63 unge indvandrere brændte ihjel i Göteborg for halvandet år siden. Branden og den efterfølgende dækning viste journalisterne på den altdominerende avis Göteborgs-Posten, at de overhovedet ikke kendte indvandrer miljøet i deres egen by. Det forsøger avisen nu at råde bod på.

Det var en nyhed, der forfærdede hele verden. 63 unge brændte ihjel i et diskotek i en forstad til Göteborg en efterårsnat i 1999.
Historien sendte chokbølger gennem Sverige på grund af den voldsomme grusomhed. Men der var noget specielt ved begivenheden. Selvom den var foregået i Sverige havde næsten alle døde en anden etnisk baggrund end svensk.
For journalisterne på Göteborgs suverænt største avis, Göteborgs-Posten, blev ulykken en brat opvågning. Den skete i et miljø og i en bydel, som de ikke rigtig kendte. Faktisk slet ikke.
“Segregation,” siger Peter Linné, reporter på Göteborgs-Posten.
Ordet betyder opdeling i racer, og det var, hvad han kom til at tænke på, da han efter branden tog sin jakke på og med en blok i hånden bevægede sig ud til brandtomten.
Han og andre af bladets journalister oplevede, at de måtte kigge forgæves efter brugbare telefonnumre i deres notesbøger, da de skulle lave opfølgninger på tragedien. De kendte ikke de omkomne, de kendte ikke deres pårørende, de kendte ikke foreninger, handlende, ja faktisk kendte de slet ikke bydelen.
Branden foregik i en forstad til Göteborg, hvor op imod 90 procent af indbyggerne er indvandrere. En bydel, som mange af avisens journalisten aldrig før havde sat deres fødder i og næppe ville have gjort, hvis ikke branden havde tvunget dem derud.
“Der var 63 unge døde mennesker, og vi havde ikke ét berøringspunkt med dem. Ikke ét. Det var ligesom en udenlandsrejse at komme derud,” siger Peter Linné.
Efterfølgende tilbragte han meget tid i området med at finde pårørende og andre, der kunne bringe historien videre. Noget der ikke var helt ligetil, fordi gruppen af indvandrere stort set ikke havde kontakt med resten af Göteborg.
“Det var en meget lukket gruppe, og det gjorde det ekstremt svært at arbejde og skrive artikler, som vi normalt ville havde gjort,” siger Arne Larsson, en anden af Göteborg- Postens journalister, der blev kastet ind i dækningen af katastrofen.

Ubehagelig oplevelse
Arne Larsson blev meget ubehagelig til mode over at opdage, at der var en så stor del af hans egen by, som han ikke kendte, og som han tidligere overhovedet ikke havde været med til at beskrive for læserne. Han følte, at han havde svigtet sin rolle som journalist.
“Vi konstaterede, at det var Göteborg, som det så ud for 20 år siden, vi havde beskrevet. Og i høj grad gør stadigvæk. Vi journalister bor i de pæne forstæder og har børn i de rigtige skoler. Vi er simpelthen for langt væk fra den verden,” siger Arne Larsson.
28 procent af Göteborgs befolkning har en anden etnisk baggrund end svensk, men alligevel har de to grupper meget få berøringsflader.
“Vi er en del af det etablerede samfund, og det er de ikke,” siger Arne Larsson.
Den megen tid i området gav dog journalisterne mulighed for at komme ind på gruppen og ikke mindst på menneskene.
“Der er jo selvfølgelig vanvittig spændende og ressourcestærke personer derude. Efter branden var der indvandrere, der sagde deres arbejde op for at hjælpe de sårede og pårørende, og vi har skrevet mange spændende historier derudefra. Desværre har de fleste handlet om dem, der blev forbrændt, de pårørende, præster og socialarbejdere. Ikke om de almindelige mennesker. Men det prøver vi så på nu,” siger Peter Linné.

Et spejlbillede af avisen
Oplevelsen af at have svigtet i rollen som journalist gjorde et dybt indtryk på flere af Göteborgredaktionens journalister. Derfor henvendte de sig til ledelsen og bad om, at der blev sat ressourcer af til at arbejde mere med området. Noget som ledelsen uden tøven gik med til, og derpå blev en række initiativer sat i gang.
Et større arbejde med at sammensætte en kontaktgruppe fra miljøet er netop færdig, og seks mennesker fra seks forskellige minoritetsgrupper mødtes for nylig med Göteborgredaktionen.
“Formålet er at forsøge at få et spejlbillede af, hvad vi laver. En reaktion fra nogle mennesker, som vi ikke kender. Udenrigsredaktionen har allerede stillet flere spørgsmål for at få indvandrernes syn på, hvad der sker i deres tidligere hjemlande. Det gør udenrigsstoffet mere personligt, og det er blandt andet den slags informationsbytning, som vi gerne vil have,” siger redaktionsleder Lennart Jonson.
Men det første møde med de seks indvandrere gav mere end det. De undrede sig alle seks over flere store historier i avisen om en række spanske læger, der på grund af lægemangel er kommet til Sverige. Patienterne har svært ved sprogligt at forstå dem.
“Til mødet rystede de alle seks på hovedet og spurgte ‘Hvordan tror I, at vi har det, når vi skal på hospitalet. Vi har også svært ved at forstå lægerne, men det har der ikke været skrevet en linje om’. Og det er jo rigtigt,” siger Lennart Jonson, der mener, at eksemplet er perfekt til at illustrere, at det gælder om at ændre perspektiv, hvis den journalistiske dækning også skal gælde for Göteborgs 28 procent indbyggere med indvandrerbaggrund.
Et andet eksempel, der også blev nævnt på det første møde, var tolkesituationen. Kommunen vil gå fra statsautoriserede tolke over til freelancere, der ikke stilles så store krav til. En beslutning, der fyldte en note i avisen.
“Men de seks kunne fortælle os, at det var et altoverskyggende problem, der blev voldsomt diskuteret i indvandrermiljøet.”
Indvandrerne var bange for, at konsekvensen vil være, at tolkningen bliver dårligere og, at de dermed vil stå dårligere over for myndigheder og det svenske samfund i det hele taget.
“Så lavede vi en stor artikel om det, som blev godt modtaget. Det drejer sig meget om at kunne ændre perspektiv, og det enkelte møde gav os altså to gode eksempler,” siger Lennart Jonson.

Mistillid til alt svensk
Et andet initiativ, som avisen har taget, er at nedsætte en journalistgruppe, der skal arbejde sig ind i miljøet. Arne Larsson, Peter Linné og en tredje reporter har fået et halvt år til at få kontakter og langsomt opbygge tillid.
“Det er meget favorable vilkår. Avisen har sagt, at vi får seks måneder, og hvis vi ikke skriver en linie imens, er det helt i orden,” siger Peter Linné.
Men god tid har også været nødvendigt, for i indvandrergruppen er der en stor mistillid til alt svensk.
“Efter branden var der historier i folkemunde om, at politiet bare stod og så på, at folk brændte inde. Det var selvfølgelig ikke sandt, men det fortæller om deres mistro. Og den har de også overfor pressen,” siger Peter Linné.
En undersøgelse, som avisen har lavet for nylig, viser dog, at anstrengelserne ikke er forgæves. Göteborgs-Posten er nu det medie i indvandrermiljøet med størst troværdighed, selvom de tre journalister først for nylig er begyndt at koncentrere sig udelukkende med indvandrerområdet.
Avisen har også åbnet en lokalredaktion i Hammerkülla midt i februar. Et område med over 80 procent indvandrere og et område, som ingen medier tidligere har haft redaktioner i.
Trods de mange initiativer har avisens ledelse ingen illusioner om, at initiativerne til at forbedre kendskabet og dækningen af indvandrermiljøet skal give økonomisk gevinst. Alle avisens undersøgelser peger på, at de ikke vil sælge flere aviser på baggrund af den ændrede redaktionelle linie.
“Vi satser på det her med åbne øjne, selv om vi ved, at det ikke umiddelbart kan betale sig. Det er et spørgsmål om demokrati, og der findes journalistiske gevinster i det,” siger Lennart Jonson.

Om indvandrere for svenskere
Per Andersson Ek er projektleder og sidder i chefredaktionen. Han mener, at avisen i mange år har skrevet om indvandrere ud fra et velvillighedssynspunkt. En slags klappen på hovedet.
“Vi har skrevet om indvandrere for svenskere, og aldrig rigtig fået dem selv ind i avisen. Det har været vældig politisk korrekt, men fuldstændig utilstrækkeligt. Alle de her projekter er et forsøg på at gøre op med det og give et større og bredere perspektiv. Hvis vi ikke gør det nu, vil det skade det svenske samfund for altid. Vi har simpelthen pligt til det,” siger Per Andersson Ek.
Lennart Jonson har med stor interesse fulgt den debat om indvandrere, der i de seneste måneder har kørt i Danmark.
“Her i Sverige har det givet topnyheder gennem længere tid, at debatten i Danmark er blevet så hadsk. Hvis vi kan imødegå den slags ved at gøre vores arbejde som journalister bedre, så er vi nået en god bid af vejen.”

Göteborgs-Posten
• Avisen udkommer i 270.000 eksemplarer i det sydlige Sverige og er dermed langt større end de store danske dagblade.
• Avisen leveres til over 65 procent af Göteborgs husstande.
• I flere velstillede områder er dækningen over 90 procent, mens dækningen i områder med mange indvandrere er under fem procent.