Ugeavisen Esbjerg er Årets Ugeavis

Den gode ugeavis-journalistik blev hædret i Kolding, hvor Ugeavisen Esbjerg og Rødovre Lokal Nyt løb med fire ud af fem priser, blandt andet for en video-julekalender på Facebook

Der var grund til brede, vestjyske smil, da ugeavisernes årspris onsdag aften blev uddelt på Hotel Koldingfjord. Ugeavisen Esbjerg blev lidt af en topscorer, da den både løb med prisen som Årets Ugeavis, guldmedalje for bedste feature-historie, samt bronze i nyheds-kategorien og hædrende omtale af to yderligere historier.

”Det er en avis, som er særdeles læseværdig, og som forstår at kombinere gode redaktionelle initiativer og artikler, så avisen både redaktionelt, men også kommercielt er attraktiv for byens borgere og forretningsliv,” forklarede Steen Hebsgaard, chefredaktør i Mediehuset Ikast-Brande og formand for prisjuryen.

Feature-historien, der gav Esbjerg den anden kåring, handler om boligområdet Stengårdsvej, der i nogen tid har været præget af uroligheder, blandt andet stenkast og chikane mod politi og brandvæsen.

”Ugeavisen Esbjerg gør med ’Kampen om Stengårdsvej’ det, der burde blive gjort dagligt i alle landets ugeaviser: De spørger dem, det hele handler om. I stedet for bare at bringe politihistorierne fra et område med store problemer, tager de derhen, taler med dem, der gør noget ulovligt og forærer dermed deres læsere et helt nødvendigt perspektiv,” sagde Steen Hebsgaard ved overrækkelsen.

Iderig Rødovre-avis

Den anden store vinder ved prisuddelingen var Rødovre Lokal Nyt, der vandt guld både i kategorien ’Redaktionelle ideer’ samt den ’Digitale pris’.

Førstnævnte pris blev givet for serien ’Stop ensomhed’ – et projekt, hvor avisen sammen med læsere og brugere af byens institutioner sætter fokus på ensomhed, og blandt andet fik elever på Rødovre Gymnasium til at skrive artikler om emnet.

Den digitale pris blev givet for en julekalender, hvor to journalister fra avisen dagligt Facebook-streamede en video, hvor de udklædt som nisser trak en vinder af et varelotteri med præmier fra lokale butikker.

”En enkel ide, enormt stærkt gennemført, og resultatet vil give redaktionel og kommerciel effekt i mange år fremover,” sagde Hebsgaard om vinderen.

Gravejournalistik i Gribskov

I den femte kategori – ’Nyheder’ – gik guldet til Ugeposten Gribskov for dens dækning af en sag om en skoleleder, der brugte penge på et skakprojekt i sin egen virksomhed.

”Det starter med en stille undren og en journalistisk nysgerrighed i forbindelse med et tilsyneladende positivt tiltag i lokalsamfundet. Det udvikler sig til samtaler med 100 kilder, et større gravearbejde, brugen af aktindsigt i alle dens facetter, og viser en vedholdenhed og grundighed, som altid bør være varemærket, når man vil løbe journalistisk spidsrod mellem politikere og borgere, som i starten synes, at ugeavisen er tendentiøs, og som sår tvivl om journalistens integritet,” lød Steen Hebsgaards præsentation.

Ugeavis-priserne blev uddelt torsdag aften i forbindelse med Ugeavisernes Efterårsseminar, der blandt andre også bød på oplæg af kulturminister Mette Bock.

Alle vinderne var:

Årets ugeavis

Ugeavisen Esbjerg

Kategorien lokale nyhedshistorier

Guld til Ugeposten Gribskov for dækning af en sag om en skoleleder, der brugte penge på et skakprojekt i sin egen virksomhed. Sølv til Amager Bladet og bronze til Ugeavisen Esbjerg.

Desuden hædrende omtale af historier i Det Grønne Område, Brønshøj-Husum Avis og Ugeavisen Esbjerg.

Kategorien lokale features

Guld til Ugeavisen Esbjerg for artiklen ”Kampen om Stengårdsvej”. Sølv til Villabyerne og bronze til Rødovre Lokal Nyt.

Hædrende omtale af historier i Herlev Bladet og Lokalavisen Odense (der nu er lukket).

Kategorien redaktionelle ideer og initiativer

Guld til Rødovre Lokal Nyt for serien ”Stop ensomhed”. Sølv til Herlev Bladet og bronze til Ugeposten Gribskov.

Hædrende omtale af historier i Ugeavisen Esbjerg og Rødovre Lokal Nyt.

Kategorien digitale initiativer

Guld til Rødovre Lokal Nyt for en julekalender Facebook, som fik engageret avisens læsere. Sølv til Ugeavisen Kolding og bronze til Ugeposten Gribskov.

0 Kommentarer