Ullum: DF-annonce fyldt med fejl

Dansk Folkeparti forsøgte at indrykke en helsides-annonce om Messerschmidt-sagen i B.T. i mandags, men blev afvist.

Dansk Folkeparti forsøgte at indrykke en helsides-annonce om Messerschmidt-sagen i B.T. i mandags, men blev afvist.
Annoncen bestod af den fulde ordlyd af den pressemeddelelse, partiet udsendte sidste torsdag om Messerschmidts genindmelding i Dansk Folkeparti og partiets beslutning om at anlægge sag mod B.T.
Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard betegner B.T.s afvisning som 'kyllingeagtig'.
B.T.s chefredaktør Arne Ullum vedgår over for Journalisten.dk, at B.T. afviste annoncen, men han afviser kritikken.
»Annoncen indeholdt oplysninger, som var faktuelt forkerte i forhold til de skriftlige dokumenter, der blev udarbejdet under både den første og anden forhandling om en aftale,« siger Arne Ullum.
Arne Ullum henviser til, at Morten Messerschmidt ifølge forligsteksterne ikke selv har talt med vidner, der siger, at han har foretaget nogen honnørhilsen eller fingerbevægelse, men at han tager til efterretning, at B.T. har vidner, der kan underbygge, at det skulle have fundet sted.
I annonceteksten siger Kristian Thulesen Dahl derimod, at 'påstandene er åbenbart grundløse, nederdrægtige og udokumenterede'.
»De påstår, at verden er hvid, selv om den er lyserød, og nægter at forholde sig til det faktum, at Morten Messerschmidt vedkender sig, at det var berettiget at skrive i artiklen, at han var fuld og heilede på baggrund af de vidneudsagn, vi havde,« siger Arne Ullum.
Arne Ullum mener, at det ville være absurd at bringe en annonce og et dementi af annoncen ved siden af.
»Sådan behandler vi ikke annoncører,« siger han.

Dokumentation: Dansk Folkepartis pressemeddelelse om sagen

DF: Messerschmidt tilbage i Dansk Folkeparti – Dansk Folkeparti stævner B.T.

Morten Messerschmidt har i dag genindmeldt sig i Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti stævner på vegne af Morten Messerschmidt dagbladet B.T., oplyser gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.
– Nok er nok. B.T. har opført sig gennemført skændigt i denne sag, som vi har fulgt tæt fra første færd. B.T.s adfærd har været stedse mere grænseoverskridende i forløbet. Som vi ser sagen, er den smuldret mellem fingrene på B.T., og avisens påstande om Morten Messerschmidt er åbenlyst grundløse, nederdrægtige og udokumenterede, siger Kristian Thulesen Dahl.
– At B.T.s chefredaktør Arne Ullum fremturer i tv og fastholder, at Morten Messerschmidt skulle have hyldet Hitler, er en skærpende omstændighed. Vi har derfor i dag imødekommet Morten Messerschmidts ønske om at genindmelde sig i Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti stævner på Morten Messerschmidts vegne i næste uge B.T. i sagen, fastslår Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl fremfører, at Dansk Folkeparti ganske enkelt ikke længere vil finde sig i, at en avis på underlødig vis skader et af partiets folketingsmedlemmer. Dansk Folkeparti ser positivt på, at Morten Messerschmidt har forsøgt at bilægge sagen i mindelighed med B.T. og ved et forlig blev renset for beskyldningerne om nazihyldest og nazisange.
Dansk Folkeparti konstaterer, at B.T.s ledelse ikke har været moden nok til at vedstå sig det forlig, man underskrev sammen med Morten Messerschmidt tirsdag, men tværtimod efter offentliggørelsen brød forliget og højrøstet fastholdt sine påstande.
– Nu må sagen afgøres i retten med Dansk Folkepartis mellemkomst, og derfor udtager vi stævning mod B.T., siger Kristian Thulesen Dahl.

0 Kommentarer