Uffe Gardel, tillidsmand på Berlingske, havde på delegeretmødet i Kolding på den ene side stor ros til Dansk Journalistforbunds støtte og rådgivning i den svære proces.
Men han er på den anden side stærkt kritisk over, at DJ har fået mere fokus på ”forretningsudvikling” og anden klassisk cheflingo. Den skepsis gav han udtryk for efter formand Mogens Blicher Bjerregårds mundtlige beretning.
Gardels egen arbejdsplads er netop blevet ramt af endnu en stor fyringsrunde.
»Det er utrygt at læse papirerne til dette delegeretmøde,« sagde Uffe Gardel, blandt andet med tanke på den freelancestrategi, hovedbestyrelsen ønsker vedtaget. Her optræder ord som ”forretningsudvikling, vækst og innovation”.
Uffe Gardels kritik blev dagens mest debatterede indlæg.
Det er ikke første gang, Uffe Gardel er ude med riven. Han har for nylig rettet hård kritik mod DJ på Journalistens bagside.
På delegeretmødet fortsatte han:
»Derhjemme oplever jeg en organisation, der har fuld bevidsthed om, hvad en overenskomst er. Her på delegeretmødet læser jeg ordet ”forretningsudvikling” mere, end jeg læser ord som ”overenskomst”.«
»DJ herovre lyder som en brancheorganisation for små iværksættere. Det er ikke det, jeg har brug for i den situation, jeg står i nu som tillidsmand på Berlingske.«
Uffe Gardel påpeger, at DJ vil tilpasse overenskomsterne til arbejdsmarkedet. Han gav i sin tale udtryk for, at overenskomsterne i stedet skal tilpasses medlemmerne. Og han opfordrede direkte til, at de delegerede måler kvaliteten af kandidater til hovedbestyrelsen – hvor der er kampvalg – ud fra, om de reelt har kæmpet for overenskomsterne.
»Jeg synes, vi skal spørge HB-kandidaterne. Forstår de nødvendigheden af en overenskomst?«
Uffe Gardel overtog posten som tillidsmand fra Frederik M. Juel og var i 2002 kun få stemmer fra at blive næstformand i DJ – men tabte til Fred Jacobsen, der i dag er afløst af Lars Werge på posten.
Mogens Blicher Bjerregård parerede Uffe Gardels kritik:
»Uffe, vi er enige om, at overenskomster er en vigtig opgave for Dansk Journalistforbund.«
Mogens Blicher Bjerregård henviste til sin mundtlige beretning, hvor han understregede, at aftaledækning er centralt for DJ.
»Vi har sat vores overenskomststrategi rigtigt højt på vores dagsorden.«
Journalist Lotte Dahlmann, DJ's hovedbestyrelse og DJ Kommunikation:
»Jeg kom også op af stolen på grund af Uffe Gardels kommentar.«
»Det er en urimelig måde at sætte det op – at spørge, om vi skal lave enten overenskomster eller rådgive om forretningsmodeller. Vi skal begge dele.«
Per Roholt, hovedbestyrelsen, forretningsudvalget, DJ Kommunikation:
»Kære Uffe. Jeg forstår godt din frustration. Jeg deler din bekymring for bladhusenes fremtid. Det ser ikke godt ud. Jeg respekterer din indsats for at forsvare de overenskomster, vi har indgået.«
»Men det provokerer mig enormt, at du spørger, om vi respekterer de overenskomster, vi har indgået. Selvfølgelig gør vi det.«
Kommunikationschef Per Roholt påpegede, at der ikke er nogen modsætning mellem at udvikle overenskomster og lære folk at lave forretning.
»I dag er I på bladhusene fastansatte, men i morgen er det måske jer, der er freelancere.«
Journalist Troels Gadegaard Frølich, hovedbestyrelsen, understregede, at man ikke altid kan fokusere på de fastansatte:
»Vi er et forbund med mange typer medlemmer.«
Men:
»Overenskomster er stadig forbundets hjerteblod.«
Journalist Thue Grum-Schwensen, Skive Folkeblad, udtalte blandt andet støtte til Uffe Gardels kritik:
»Vi har på Skive Folkeblad også en bekymring for retorikken. DJ understreger de nye ting i stedet for fagforeningens rolle.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.