search

Uffe Elbæk: Gå om bord i den digitale virkelighed

Mens medierne venter på den nye model for støttemillionerne, benyttede Uffe Elbæk Fagfestival 2012 til at kritisere medierne for, at de selv har gjort nyhederne gratis, så de intet tjener på dem

Mens medierne venter på den nye model for støttemillionerne, benyttede Uffe Elbæk Fagfestival 2012 til at kritisere medierne for, at de selv har gjort nyhederne gratis, så de intet tjener på dem
Det mest opsigtsvækkende budskab fra kulturminister Uffe Elbæk, der optrådte på Fagfestivalen 2012 med en session om fremtidens mediestøtte, er, at journalister og redaktører ikke bare skal sidde og vente på pengene.

De skal snarere prøve at gøre sig helt uafhængige af dem.

»I har opdraget os til, at nyheder er gratis, både på nettet og i gratisaviserne. Ved I selv, hvor mange penge I brugte på krigen om gratisaviserne?« lød det fra ministeren – med en meget klar opfordring:

»Derfor er udfordringen jeres: Kan I lægge den betalingsmur ned, som I alle sammen står over for?«

»I skal spørge jer selv, hvordan I kommer over på en digital forretningsplan. Det er den reelle udfordring,« siger Uffe Elbæk, der regner med, at fremtidens mediestøtte først ligger klar til januar 2014.

Ministeren vil se digital handlekraft, hvis pengene skal blive ved med at flyde.

»I skal udvikle en forretningsmodel, der gør, at jeg som læser vil betale min avis.«

Uffe Elbæk opsummerede, at den indirekte støtte til aviserne udgør cirka 1 milliard kroner, fordi aviserne ikke betaler moms. Dertil kommer små 400 millioner kroner i direkte støtte. Det bliver i runde tal 1,5 milliarder kroner.

Og det forpligter:

»Er I det værd? Skal alle vi, der betaler skat, prioritere medierne med op mod 1,5 milliarder kroner?« spurgte ministeren – der selv pointerede, at han synes, støtten er yderst vigtig.

I det udspil til mediestøtte, der lige nu ligger klar i Uffe Elbæks hoved efter drøftelser i regeringen, er der to måder at komme i pengene på.

Det står klart, at aviser ikke får støtte til distribution, men til indhold.

Hovedgruppen, den største pulje penge, er til medier, der har minimum 3 journalister ansat. Dertil kommer en mindre innovationspulje, hvor der kun behøver være én journalist.

Tanken er, at medier med en ansat journalist får tre år til at bevise, at de kan udvikle sig så meget, at de kommer op i hovedpuljen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen