Forskere kan ikke bindes op af tavshedsklausuler, når de laver opgaver for myndighederne.

Den konklusion er blevet styrket, efter Ombudsmanden offentliggjorde en skrivelse onsdag.

Efter Gyllegate-sagen, hvor miljøforskere på AU havde fået mundkurv på og derfor ikke kunne oplyse om regeringens fejlfortolkning af deres forskningsresultater, er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen for at få gjort klart, om forskeres ytringsfrihed bliver begrænset, når de laver myndighedsopgaver.

I en skrivelse, der blev offentliggjort onsdag, slog Ombudsmanden fast, at forskere har fuld mulighed for at blande sig i den offentlige debat som privatpersoner. Den ret vil ikke blive begrænset af de kontrakter, forskere underskriver, når de får myndighedsopgaver.

”Ministeriet har tilkendegivet, at de nye standardvilkår ikke begrænser den enkelte forskers ytringsfrihed. Det er godt for både den enkelte forsker og informationsniveauet i vores samfund,” siger Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen ifølge pressemeddelelsen.

”Klart bedre end før”

Sten Schaumburg-Müller, professor i jura og ekspert i ytringsfrihed, ser Ombudsmandens skrivelse som et klart fremskridt. Han har tidligere i Journalisten beklaget, at det ikke var tydeligt, om forskere havde tavshedspligt frem til eksempelvis et aftalt afleveringstidspunkt for forskningsarbejdet. Det, mener han, Ombudsmanden sender et klart signal om.

”Jeg læser teksten sådan, at Ombudsmanden mener det, jeg også selv mener: Man kan ikke bruge færdiggørelsestidspunktet for en opgave til at lukke kæften på den enkelte forsker. Det betyder, at forskeren gerne må fortælle, at han har foretaget 67 vandprøver, og de viser sådan og sådan. Han må bare ikke udtale sig om den endelige konklusion, før arbejdet er afsluttet og afleveret,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Ser du det her som et fremskridt for forskeres ytringsfrihed?

”Ja, det synes jeg bestemt. De nye standardkontrakter er klart bedre end før, hvor de var direkte ulovlige. Det har Ombudsmanden også konstateret, og jeg læser det på den måde, at den enkelte forsker har ytringsfrihed hele vejen,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Tavshedspligt som embedsmænd?

Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen. Risikoen er, at spørgsmålet om tavshedspligt fortolkes mere restriktivt af universiteterne – forskernes arbejdsgivere – og i ministeriet.

”Man kan læse ud af universiteternes høringssvar, at de heller ikke er helt vilde med den uindskrænkede ytringsfrihed. Og min fornemmelse er fortsat, at ministeriet vil mene, at forskere kan komme ind under tavshedsreglen af hensyn til den politiske proces, en bestemmelse der kan bruges over for ministerielt ansatte, men efter min vurdering ikke over for forskere. Men ministeriet siger ikke noget om det, og vi må afvente, at der kommer sager,” siger Sten Schaumburg-Müller.

Hvordan den reelle praksis bliver, er også en bekymring, professor emeritus Heine Andersen har. Det var ham, der i sin tid rejste kritikken om de mundkurve, forskerne er blevet pålagt.

”Det er et fremskridt, at kontrakterne er blevet lavet om. Men hvor meget, det reelt ændrer, er en anden sag. Der skal stærke kræfter til, for at det også giver ændringer i praksis. Det skyldes den betydelige afhængighed, som universiteterne har i forhold til myndighederne. Det er jo bemærkelsesværdigt, at man ikke har hørt nogle af universiteternes rektorer gå ud og beklage de mundkurve, man i årevis har pålagt forskerne. Det, synes jeg, er mærkeligt,” siger Heine Andersen.

Selv om Ombudsmanden har fastslået, at forskere har ytringsfrihed, oplever han, at der på universiteterne er ved at indsnige sig en embedsmandskultur, blandt andet på bekostning af forskeres muligheder for at udtale sig frit.

”Det springende punkt er, om forskerne, hver gang de vil udtale sig, skal spørge chefen, om de har lov at sige det. Jeg er meget nervøs for, at vi er inde på en glidebane,” siger Heine Andersen, der til september udgiver en bog om forskeres ytringsfrihed.