Ulrik Haagerup headhuntet til udlandet

700 mennesker fra 68 lande skal gøre verden til et bedre sted. DR's Ulrik Haagerup er med i det gode selskab, og han skal bidrage til et forbedret indhold i medie- og underholdningsbranchen i fremtiden.

700 mennesker fra 68 lande skal gøre verden til et bedre sted. DR's Ulrik Haagerup er med i det gode selskab, og han skal bidrage til et forbedret indhold i medie- og underholdningsbranchen i fremtiden.

Ud af 10.000 mennesker, er Ulrik Haagerup blandt de 700 mennesker, som er blevet udpeget af World Economic Forum. Det overordnede mål for den uafhængige organisation er at forbedre verden på 60 forskelllige områder. For eksempel at løse verdens vandproblemer, ghettodannelser og at sikre fremtiden for medie- og underholdningsindustrien. Det sidste område er Ulrik Haagerup en del af.

»Jeg aner ikke, hvorfor jeg er med i det her selskab, men jeg er pavestolt over, at jeg blev udvalgt. Jeg kniber lidt mig selv i armen, fordi jeg får lov til at diskutere mediernes fremtid med eksperter fra hele verden,« siger Ulrik Haagerup til Journalisten.dk.

Medlemmerne mødes fysisk i Dubai én gang om året i de næste fem år, og virtuelt stikker de hovederne sammen tre gange om året. Blandt medlemmerne er for eksempel førende AIDS-forskere og personer som Tony Blair. Første gang mødtes medlemmerne i Dubai, hvor de deltog i, hvad Ulrik Haagerup kalder for, `verdens største brainstorm, som forløb over fire dage´.

»Vi diskuterede, hvordan mediebranchen ser ud nu og inspirererede hinanden til at tænke anderledes. Det er et globalt problem, at medierne mister brugere, så vores mål er at finde en finansieringsmodel, som skaber kvalitet i fremtiden, « siger Ulrik Haagerup. Han holdt et afsluttende indlæg om konstruktive nyheder på konferencen i Dubai, hvilket medførte et væld af tilbud om samarbejde fra forskellige lande. Derfor er Ulrik Haagerup blandt andet i Zürich netop nu.

»Jeg er fra den generation, som har lært, at en god historie er en dårlig historie med konflikt, drama, ofre, og som er stærk underholdning. Det bliver nogle gange til en perlerække af depressive historier, som tilsammen ligger for langt fra det sande billede, og så lever vi ikke op til vores rolle som medie. Jeg mener ikke, vi skal være lalleglade, men vi skal også producere konstruktive historier, som folk kan bruge til noget,« siger Ulrik Haagerup.

Læs også: Glade nyheder i en sur tid.

0 Kommentarer