Arne Ullum siger, at mediestøtten slår dagbladene ihjel på fem år, hvis der nuværende model fortsætter. Morten Hesseldahl fra Information er uenig.
Direktøren for Søndagsavisen, Arne Ullum, sagde efter dagens præsentation af mediestøtteudredningen, at hvis mediestøtten fortsætter med at se ud som i dag, vil den have slået dagbladene ihjel om fem år.
Den nuværende støtteordning for dagblade stiller en masse krav til dagbladenes udformning, og det hæmmer udviklingen af en sundere forretningsmodel, mener Arne Ullum.
»Den nuværende model holder dagbladene i et gammelt system. Min frygt er, at faldet i dagbladsbranchen fortsætter, og hvis det sker, så har jeg svært ved at se, at dagbladene klarer sig,« siger Arne Ullum til Journalisten.dk
Derfor håber han på en radikal ændring af mediestøtten. Han håber, at politikerne vil lægge sig op ad det såkaldte meriteringsscenarium, der udelukkende ser på indhold og ikke tager hensyn til platform.
»Alle i dagbladsbranchen skal have fjernet tankerne om, at det vil være muligt at fortsætte med samme forretningsmodel som nu. Det må ikke være en mulighed,« lyder det kontant fra Arne Ullum.
Hvis det stod til ham, kom der en overgangsfase, hvor dagbladene langsomt får færre penge efter den gamle model. Det vil ifølge Arne Ullum tvinge dem til at finde en anderledes forretningsmodel, der ikke er lige så afhængig af traditionel mediestøtte. Samtidig vil de kunne få støtte til konkrete satsninger, der skal fremme den nye model.
Morten Hesseldahl, der er direktør for Information, tror ikke på massiv dagbladsdød, som Arne Ullum beskriver det. Han er bange for, at drastiske ændringer nu kan ødelægge mere, end det vil gavne.
»Jeg savner, at Arne Ullum kan pege på en anden model, der kan erstatte det, vi har i dag. Hvis der var en digital forretningsmodel, der virkede, så ville vi gerne sige nej til støtte til produktion og distribution. Men det findes, mig bekendt, ikke,« siger han.
– Men kan det ikke hæmme udviklingen bare at forsætte som i dag?
»Jo, det kan man sige, men det er ikke, fordi vi ikke vil udvikle os. Det er da indlysende, at verden bliver mere digital. Men forretningsmodellen er ikke indlysende,« siger han.
Morten Hesseldahl har sympati for tanken om støtte uddelt efter indhold og ikke efter logistik, men siger, at der følger en masse problemstillinger med.
»Sagen er, at dagbladene leverer langt størstedelen af de nyheder, der er i cirkulation i medierne. Internetmedierne leverer under 10 procent,« siger han.
Arne Ullum mener ikke, dagbladene kan gemme sig bag en manglende digital forretningsmodel.
»Sådan er det at drive en forretning. Dér satser vi forskelligt, og nogle vinder, nogle taber. Glem den gamle model. Den standser hverken annonceflugt eller oplagsfald,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.