search

Ugentlig arbejdstid: 50-60 timer

Overarbejdet har fået en praktikant på et landsdækkende dagblad til at overveje, om journalistik er noget for hende.

Overarbejdet har fået en praktikant på et landsdækkende dagblad til at overveje, om journalistik er noget for hende.

PRAKTIK.
Morgenmaden er det første, der bliver sløjfet fra dagens program. Der er ikke tid til at sidde og vågne over en skål havregryn, når man gerne vil være parat på sin plads halvanden time før redaktionsmødet for at finde ideer, cases og kilder til dagens historier.

»Sådan er det, hvis man vil have sin ide igennem. Det er et problem, hvis jeg ikke har noget at komme med til morgenmødet,« er nogle af de tanker, der får en praktikant på et landsdækkende dagblad til at lægge time efter time i overarbejde på sin praktikplads. Ifølge vagtplanen er der sat en halv time af til forberedelse hver morgen inden mødet. Men hun føler slet ikke, at den halve time rækker, hvis hun rent faktisk skal være forberedt.

Frokosten i kantinen bliver også strøget. Hun propper sin madpakke i sig foran skærmen for at komme videre med artiklen til næste dag. Da hun endelig afleverer ved en syv-ottetiden om aftenen, har aftenvagten lige et par noter, der skal skrives, så den bliver ofte ni eller ti, før hun er hjemme igen. Og kokser helt ud foran fjernsynet. Hvis hun da ikke lige zapper over på tekst-tv for at se, om hun kan bruge notitserne på skærmen til næste dags historier.

 

Sådan flyder dagene sammen til arbejdsuger på mellem 50 og 60 timer. Og ugerne flyder sammen til lagre af dårlig samvittighed – over at der igen er gået en evighed, siden hun har ringet og sagt hej til veninderne, og fødselsdagskortet, der hverken blev skrevet eller sendt.

»Jeg kan godt lide at arbejde, men arbejdspresset har fået mig til at overveje, om faget overhovedet er noget for mig. Hvordan skal det nogensinde hænge sammen med at være mor eller lave andet end bare at arbejde?« har praktikanten spekuleret.

Mens nogle praktikanter kan afspadsere deres overarbejde uden at blinke, får andre svedige hænder, hvis de møder senere eller beder om en fridag efter at have knoklet igennem. En rundspørge blandt landets praktikanter viser, at der er milevid forskel på, hvordan man forholder sig til overarbejde på de forskellige medier. Nogle steder vil døren nærmest være låst til kontoret, hvis man skulle møde op på sin fridag. Denne praktikant er havnet et sted, hvor det bare aldrig liiiige passer, når hun beder om en fridag. Og hendes opfattelse er, at de andre praktikanter på avisen også bakser med at få trumfet deres fridage igennem efter overarbejdet, der er hverdag på nyhedsredaktionen.

 

På avisen er systemet skruet sådan sammen, at man melder sine ønsker om afspadsering til en sekretær, der ikke er en del af redaktionen og kan se, at praktikanten ofte både kan findes på sin pind klokken halv ni om morgenen og klokken halv ni om aftenen. Hvis andre medarbejdere allerede har bedt om fridage, eller redaktionen er underbemandet på grund af barsel og sygdom, får praktikanten derfor det svar, at det ikke passer at afspadsere nu. Eller op til weekender i det hele taget. Og at dem med børn har førsteret.

»Ofte hænger det bare ikke sammen at få fri, fordi der er så få på arbejde. Men man har brug for et break. Jeg føler, at praktikanterne bliver nedprioriteret, når vi beder om fri,« siger praktikanten, og tilføjer, at de måske især har brug for nogle fridage i sammenhæng, fordi mange kommer fra andre dele af landet.

 

»Derfor kan man godt blive misundelig på de studiekammerater, der er i praktik andre steder,« siger hun.

Når hun alligevel hænger på avisen i 50-60 timer om ugen, hænger det, som for så mange andre praktikanter, sammen med drømmen om at sikre sig en plads i varmen, når praktiktiden løber ud, og hun skal søge et rigtigt arbejde.

»Man hører hele tiden, hvor afgørende praktiktiden er for ens liv. Så hvis man er langsom eller har svært ved at få ideer, føler man, at man bør blive længere. Det er jo dem, der brænder igennem, der får tilbudt job.« /

 

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

 

PRAKTIKANTERNE:

 
DET ER JO FEDT!

Følelsen af at slippe væk fra klasselokalet og snuse til det virkelige liv på redaktionerne får en del af praktikanterne til at glemme alt om fridage.

 

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

»Jeg sørger altid for at få tillæg, men glemmer nogle gange at afspadsere. Det er jo fedt! At være i praktik og være ’rigtig journalist’.«

 

Praktikant på regionalt dagblad.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

»De gange, jeg har ’glemt’ at afspadsere, har det simpelthen været, fordi der var for travlt til at holde fri, eller fordi jeg ikke syntes, det var rimeligt at gøre krav på – man vil så gerne gøre et godt indtryk, og det der med at komme og bede om fri frygter man bare sender nogle forkerte signaler. Der er lidt en uskreven regel om, at det vil gavne én bedst, hvis man udstråler lyst til at være her hele tiden og lyst til at påtage sig hvad som helst.«

 

Praktikant på landsdækkende dagblad, der i nogle perioder har arbejdet op til 70 timer om ugen uden afspadsering.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

»Jeg har oplevet, at min redaktør har sagt til mig, at hun synes, jeg skal tage nogle dage fri, for det trænger jeg vist til. For mit vedkommende handler det om, at jeg synes, det er helt enormt spændende at lave rigtig avis. Derfor vil jeg også have så meget med som muligt af det år, jeg har på praktikstedet.«

 

Marie Tromborg Petterson, praktikant på Berlingske Tidende.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

»Jeg har nu prøvet at arbejde under flere forskellige redaktører på den samme avis, og nogle har den holdning, at ’overarbejde har vi ikke’, mens andre går ind for, at jeg registrerer alt.«

 

Praktikant på regionalt dagblad.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

»Man kan nogle gange vælge at møde lidt senere en anden dag, hvis man har arbejdet meget over. Men det virker ofte, som om det er lidt ilde set.«

 

Praktikant på landsdækkende dagblad.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Så meget arbejder de over

 

Lige over halvdelen sørger altid for at afspadsere, hvis de arbejder mere end de 37 timer, som de skal ifølge uddannelsesaftalen mellem Dansk Journalist-forbund og arbejdsgiverne.

 

Lidt mere end hver tredje gør det nogle gange.

 

Kun fem procent får aldrig kompensation for deres overarbejde.

 

Knap 400 journalistpraktikanter fra de tre journalistuddannelser på RUC, SDU og DJH er i øjeblikket i praktik på medier over hele landet.

 

Vi har spurgt dem, om de har overarbejde, og om de sørger for at få afspadseret.

80 – eller hver femte praktikant – har svaret. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen