search

ULVEN GÅR

I ni år har Lars Poulsen været formand for Journalistforbundet, fra i dag er han »bare« medlem. Han har for længst smidt fåreklæderne og har udviklet sig til en stærk leder af flokken.
I ni år har Lars Poulsen været formand for Journalistforbundet, fra i dag er han »bare« medlem. Han har for længst smidt fåreklæderne og har udviklet sig til en stærk leder af flokken.

• »Du skal blive ved at være formand, far.«
Jonas på otte år synes, det er surt, at hans far sådan helt frivilligt smider formandskasketten. Han vil gerne, at hans far skal blive ved med at bestemme – inde på sit arbejde i hvert fald.
Men når Lars Poulsen har truffet en beslutning, så er det sådan. Og det kan hverken Jonas eller den lange stribe af folk i forbundet, der gerne ser, at formanden fortsat hedder Lars Poulsen, lave om på.
Han ved, hvad han vil. Og nu vil den 42-årige Poulsen videre, prøve noget andet – også selv om han lige nu ikke ved, hvad det andet er. Nu har den stået på delegeretmøder, tillidsmandsmøder og overenskomstforhandlinger i 17 år. Fire år som tillidsmand, to år som faglig sekretær i DJ, to år som næstformand og ni år som leder af hele DJ-flokken. Han er mæt af DJ-dage, og så synes han, at organisationen har godt af fornyelse.
På et tidspunkt i løbet af den 21. april vil han så for sidste gang stå på delegeretmødets talerstol som formand for Dansk Journalistforbund. På det tidspunkt vil det være ni år og to dage siden, at han på et delegeretmøde i Falkoner Centret blev klappet ind på formandsposten. Ikke alle klappede ganske vist lige helhjertet, mange var i tvivl om den unge, stille, lidt kejtede Poulsen kunne matche opgaven. De savnede profil og gennemslagskraft.

Faldet på halen
Tvivlerne er siden faldet på halen over hans udvikling og gør rigt brug af superlativerne, når de karakteriserer den afgående formand. Og det er tydeligvis ikke blot for at levere nu-skal-vi-også-være-høflige udsagn. De har fået, hvad de i første omgang ikke kunne få øje på hos Poulsen.
Søren Wormslev var blandt dem, der opfordrede Lars Poulsen til at kandidere og i tiden op til formandsvalget dengang søgte at overbevise tvivlerne om, at »han er god nok, ham Lars«:
»Han har udviklet sig fantastisk meget. Han har altid været et godt fagligt tænkende menneske, men han var kejtet dengang. Og det var tydeligt, at han i starten ikke følte sig godt tilpas, når han skulle træde frem som formand. Det gør han i den grad nu,« siger Søren Wormslev, som i alle ni år har siddet i forretningsudvalget sammen med Poulsen.
Selv Poulsens forgænger, Tove Hygum, som jo kendte ham ganske godt i og med han i to år havde været hendes næstformand, indrømmer sin tvivl:
»Jeg har altid syntes, at han var dygtig med store organisatoriske evner. Men jeg havde min tvivl om, at han var udadvendt nok.«
»Han virkede umiddelbart genert, men der var jernvilje bag facaden. Mange tog fejl af hans meget jyske facon, og myndigheden kom helt naturligt,« fortæller Tove Hygum.
»Han var tillidsmanden fra Grenå, der i en hvirvelvind landede på formandsposten. Han var traditionalist og naiv. Men han har gennemgået en ganske betydelig udvikling og er blevet en fremragende formand. Det er et tab for forbundet, at han går,« siger Uffe Gardel, som i de fleste af Poulsens formandsår har været tillidsmand på Berlingske.
Og det er ikke bare de delegerede, der dengang i 1990 mødte en forsigtig, ikke-bralrende nyvalgt formand. De karakteristika genkender også holdkammerater fra Journalisthøjskolen, som forlod skolen i 1982:
»Han gjorde ikke meget væsen ud af sig selv. Han var nærmest lige så grå og kedelig som betonvæggene på skolen. Derfor undrede det mig også meget, da jeg læste, at han skulle være forbundsformand. Men siden har han jo vist helt andre takter. Han er altid seriøs, velforberedt og overhovedet ikke kedelig. Han er et godt eksempel på, hvad der kan ske med folk, når de får de rigtige udfordringer på det rigtige tidspunkt,« siger journalist Ulrik Holmstrup, som er et af forbundets repræsentanter i Pressenævnet og derfor har siddet i DJs mediepolitiske udvalg sammen med Poulsen.

Far-kan-selv stil
Men det er mange formandsår siden, at han har smidt fåreklæderne og er sprunget ud som den ulv, han nok i virkeligheden er. En stærk og til tider barsk leder af flokken, som får sin vilje ofte ved at bruge humor og bidende sarkasme.
Ulvesmilet er han berømt for – han bruger det, når han har noget i ærmet. Det sparer ham for mange ord, for modtageren af smilet ved godt, at ulven kommer… Ofte afvæbner det diskussions-modstanderen. Det gør det svært at blive sur på ham.
Det er længe siden nogen har kaldt ham forsigtig og grå. I dag tales der altså om en stædig, selvsikker, temperamentsfuld og utålmodig Lars Poulsen, som slet ikke er til folk, der er lange i spyttet. Hele forretningsudvalget skriver gerne under på hans dygtighed, men også på hans stædighed:
»Han er pissestædig. Han synes meget tit, at han ved, hvordan tingene skal være. Han er blevet en stærk formand, og han har noget at have det i. Ikke at han kan alt, men han kan forbløffende meget. Hans lunte er tydeligt blevet kortere med årene. Nogle synes, at der er blevet lidt for meget far-kan-selv,« siger Kate Bluhme, som godt kan lide, at han har skåret mere og mere igennem i diskussionerne. I syv år har hun siddet i DJs forretningsudvalg og især samarbejdet med Lars Poulsen om at få lagt en langt mere markant linie i den mediepolitiske diskussion.
»Han er meget hurtig til at nå frem til en konklusion, også fordi han er godt inde i stoffet og har gode analytiske evner – men han vil hurtigt frem til målet. Indvendinger kan af Lars opfattes som irriterende, ubehagelige forhindringer. Det, der fulgt med, at han er blevet en dygtig taler, er en følen sig sikker på, at han selv har ret,« siger Søren Wormslev.
»Lars er stædig, men pragmatisk stædig. Han er altid i stand til at se flere veje til at nå sit mål. Men han mister tålmodigheden, når han hører det samme argument for 10. gang. Han er blevet mere utålmodig med årene og vil se resultaterne hurtigere. Det er hans styrke, men af og til også hans svaghed,« siger Christian Kierkegaard, som har været næstformand lige så længe som Poulsen har været formand.

Stressede panderynker
Som flere siger, er der mange ting, Poulsens liv er for kort til. Pedanteri, og folk, hvis holdninger ikke flytter sig i takt med udviklingen, har han ikke meget tilovers for. Så kan han blive sydende spids. For det meste er de verbale tæsk pakket ind i skarp sarkasme.
Og selv døve ville have en glimrende mulighed for at opdage, hvornår Poulsens grænse er nået. Han taler meget med sin mimik, så panderynkerne af og til må kunne registrere stress-belastninger.
»Hans svaghed kan være, at han ikke kan tåle, at folk svarer igen. Temperamentet kan godt løbe af med ham, men han bliver hurtig diplomat igen. Og der er heller ingen udvikling uden slåskampe,« siger pressefotograf Hans Otto, som i flere år har siddet til hovedbestyrelsesmøder sammen med Lars Poulsen. Mellem de to har der været en livlig trafik af ikke-diplomatiske bemærkninger og panderynker.
»Jeg er glad for, jeg altid har været gode venner med ham. Han er barsk at være op imod. Han kan blive skidesur på folk, der går op i pedanteri,« siger Jens Nørlem, som indtil efteråret var faglig sekretær i DJ.
»Han kan være spydende spids. Man kan mærke, at han i stigende grad er blevet irriteret over de medlemmer, der ikke har udviklet sig i takt med ham. Irriteret over konservatismen i sit eget bagland,« siger Uffe Gardel.

Liberale Poulsen
Både Jens Nørlem og Uffe Gardel bruger med smil i stemmen ordet liberal om »den gamle venstresocialist« Lars Poulsen.
»Han gider ikke de klassiske, gammeldags fagforeningsholdninger. Han vil væk fra det sure med formynderiske ordninger om bijob, tvungne pensioner … Det lader han Christian Kierkegaard tage sig af, så hopper han rundt på den liberale gren i stedet for,« siger Jens Nørlem.
»Han er nærmest gået hen og blevet ny-liberal, i hvert fald mere liberal end sin næstformand, sin hovedbestyrelse og måske også sine medlemmer. Han har konsekvent været foran og advokeret for, at man skulle høre efter, hvad medlemmerne siger omkring pensioner og også deltid,« siger Uffe Gardel.
For eksempel sagde Lars Poulsen i sin mundtlige beretning på sidste års delegeretmøde om deltid:
»Frygten for et underbetalt deltidsproletariat er nu stærkt overdrevet. Og er det ikke sådan, at vores medlemmer er i stand til at tage stilling til, om man vil tage en chance, når det kommer til stykket? Det tror jeg. Vi skal lytte til de signaler, som såvel vores medlemmer som vores modparter sender os. Og mange vil gerne have friheden til selv at vælge at gå på deltid.«
Deltids-provokationen lod delegeretmødet tavst passere, ingen kommenterede hans nytænkning.
»Det har frustreret ham, at medlemmerne ikke reagerer. Han er modig. Der skal mod til at sige på et delegeretmøde, at vi skal gå ind i en åben dialog med arbejdsgivere og acceptere ting, der har været regnet for at være uspiselige,« siger Kate Bluhme.
Han har også været langt mere åben over for at gøre arbejdstidsreglerne mere fleksible, end hans bagland har været. Han har været parat til at bytte ugenormen med en månedsnorm for at opnå en orlovsordning på dagbladsområdet:
»Han er en dygtig og kompetent formand, men han er gledet med på de moderne holdninger, hvor der er en tendens til at give op og give lov til en opløsning af faglige standpunkter. Han var parat til at købe en månedsnorm, som jeg mener, er det sidste vi skal gå med til,« siger Torben Duch Holm, som er tillidsmand på Aalborg Stiftstidende.

Hans politiske testamente
Øverst på Lars Poulsens politiske testamente vil stå, at det var i hans regeringstid, at forbundet skiftede fra et journalistforbund til et medieforbund – skiftet fra en »standsforening« til en fagforening, som flere udtrykker det. Han opfandt bestemt ikke tanken om at organisere bredt på mediearbejdspladserne, men han fik strategien gennemført. Så medlemmerne i DJ i dag har et mylder af forskellige titler: visualizere, multimedie-producere, producer-assistenter, lydteknikere, og på det seneste hovedbestyrelsesmøde blev der optaget et medlem med titlen fiktionsmedarbejder.
Hvis en formands succes på nogen måde kan måles i medlemstal, så har den ikke været så ringe endda for Poulsen. Nu tæller medlemskartoteket 9.770, og da han viede sit arbejdsliv til DJ var tallet 5.499.
»Det er først og fremmest hans fortjeneste, at vi holdt op med at være en loge. Han traf et rigtigt strategisk valg, og det blev forskellen på et lille, svagt forbund af luksusmedarbejdere og et stærkt forbund,« siger Uffe Gardel.
»Han har kunnet se udviklingen på forhånd. Og han så rigtigt,« siger pressefotografen Hans Otto, som ellers som formand for pressefotograferne har kæmpet meget imod, at forbundet skulle køre en liberal optagelsespolitik.
Punkt to på det politiske testamente vil handle om, at han fik plantet Journalistforbundets mediepolitiske budskaber i den offentlige debat. Forbundets indflydelse på beslutningstagerne er vokset i hans regeringstid.

Forhandleren
Og han vil blive husket som forhandleren. Der går nærmest selvsving i superlativerne, når hans forhandlingsevner skal vurderes – og ved forhandlingsbordet sletter han u’et i utålmodighed.
»Han tøjler fuldstændig sin utålmodighed i forhandlinger med modparten. Han evner at blive ved, evner at være konstruktiv,« fortæller Søren Wormslev.
Og også hos modparten møder han respekt for sin forhandlingsstil. Chefredaktør på Ekstra Bladet Hans Larsen har flere gange mødt Lars Poulsen ved dagblads-overenskomstforhandlinger, og for 15 år siden sad Hans Larsen i DJs formandsstol:
»Jeg opfatter ham virkelig som en god forhandler. Han er både godt forberedt, og så har han det helt rigtige temperament. Han skruer kun bissen på, når man skal gøre det – så retter han ryggen, bliver fast i blikket og får et underligt, sjovt træk i mundvigene.«
»Han er både respekteret indadtil og udadtil, og man ved som modpart, at han tegner forbundet,« siger Hans Larsen.
»Hans styrke er at finde løsninger, ikke at optræde som damptromle. Han er lyttende, men skærer igennem, når han ikke gider at høre mere vrøvl. Og så kan han få en modparts kæber til at ryste af raseri, ved for eksempel tørt at konstatere, »at så længe jeg ikke har hørt noget nyt, kan jeg jo ikke ændre mit synspunkt,« fortæller faglig sekretær Solveig Schmidt, som igennem ti år har forhandlet på samme side som Poulsen.

Iskold arbejdsgiver
Men hun har også oplevet ham som modpart, da hun sammen med Jens Nørlem i vinter skulle genforhandle de faglige sekretærers kontrakter – og i den situation mødte de en helt anden end deres gode og sjove kollega. De faglige sekretærer ønskede blandt andet ret til ulønnet orlov og ret til efteruddannelse.
»Han vil kunne glide direkte ind i DDFF (bladudgivernes forhandlingsorganisation red.), uden at nogen ville opdage, at der var kommet nyt blod. Det var en afskyelig oplevelse. Det var bestemt ikke nogen drillende leg. Han viste, at han kunne være lige så snæversynet og forvrøvlet, som når folkene i DDFF er værst. Han stillede spørgsmål ved noget så grundlæggende som retten til efteruddannelse,« siger Solveig Schmidt.
»Han var en fuldstændig benhård, iskold arbejdsgiver, under de forhandlinger blev der ikke grinet undervejs. Hans grundholdning var som de fleste arbejdsgiveres: Du får en tårnhøj løn, og du bør grundlæggende være glad for at være ansat her. Bølgerne gik højt, men det er ikke gået ud over kammeratskabet bagefter,« siger Jens Nørlem.
De faglige sekretærer »vandt«, fordi Lars Poulsen mistede tålmodigheden og truede med sit bagland – hovedbestyrelsen. Og hovedbestyrelsen viste sig at være en mere blød arbejdsgiver end Poulsen.
»Den episode var udtryk for, at Lars er sin rolle bevidst som leder af et fagforbund. Han vil til enhver tid kunne forsvare over sine medlemmerne, hvad kontingentkronerne bliver brugt til. Der skal være gode vilkår, men ikke noget der ligner pamper-tendenser. Han har aldrig glemt, at han er valgt af medlemmerne,« siger Christian Kierkegaard.
Netop pamper er der ingen, der vil råbe efter ham, når han går. Han besidder ikke selvhøjtidelighed, og det er jo måske ikke et særkende for standen. Der er ikke så mange nykker, som flere siger. Benene er mentalt stadig plantet i den jyske muld, »de efterhånden mange år på Sjælland har ikke gjort skade på hans jyske sjæl«. Og derfor glider han nok nemt ind i rollen som »bare« medlem nr. 5017.
Ingen ved, måske gør Poulsen, hvad medlem nr. 5017 skal lave, når han ikke længere leder ulveflokken. I et halvt år er han i hvert fald sikret løn og »forefaldende arbejde« på Gammel Strand. Derfor kunne man også for et par dage siden se Lars Poulsen med et skævt smil stå og holde døren for nogle af kollegerne i forbundshuset.
»Jeg øver mig i rollen som portner …«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen