Ugebrevet A4 fyrer 4 medarbejdere

Ugebrevet A4 skar i går ned på medarbejderstaben. Fire af de 13 ansatte fik besked på, at det er slut. Det sker, samtidig med at A4 skal overgå til at udkomme hver dag på nettet med helt nyt journalistisk koncept.

Ugebrevet A4 skar i går ned på medarbejderstaben. Fire af de 13 ansatte fik besked på, at det er slut. Det sker, samtidig med at A4 skal overgå til at udkomme hver dag på nettet med helt nyt journalistisk koncept.

Efter flere dages venten fik medarbejderne på A4 i går den kedelige besked:Farvel og tak til en redaktionssekretær, en grafiker/layouter, en HK'er og en studentermedhjælper.

Fyringerne er et resultat af en sparerunde, som i overskrift barberer budgettet ned fra 13 til 10 mio. kroner.

Samtidig arbejdes der på at forny hele Ugebrevets journalistiske koncept. I åretvis har Ugebrevet A4 netop været et ugebrev. Men efter sommer er det slut. Herefter bliver der tale om et rent webmedie, som hver morgen sætter fokus på en enkelt sag.

»Vi skærer ind til kerneværdierne i A4,« fortæller redaktør Jan Birkemose til Journalisten.dk.

Konkret betyder det, at A4 fremover alene vil have fokus på en sag eller et tema om dagen.

»Det vil sige vores forsidehistorie, som typisk vil være en skarptvinklet journalistisk historie, som baserer sig på en eller anden systematisk indsamlet ny viden. Det vil sige fra undersøgelser og meningsmålinger til CAR-journalistik, sager baseret på aktindsigt, beregninger eller registerkørsler,« fortæller Jan Birkemose.

Mens Ugebrevet A4 hidtil har indeholdt et miks af historier, så bliver det nye, at der kun bliver en sag eller tema hver dag.

»Dem vil vi så lave fem forskellige af i løbet af ugen. Måske ikke fem forskellige historier. Nogle gange vil vi således også bygge videre på samme tema over flere dage – men med nye vinkler.«

Hver dags journalistiske satsning vil blive lagt på hjemmesiden om morgenen klokken 6, hvor abonnenter på nyhedsmail også vil modtage historien.

»Det unikke er,at vi nu bruger alle kræfterne på én historie om dagen. Det bliver den ultimative journalistiske satsning,« siger Birkemose, der arbejder med sloganet "less is more" som pejlemærke for den ny retning på A4.

Efter fyringsrunden har A4 fortsat fem skrivende journalister og en praktikant. Ligesom der fortsat er et rimeligt freelancebudget.

0 Kommentarer