Uffe Elbæk giver oppositionen ultimatum

I eftermiddag skal der forhandles om mediestøtten på Christiansborg. Ifølge DR får oppositionen kun adgang, hvis de accepterer en stigning i lønsumsafgiften. Medieordfører Ellen Trane Nørby beder regeringen lade være med »at lege struds«

I eftermiddag skal der forhandles om mediestøtten på Christiansborg. Ifølge DR får oppositionen kun adgang, hvis de accepterer en stigning i lønsumsafgiften. Medieordfører Ellen Trane Nørby beder regeringen lade være med »at lege struds«
Når kulturminister Uffe Elbæk i eftermiddag møder op til forhandlinger om mediestøtten, forlyder det, at oppositionen kun er inviteret, hvis de accepterer en stigning af lønsumsafgiften på cirka 40 millioner kroner.

DR Nyheder erfarer, at det skulle være adgangsbilletten til forhandlingerne, hvor op mod 400 millioner kroner skal fordeles mellem dagbladene og netmedier. Hvis ikke oppositionen vil støtte afgiftsstigningen, kan de ganske enkelt ikke være med i forhandlingerne, skriver DR.

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, vil ikke udtale sig om, hvorvidt hun er villig til at acceptere en stigning i lønsumsafgiften, for hun har kun læst om ultimatummet i medierne, hun har ikke selv fået det bekræftet.

»Jeg vil ikke kommentere på rygter. Men jeg synes mildest talt, at det ville klæde regeringen at være åbne i forhold til deres udspil. De skal simpelthen holde op med at lege struds,« siger hun til journalisten.dk og uddyber »Jeg synes ærlig talt, det er mærkværdigt, at regeringen ikke åbent og ærligt lægger deres krav og politik frem.«

Kulturministeriets pressetjeneste oplyser, at kulturministeren ikke har nogen kommentarer. Han vil dermed hverken af- eller bekræfte DR's oplysninger. 

0 Kommentarer