Divergerende holdninger til ledelsesstilen har tvunget Janne Aagaard til at forlade jobbet som redaktør af magasinerne TÆNK og Tænk Penge. »Jeg ærgrer mig over, at vi ikke fandt hinanden i den her process,« siger hun til Journalisten.dk.
Janne Aagaard har selv valgt at sige sin stilling op som redaktør for de to magasiner, for dermed at blive fritstillet.
»Jeg ærgerer mig over, at vi ikke fandt hinanden i den her proces. Der var et stort potentiale i de to blade. Og jeg synes vi nåede rigtig langt med både Tænk og Tænk Penge,« siger hun til Journalisten.dk og understreger, at Tænk Penge var lukningstruet, da hun startede.
»Og nu kører Tænk Penge rigtig godt. Bladet har således tredoblet oplagstallet i min tid. Samtidig er udgivelsesfrekvensen øget fra 4 til 6 numre om året. Ligesom Tænk er gået op fra 10 til 12 numre om året,« siger hun og tilføjer, at der er sket »en kæmpe professionalisering i min tid – både i indhold og useende«.
Janne Aagaard, blev ansat som redaktør af Tænk Penge i 2008 for siden også at overtage redaktørjobbet på bladet Tænk, ønsker ikke at gå ind i, hvad uenigheden om ledelsesstilen konkret har handlet om. I den aftale hun har indgået med Forbrugerrådet er hun således juridisk bundet til ikke at udtale sig.
Chefredaktør for begge magasiner, Lis Hornø, bekræfter over for Mediawatch, at der er tale om længere tids udoverensstemmelser om ledelsesstilen. Men heller ikke Lis Hornø vil uddybe uenigheden.
Janne Aagaard er i øvrigt blot en af mange, som har forladt Tænk i de senere år. Art director Julie Frölich skiftede for nylig fra Tænk Penge til Fagbladet Journalisten. Før dem var det farvel til Bille Sterll, der kom til som redaktionschef på Tænk i 2007. Endvidere er webredaktør Anders Bruun rykket videre til Bonniers. Og sidste år forlod testchef Henrik Teglgaard Lund TÆNK til fordel for en stilling hos Go'Energi.
Lis Hornø oplyser videre til Mediawatch, at man ikke har travlt med at finde erstatningen for Janne Aagaard. Foreløbig er journalist Mette Schmidt derfor konstitueret som redaktør af magasinet Tænk Penge.
Selv siger Janne Aagaard, der i sin tid var med til at sikre Bording-prisen til Magasinet Politi, at hun muligvis har nogle planer for fremtiden, som vil blive afklaret i løbet af sommeren.
»Men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal lede efter et nyt job eller blive en af de utallige konsulenter, der har slået sig op på at hjælpe andre med etablering nye magasiner.«
»I øvrigt har jeg god tid. Det vil sige indtil en gag i efteråret,« siger hun til Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.