
Ulrik Hasemann er fuldtidsansat som videojournalist ved Miljø- og Fødevareministeriet. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Ulrik Hasemann er som den første fotojournalist blevet ansat i Miljø- og Fødevareministeriet.
Hvor det før var kommunikationsmedarbejdere, der tog sig af fotoopgaverne, har ministeriet nu valgt at ansætte en professionel fotograf.
”Før i tiden kunne det være en taleskriver, der f.eks. havde en interesse for foto, der gjorde det i det omfang, han kunne nå,” siger Ulrik Hasemann.
Ulrik Hasemann er både uddannet fotojournalist og biokemiker. Selv om han helst vil leve af at tage billeder, fravalgte han i en periode fotografiet som levevej.
”Jeg brød mig ikke om usikkerheden i freelancelivet som fotograf. Og det er meget svært at få noget fast,” siger han.
Det var derfor, at han efter studiet, praktikken hos Information og lidt tid som freelancefotograf valgte at bruge sin uddannelse som biokemiker hos Novo Nordisk.
”Jeg var måske nok stoppet med at drømme om at komme til at leve af at være fotograf,” siger han.
Et kamera i hånden hver dag
Efter godt to år hos Novo Nordisk er Ulrik Hasemann dog tilbage bag kameraet. En ny stilling hos Miljø- og Fødevareministeriet fik hans drøm tilbage på ret køl.
”Nu har jeg et kamera i hånden hver eneste dag,” siger han.
Egentlig er Ulrik Hasemanns jobtitel hos Miljø- og Fødevareministeriet videojournalist, men han kalder sig selv for fotograf, for han laver både stillfoto og video.
For det meste følger han ministrene rundt til forskellige arrangementer som pressemøder og annonceringer, eller når de skal ud i landet og hilse på landmænd eller naturvejledere.
Men der er også en del intern kommunikation, hvor han skal lave portrætter af medarbejderne eller optage taler fra departementschefen.
”Det er en anden verden end den, jeg har været fotojournalist i før, men der er meget, der minder om at være på en avis,” siger han.
Flere fotografer i kommunikation
Alle historierne har med miljø og fødevarer at gøre – et område, som Ulrik Hasemann har en naturlig interesse for.
”Det, jeg lavede på aviserne, var selvfølgelig mere kritisk. Det her er mere kommunikation,” siger han.
Føler du, at du har givet afkald på din journalistiske uafhængighed?
”Jeg har givet afkald på det, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Måske fordi jeg har været væk fra at være fotograf et par år.”
Selv om Ulrik Hasemann er den første videojournalist i Miljø- og Fødevareministeriet, har nogle af de andre ministerier haft fotojournalister i længere tid.
Han tror, at flere fotografer vil få arbejde inden for kommunikation.
”Man kan jo allerede se, at der er mange fotografer i kommunikationsafdelinger. Det gælder ikke kun i det offentlige, men også i virksomheder. Så jeg tror absolut, at der vil være flere fotojournalister i kommunikationsstillinger i fremtiden også,” siger han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.