DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er begejstret for DR’s nye topchef, Maria Rørbye Rønn. »Vi har hverken fået en blå eller en rød generaldirektør, og det er vigtigt,« siger han til Journalisten.dk. DR vender tilbage til en slags ‘public service classic’, mener Haagerup.
Journalisten.dk har interviewet DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, om, hvad udnævnelsen af den nye topchef kommer til at betyde for DR – efter hun netop er blevet præsenteret på et stort pressemøde i DR Byen.
»Jeg tror, det er en meget, meget glædelig beslutning for hele DR. Det betyder jo, at vi ikke først skal ind i en periode, hvor vi skal køre en ny ind, som skal adoptere en strategi, som vedkommende ikke har været med til at lave,« siger Ulrik Haagerup til Journalisten.dk.
»Vi har jo allerede oplevet i direktionen, at hun er dygtig til at lytte og træffe beslutninger og få et hold til at fungere. Det er sjældent, man oplever nogen, som kan både det der med at lytte og så ende med at træffe en beslutning. Og tilmed træffe en beslutning, så den, der IKKE får ret, ikke føler sig tværet bagefter. Så det er ikke bare en manager – men en leder,« fortsætter han.
Ulrik Haagerup understreger også, at det er en fordel, at Maria Rørbye Rønn ikke er politiker.
»Jeg tror, hun kommer til at præge DR med ordentlighed. Det er vigtigt, at alle danskere oplever, at vi er til for dem. Og jeg har ikke oplevet, at Maria tidligere har haft eller nu har intentioner om at få andre til at mene det samme som sig selv. Hun er jo ikke en ideologisk leder. Vi har hverken fået en blå eller en rød generaldirektør, og det er vigtigt, hvis man skal opleves som en virksomhed, der gerne skal have hele befolkningens opbakning – eftersom alle danskere betaler til DR.«
Han mener også, Maria Rørbye Rønn kommer til at sætte sit helt personlige præg på DR.
»Selvfølgelig vil hun rykke DR. Jeg tror, det er vigtigt at lytte til, hvad Maria har sagt i dag: DR er i en ny situation. Vi har været igennem en periode, hvor vi brugte rigtig meget tid på flytteplaner, teknologi og spareplaner. Nu handler det om fokus på indhold, som gavner det her samfund,« siger han og fortsætter:
»Meget af det her handler om at skabe rum og plads til dette fokus. Vi har økonomiske rammer, som er unikke. Kigger man på verdensplan, så har vi et ualmindeligt velfungerende hus. Og bare den del, jeg er en del af, nyhedsafdelingen, er unik. Så opgaven er nu at få skibet til at sejle i den rigtige retning.«
Udnævnelsen betyder også, at DR vender tilbage til en slags ‘public service classic’, mener Ulrik Haagerup.
»Det er også det, som Michael Christiansen siger. Man skal ikke tro, at ‘public service classic’ bare er noget, som er til eliten og de få. Det er hele tiden balancen mellem fortsat at lave noget til de få – imens vi også skal lave noget til de mange. Den forståelse har Maria.«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
krYds...
bravo, haagerup.. jeg tror du har fået et kruds i generalens kalender...