DR Sportens medarbejdere har netop besluttet, at de fortsat nedlægger arbejdet. Det betyder, at den arbejdsnedlæggelse, der blev sat i gang i går eftermiddags, fortsætter. Det bekræfter tillidsrepræsentant på Radioavisen og P3 Nyhederne, Elle Kindt, over for Journalisten.
I en fælles udtalelse skriver DR Sportens medarbejdere blandt, at de finder fyringsrunden uværdig, og at deres følelse er, at fyringerne kunne havde været undgået, hvis viljen havde været der.
Medarbejderne på DR Sporten har kl 11:15 nedlagt arbejdet.
Vi har her til morgen være igennem en uværdig fyringsrunde, der har kostet to kollegaer deres faste job og har betydet at to andre kollegaer har fået et tilbud om omplacering, som de ikke kunne sige nej til. Samtidig har flere TBA-ansatte fået at vide, at de ikke får forlænget deres kontrakter som ellers aftalt.
DR’s ledelse har valgt, at det er medarbejderne på Sporten, der skal betale prisen for den manglende økonomiske styring i DR Nyheder. I størstedelen af 2013 har ledelsen haft kendskab til uorden i Sportens økonomi uden at vise rettidig omhu. Som eksempel ansatte Sporten medarbejdere på kontrakt i både november og december.
DR Sportens medarbejdere føler, at hvis viljen havde været der, kunne et stort hus som DR have fundet en løsning, så fyringer havde været undgået.
Til sidst ønsker medarbejderne på DR Sporten på det kraftigste at tage afstand fra en påstand, som Sportens chef Jacob Kwon, er fremkommet med i en mail til alle ansatte i DR Nyheder. Kwon påstår, at ledelsen “har lagt et løsningsforslag på bordet, som ville have forhindret afskedigelser, men det kunne i sidste ende ikke accepteres af DJ. Som en konsekvens af det nedlægges to stillinger”.
Det er vigtigt at understrege, at det omtalte forslag ville betyde et brud med den gældende overenskomst. Vi finder det fuldstændigt utilstedeligt, at Sportens chef, Jacob Kwon, forsøger at give Sportens medarbejdere skylden for de fyringer og nedskæringer, der i dag har ramt os. Jacob har efterfølgende forsøgt at bløde sine formuleringer op. Men skaden er sket. Og vi forventer en uforbeholden undskyldning.
Vi vil nu bruge resten af dagen på at sunde os, støtte de kollegaer, der er blevet ramt, og så vil vi søge svar hos nyhedsdirektør Ulrik Haagerup på de mange spørgsmål, som står uafklaret tilbage i et på alle måder utilfredsstillende forløb.
Og ikke mindst forventer vi, at der i de næste uger arbejdes hårdt i hele huset, så fyringerne ikke bliver effektueret.
Vi genoptager arbejdet ved midnat og holder fagligt møde igen i morgen formiddag.
Medarbejderne på DR Sporten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.