Der er behov for en markant styrkelse af Søndagsavisens journalistiske kvalitet. Læs den kommende chefredaktørs redaktionelle programerklæring.
Søndagsavisens kommende direktør og chefredaktør, Arne Ullum, har meddelt medarbejderne, at avisen har ressourcerne til at blive bedre.
»Sagt helt ærligt så skal kvaliteten være markant bedre end i dag. Det er min klare ambition, og det er helt nødvendigt. Avisen skal have mere appel og være mere uimodståelig,« siger Arne Ullum, som vil inddrage redaktionen i de redaktionelle ændringer efter sin tiltrædelse den 1. maj.
Søndagsavisens skal vægte det, som er tæt på læserne, og som fascinerer, men på en mere hårdtslående måde end i dag.
»Fællesnævneren er, at det skal have kant, så læseren siger "HOV, det må jeg læse",« siger Arne Ullum.
Det vil også betyde markante fravalg af eksempelvis klassiske nyheder og undersøgende journalistik.
»Nyheder er gnavet af, inden vi kommer ud til læserne. Vi vil heller ikke investere i klassisk afslørende. Hvis vi lavede det, så ville det blive hugget, inden vi kommer ud til spisebordene,« siger Arne Ullum om gratisavisens redaktionelle profil.
»Overskriften er, at vi ikke skal være en nyhedsavis, der konkurrerer med dagbladene og websiderne om de seneste nyheder. Vi skal være det, jeg internt kalder en uimodståelig halv time hver weekend,« siger Arne Ullum.
Hvilke historier ville du gerne have set i Søndagsavisen den seneste uge?
»For at nævne to yderpunkter. Det kunne være hos os, Laura fra X Factor fortalte åbent og ærligt om den sygdom, hun har, der gør, at hun har større øjne. Jeg ville også gerne have set en god historie om Lars Larsens fantastiske ekspansion i hele verden. Hov-historier, som man bare må læse«.
Tidligere har Nyhedsavisen proklameret, at væsentlighedskriteriet er dødt, men ifølge Arne Ullum skal det snarere vendes om: »Vi tager udgangspunkt i læseren, når vi definerer væsentlighed, og ikke i det politiske system. Vi vil fascinere, underholde og oplyse.«
Den kommende chefredaktør nævner en række inspirationskilder for den redaktionelle profil fra det nære og fascinerede i de betalte dagblades søndagssektioner over magasiner og ugeblade til gratisaviser.
»Vi vil også gerne have forbrugerhistorier om for eksempel fladskærme eller ejendomspriser.«
Det lyder som 24timer?
»Blandt andet ja, men du skal også tænke på nogle dele af B.T., når avisen for eksempel er god til at forklare ejendomsprisudviklingen, så kommende husejere kan forholde sig til det. Så vil vi også lade os inspirere af magasinbranchens opsætning, præsentation og emnevalg. Vi har eksempelvis adgang til fantastiske historier på Søndagsavisens datingsite, Forum.dk. Jeg forestiller mig, at vi laver meget nære historer om, hvordan de finder deres partner.«
Du skyder med spredehagl?
»Fællesnævneren er det, som er tæt, og som har kant.«
Skal I bruge flere medarbejdere til at hæve kvaliteten?
»Redaktionen er godt bemandet med 19 redaktionelle medarbejdere inklusive redaktionssekretærer. Reelt laver de 16-17 sider om ugen, så det er en meget god bemanding. Spørgsmålet starter det forkerte sted. Vi skal lave det rigtige produkt, og så må vi finde ud af hen ad vejen, om vi skal være to flere eller fire færre til det. Se B.T.s sportsredaktion, hvor man rammer lige i plet med færre folk,« siger Arne Ullum, der kommer fra et job som chefredaktør og direktør for B.T.
Til gengæld skal der ifølge Arne Ullum ansættes 'et betydeligt antal medarbejdere' til at styrke Søndagsavisens digitale forretninger.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.