen, da hun gav de borgerlige og med dem Dansk Folkeparti ret i, at det skulle blive sværere at blive familiesammenført.

På B.T. har den politiske chefredaktør Erik Meier Carlsen nogle faste meninger, der pinedød altid presses ind. Lad mig blot nævne de to vigtigste – som begge hand-ler om Meiers tilsyneladende ubehag ved globalisering, flygtninge, indvandrere og ikke mindst den politiske elite:

Den ene handler om, at Dansk Folkeparti er et rigtigt fornuftigt parti, som eliten burde være taknemmelig for – simpelthen fordi deres stemme er et nødvendigt opgør. Meier var i valgkampen – som han har været det i snart flere år – en usædvanlig stærk goodwill-ambassadør for Dansk Folkeparti. Ingen har gjort partiet mere stuerent. Den anden handler om, at Karen Jespersen havde ret i sin strammerlinje. Faktisk er hun – ifølge Meier – så meget i pagt med vælgerne (og ikke mindst ham selv), at hun måske endda burde være partiets (altså Socialdemokratiets) leder.

På Berlingske Tidende har den nye chefredaktør, Karsten Madsen, ligefrem underholdt med sin tilknytning til Venstre. Denne forbrugeroplysning fik læserne af Berlingske Tidende imidlertid ikke at vide i de hyppige og ganske ofte aldeles skæve analyser, som Madsen leverede i valgkampen på de redaktionelle sider. Det er vel også for meget at forlange af avisen selv, at den skulle afsløre Madsens naturlige politiske synspunkt – at han brændende ønsker en borgerlig regering.