Det er sommer, det er juni 2010, og noget er i gærde på Christiansborg. En reform er på vej, for Danmarks arbejdsløse skal have et job, og det er motivationen, politikerne vil skrue på.
For »en kombination af nedsættelse af dagpengeperioden og forhøjelse af beskæftigelseskravet vil styrke lediges tilskyndelse til at komme hurtigere i job og søge mere permanent beskæftigelse«, forklarer beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), da hun svarer på spørgsmål fra Enhedslistens Line Barfoed om reformen.
Lidt derfra, rundt omkring i København, sidder tre kvinder. De ved det ikke endnu, men ordene vedrører snart dem.
Louise er journalist og Afrika-kender. Hun har brugt sporadisk af sin dagpengeret siden 2009. Hun når ikke at genoptjene en ny ret, efter at de nye regler træder i kraft, og falder ud af dagpengesystemet i marts 2013. Nu risikerer hun at miste sin pension og tage lån i sin næsten gældfri andelslejlighed.
Susanne er illustrator og grafisk designer. Hun kan hverken finde fast beskæftigelse eller få sin freelancebutik til at løbe rundt, selv om politikerne strammer grebet om dagpengene. Susanne mister forsikringen i marts 2013 og lever i dag for 10.000 kroner om måneden som selvforsørgende.
Ria er journalist. Hun er fast engageret af mere end seks arbejdsgivere i stillinger som freelancer, vikar og praktikant, men formår alligevel ikke at tjene timer nok til at beholde sine dagpenge efter de nye regler. Hun mister dagpengeretten i januar 2014.
I skrivende stund har 247 medlemmer af DJ mistet deres dagpenge. De færreste er i job i dag. Arbejdsløshedskassernes Samvirke har lavet en opgørelse, der viser, hvad der videre hændte dem, der faldt ud af dagpengesystemet i de første 10 måneder af 2013. Opgørelsen gælder 445 medlemmer af AJKS (A-kassen for journalistik, kommunikation og sprog). Den viser, at cirka en tredjedel i dag modtager uddannelsesydelse, der er en midlertidig forlængelse af dagpengene, men på kontanthjælpsniveau. En femtedel får ingen støtte overhovedet. Mindre grupper modtager SU, er i seniorjob, på kontanthjælp, sygedagpenge eller efterløn. Tre personer har status af lønmodtagere.
Statistikken fortæller ikke, hvordan det kom så vidt, at disse personer faldt ud af dagpengesystemet. Den forklarer heller ikke, hvordan de lever i dag.
Journalisten har fundet tre mennesker, der giver liv til de døde tal. Dette er historien om, hvordan Louise, Susanne og Ria mistede forsikringen mod deres arbejdsløshed, og hvad der siden hændte.
I Louises køkken hænger et ur. På uret er en tekst: »God planlægning er den halve løsning,« står der. Uret er en gave fra en gammel kæreste, en ironisk kommentar, for Louise har aldrig været god til at bruge tiden strategisk. Uret er også en påmindelse om, hvorfor hun i dag har mistet sin forsikring mod arbejdsløshed.
Louise har været journalist i 10 år og mest som freelancer. De første tre år tjente hun en månedsløn på omkring 35.000. I dårligere tider har Louises butik fået ekstra ilt med supplerende dagpenge.
Ud over butikken har Louise en passion. I mere end 30 år har hun og det afrikanske kontinent været nært forbundne. Afrika er et hjem, et fristed og en del af Louise selv i en grad, så det efterhånden også er blevet hendes brand. Danida, DR og Weekendavisen er blot et udpluk af de medier, der har efterspurgt Louises viden, når jorden brænder i de egne, hun kender så godt.
Men Afrika er også hendes svaghed, for i Afrika er opgaverne færre. Og ofte har de lange rejser skabt mørke huller i det regnskab, a-kassen fører over de timer, hun skal arbejde for at beholde forsikringen.
I 2008 får Louise dagpenge i fire uger sommeren over. Mange måneder herefter sælger hun godt igen og klarer sig selv. Men de fire uger er nok til, at hun har taget hul på den dagpengeperiode, der skal vise sig at blive hendes sidste.
I 2010 er Louise kun få hundrede timer fra at optjene ret til en ny periode med dagpenge.
Men Louise tager en rejseledertjans, sælger nogle artikler og tilbringer hele vinteren i Afrika, ligesom hun i øvrigt har gjort de seneste tre år. Og selv om Louise hele tiden tjener penge og timer, dog især når hun er hjemme, falder de ældste timer baglæns ud af regnskabet med samme hast. De 200 timer, det kræver, før forsikringen er sikret, skubber hun bestandigt foran sig, altid et par skridt fra målet.
»Det går jo nok,« tænkte Louise dengang.
»Jeg burde nok have taget et vikariat som hjemmehjælper. Typisk som freelancer er der jo perioder, hvor det er svært at få opgaver, og har man økonomiske problemer, skal man nok sætte ind der. Alt det rejseri. Hvis jeg var blevet hjemme, havde jeg jo også haft flere timer,« siger hun i dag med karakteristisk sans for lidt forsinket omhu.
»Jeg ser ud i fremtiden, og det ser bare fuldstændigt tåget ud. Det er skræmmende. Så det lader jeg være med at tænke på.« Susanne, illustrator og grafisk designer – foto: Ulrik Jantzen
Der står tre typer kaffe på køkkenbordet i Rias kontorfællesskab: Néscafe, rød Merrild til filterkaffe og en pose med bønner, som først skal males, før de bliver til kaffe. Ria bruger kaffebønnerne.
For Ria synes at være skabt med en indre omhu, der er en lige så uomgængelig del af hendes person, som nonchalancen er for Louise.
Også Ria er uddannet journalist: »Jeg har været sådan en, der altid er løbet ind i tidsbegrænsede ansættelser eller vikariater,« opsummerer hun sit arbejdsliv.
Rias CV møder ikke de forestillinger, en forudindtaget læser kunne have om et menneske, der formelt er stemplet som langtidsledig. Her optræder store medier og endnu større både offentlige og private arbejdspladser på en liste, der tæller ikke færre end 13 arbejdsgivere. Her er heller ingen synlige huller. Ria er gledet fra (kortvarig) ansættelse til ansættelse i adskillige år og har i perioder af få måneder mellem sine jobs fyldt hullerne med dagpenge.
I 2010 afslutter Ria sin sidste ansættelse af længere varighed og starter forfra på dagpengene. Også denne gang møder hun arbejdsløsheden med samme sans for orden, som når hun serverer kaffe.
Ria løber som en lille hest efter alle chancer for at få et job. Hun er i praktik to gange, freelancer det, hun kan, og lander endnu et par vikariater. Samtidig er hun pinagtigt bevidst om nok sin ret, men ikke mindst sin pligt som modtager af en offentlig ydelse. Hun laver selvfølgelig sin logbog over søgte jobs, stiller hos den private aktør, går til møderne i jobcenter og a-kasse – og stoler på, at indsatsen er vigtig i hendes bestræbelser på at finde et job.
Og måske tager Ria kravene for alvorligt. I hvert fald har arbejdsløsheden så hæsblæsende et tempo, at hun knap kan følge med.
»Jeg har aldrig arbejdet så meget som i den periode, hvor jeg har været på dagpenge. Aktivering, ansøgninger og alt det, jeg lavede, for at kunne klare mig selv som freelancer eller lønmodtager. Jeg skulle alt det her på en gang og blev enormt stresset,« fortæller hun.
I 2012 har Ria løbet længe efter et arbejdsliv, der kun næsten lader sig fange. Nu er hun træt.
»Det kræver bare enormt meget styrke at være arbejdsløs og være i de situationer, hvor du hele tiden skal bevise, at du er god nok. Det eneste sted, du kan hente den styrke, er i dig selv. Men det har jeg ikke hele tiden været i stand til.«
Susanne kan huske en svunden tid. Der var engang, hvor døren stod åben, og en entusiastisk illustrator kunne vade lige ind på for eksempel Politiken. Var hun heldig, var hendes værker at se i avisen kort tid derefter. De gode tider er for længst forbi. Og de magre år, der fulgte, er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Susanne ligesom Louise og Ria ikke længere har ret til at modtage dagpenge.
Susannes historie er ganske enkel. Hun er illustrator og grafisk designer. De sidste 11 år har hun kørt en butik som freelancer og i perioder suppleret indkomsten med dagpenge. Men da krisen ramte, rev den en god bid af Susannes kunder, og med dem Susanne, med i faldet.
Susanne har søgt jobs. Løbende og alt det, hun synes, hun kunne bestride inden for kreativ virksomhed og kommunikation. Hun har også forsøgt at sadle om. Hun har lært at skrive og at lave web for at give butikken en ekstra hylde.
Med andre ord har Susannes arbejdsliv bredt sig væsentligt ud, siden hun blev færdig som grafisk designer for næsten tredive år siden. Fællesnævneren er og må dog altid være medier.
»Mit arbejdsliv skal være relateret til det fag, jeg kan. Jeg er et realistisk menneske og indretter mig på den måde, tingene ser ud. Men det er urealistisk at tænke, at jeg ikke kan være sammen med det kunstneriske og grafiske mere. Det er ikke sådan noget, jeg bare kan tage ud. Det er ikke en Lego-klods, det er en integreret del af mit liv,« forklarer hun.
Og det er Susannes situation. Blusset er svagt i den verden, hvor hun tjener sine penge. Og i marts sidste år døde den forsikring ud, der hidtil har hjulpet hende gennem svære perioder. Susanne overgik direkte til at forsørge sig selv med de opgaver, hun nu engang kan få i land.
Heller ikke Louise formår at fjerne den brik, der er så fundamental en del af hende selv. Hun fortsætter rejserne til Afrika, selv om det fremsynede menneske måske havde rettet al sin virkekraft mod at sikre dagpengeretten.
Men det betyder ikke, at Louise er uden bekymringer.
Da reformen træder i kraft i 2010, tærer hun allerede på, hvad der viser sig at være hendes sidste dagpengeperiode. Som tiden går, indser hun, at der er en realistisk chance for, at hun kan miste dagpengene.
Nu går Louise i panik.
»Tidligere var det nok muligt at være lystdrevet i højere grad. Men fordi det var så skræmmende at falde ud af systemet, har jeg brugt tiden mere desperat. Jeg er gået i sort, jeg har følt, at jeg ikke duer, og jeg har søgt job, jeg ellers aldrig ville søge,« fortæller hun.
Da jobjagten sætter ind, gælder den alt fra journalistiske stillinger til receptionist på hotel og kontor, rundviserjob på museer (»det er faktisk et studiejob«), handicaphjælper (»selv om man skal have kørekort«), underviser i miljø, i have og for børn – stillinger, der egentlig kræver andre kompetencer og ofte også er til en helt anden løn.
Louise nævner økonomien, men faktisk er den ikke afgørende. Det vigtigste er, at rutsjeturen stopper, inden hun lander på det nederste trin:
»Kontanthjælp. Så kan man virkelig føle sig som én, der bare ikke er lykkedes med sit arbejdsliv. Det betyder noget, hvad man er defineret som. Hvordan skal jeg forklare folk, at jeg er havnet dér? Hvordan skal jeg fortælle den historie? Det går ud over selvtilliden, når jeg skal overbevise en arbejdsgiver om, at jeg er vildt god til de her opgaver. Tænk, hvis de fandt ud af det!« frygter hun.
Som deadline rykker nærmere, forbereder Louise sig til fremtiden som et egern, der hamstrer agern. Hun sælger sin andelslejlighed og køber en billigere. Hun siger sit kontorfællesskab op. Hun sætter sin indbetaling til pension ned og stopper den til sidst helt. For sine sidste dagpenge køber hun en vinterfrakke og en computer.
Nu er der kun tilbage at vente på, at skæringsdagen rammer.
Og så sker et lille mirakel. I november 2012 indfører regeringen den såkaldte uddannelsesydelse. Ydelsen er en midlertidig forlængelse på 60 eller 80 procent af dagpengene for dem, der mister dagpengeretten i 2013. Louise overgår til den nye ydelse, da hendes dagpenge løber ud i marts.
I dag har hun et par håndfulde uger tilbage af uddannelsesydelsen. Og Louise indstiller sig igen på den stund, hvor hun reelt står uden forsørgelse.
Mens Louise griber efter alle fnug i luften, giver Ria op. Det er sent på sommeren, året er 2012, og det er snart tre måneder siden, Ria afsluttede sit seneste vikariat.
Hun har nu famlet efter arbejdslivet i to hele år.
Dertil kommer, at jobbet før da, tilbage i 2010, havde en dramatisk og intensiv karakter. I flere måneder var Ria journalist i et af verdens farligste områder. Ria har ikke mén relateret til det voldsomme job. Men hun har løbet uendeligt langt uden en pause. Hun får en depression.
»Lægen sagde, at jeg havde været under pres for længe. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor jeg kunne slappe af ned i maven og være ubekymret. Så bliver man slidt op,« forklarer hun.
Det efterår går Ria derhjemme. Langsomt samler hun kræfterne op, og ved juletid har Ria truffet en beslutning: Hun vil være freelancejournalist, og det skal være hendes vej ud af systemet.
Ria er bitterligt klar over, hvor lang tid hun har. Hun skal kunne leve af freelanceriet inden seks måneder, for til sommer løber dagpengene ud.
Så Ria freelancer, finder kunder, får ideer og sælger ind. Samtidig passer hun sine forpligtelser som dagpengemodtager. Hun skriver de regelpligtige ansøgninger, går til møder i jobcenter, a-kasse og hos de private aktører, bliver af og til sendt i aktivering – og det hele går selvfølgelig ikke. Ria kan hverken fokusere på biksen eller jobsøgningen. Nu stirrer hun på datoen for dagpengenes udløb som hønen på kridtstregen.
»Jeg overvejede at flytte til udlandet, for sådan kunne jeg måske nedsætte mine omkostninger. Jeg troede reelt, at jeg ville miste mit hjem, men jeg kunne ikke tale med nogen om det. Jeg er jo ikke typen, der bliver hjemløs, vel? Jeg er ikke typen, der skal have udsættelse. Jeg er relativt veluddannet, jeg er ikke alkoholiker, jeg har et netværk,« appellerer hun.
»Kontanthjælp. Så kan man virkelig føle sig som én, der bare ikke er lykkedes med sit arbejdsliv. Det betyder noget, hvad man er defineret som. Hvordan skal jeg forklare folk, at jeg er havnet dér? Hvordan skal jeg fortælle den historie?« Louise, journalist – foto: Ulrik Jantzen
Et nyt vikariat redder Ria på stregen. Men i januar måned løber tiden omsider fra alle indsatser, og Ria mister sine dagpenge. I stedet får hun den såkaldte arbejdsmarkedsydelse på 60 procent af dagpengene. Og dog har Rias hidsige kamp båret frugt. I marts måned i år, mens denne artikel skrives, mangler hun kun 15 timer for at have optjent en ny ret til dagpenge.
Journalisten interviewer hende på en fredag. Dagen før ringede jobcentret. I den anden ende var en nedbrydende nyhed: Ria skal møde til aktivering på mandag.
Freelancepengene og de allersidste timer må hun tjene en anden gang.
Ria spiller efter reglerne og bliver slået af banen. Et andet sted i byen barsler Louise med en modsat strategi.
Dagpengetiden er for længst forbi, og lige om hjørnet stopper den forlængende uddannelsesydelse. Derefter må Louise klare sig selv eller få kontanthjælp. Problemet er, at hun endnu er lidt for privilegeret til samfundets sidste station. Louise har både en andelslejlighed og en lille pension. Hun kan blive bedt om at låne i lejligheden og opsige sin pension, før hun er berettiget til kontanthjælpen.
De løsninger tager Louise meget nødig i brug. Og mens andre tigger de forsigtige banker om at yde dem et lån, planlægger hun et anderledes møde: »Hvis jeg nu kan overbevise banken om, at de ikke skal låne mig penge.«
Hun har også en plan, når det gælder om at redde pensionen. Den skal lægges om, så den ikke kan hæves, før Louise engang går af. Staten tager 60 procent, hvis pensionen hæves før tid. Det beløb, der i så fald bliver tilbage, er alligevel så lille, at det kun kan lune et øjeblik:
»Det er så ekstremt uretfærdigt. Man får altid at vide, at man skal spare op til sin alderdom, og nu kan jeg blive tvunget til at opsige pensionen. Hvis jeg så bare fik det hele at leve for. Men det, jeg får, vil være så lidt, at de måske kan slippe for at give mig kontanthjælp i seks måneder,« konstaterer hun.
Endelig er der jo den mulighed, at Louise kan forsøge at klare sig selv uden nogen supplerende indtægt fra staten.
Sidste år tjente hun knap 200.000 kroner, som hun levede for oven i den uddannelsesydelse, der nu løber ud. Når alt kommer til alt, er det vel muligt at eksistere for de penge: »Det er da over 10.000 kroner om måneden. Og jeg dyrker mine grøntsager selv,« funderer Louise skælmsk.
Susanne lever allerede for de penge, Louise snart har udsigt til. Hun har forsørget sig selv, siden dagpengene stoppede for et år siden. Susanne bor billigt, køber få ting og er i det hele taget ikke et menneske, der har »et vildt begær efter Gucci-tasken henne i vinduet«, forklarer hun.
Men fremtiden, dén provokerer angsten frem. En ting er økonomi. En anden er det elementære ønske, et menneske har om at finde bare nogenlunde sikker grund i livet:
»Nu står jeg her i en situation som midaldrende og tænker: Hey, det kunne egentlig være meget fedt at gå på pension. Ikke på grund af pensionen, selv om den da ville give en eller anden form for fast indtægt. Men det her med, at først røg kunderne, så røg dagpengene, og nu ved jeg ikke, hvilken vej jeg skal gå. Jeg ser ud i fremtiden, og det ser bare fuldstændigt tåget ud. Det er skræmmende. Så det lader jeg være med at tænke på.«
Susanne er en person, som forstår sit eget narrativ. Det vil sige, at hun har en klar ide om, hvorfor biksen ikke kørte, og hvorfor den heller ikke kunne bringes til at køre, selv da hun fik kniven for struben, og politikerne satte dagpengene på spil.
Forklaringen er, at kun ganske få mennesker kan leve af deres kunst og kreativitet. Dermed er Susanne blot et forudsigeligt offer for de vilkår, der hersker i branchen. Af samme grund er hun også fri for skyld og selvbebrejdelser i forhold til den situation, hun er havnet i.
Men Susanne har en anke. Hun anklager den diskurs i samfundet, der udstiller de arbejdsløse som dovne slyngler, når sandheden er, at mod konjunkturerne kæmper selv de flittigste forgæves.
Men er der ingen rimelighed i samfundets krav? Hvad tænker Susanne: Bør et menneske ikke formå at klare sig selv, når det gives en rimelig frist?
»Jeg tænker, at det ikke er de arbejdsløse, der diskuterer arbejdsløsheden. Det er folk i høje stillinger, som har et meget teoretisk forhold til ledighed. Jeg tænker, at Inger Støjberg og de andre skulle prøve at sende ansøgninger til job med 200-400 ansøgere. Bagefter kan vi begynde at tale om motivation,« slår hun fast.
Susanne står ikke alene med klagen. Også Ria er vred på det system, hun tidligere så tillidsfuldt støttede sig til.
Det første oprør kom, da Ria begyndte at fifle med sin logbog over søgte jobs. Hun stjal et par øjeblikkes fred for at løse sine opgaver som freelancer. På samme måde har hun tacklet den truende aktivering, da Journalisten følger op på historien en uge efter det første interview. Med gryende sans for anarki har Ria arrangeret et praktikforløb, proforma, hos en kollega, der har et CVR-nummer.
Bedrageriet køber hende en stakket frist, men den bør være nok. Ria er stort set sikker på, at hun har tjent 2.000 timer og en ny ret til dagpenge, næste gang a-kassen tæller arbejdet op.
Og her bør lyde en fanfare. For Rias bedrift er næsten uden mage. Arbejdsløshedskassernes Samvirke har lavet en opgørelse, der viser, hvad der videre hændte dem, der faldt ud af dagpengesystemet i de første 10 måneder af 2013. Indtil da havde ingen eller ganske få medlemmer af AJKS (A-kassen for journalistik, kommunikation og sprog) formået at genoptjene retten til dagpenge.
Men for Ria er sejren bittersød:
»Ja, jeg er enormt privilegeret og heldig. Men det er jo absurd, at det er en succeshistorie, at jeg er kommet i en situation, hvor jeg kan få dagpenge i det her land. Engang var det en succes, at du kom ud af systemet og fik et job. Nu er reglerne og politikken lavet sådan, at dem, der faktisk kan få dagpenge, er en privilegeret gruppe i det laveste lag i samfundet,« harcelerer hun.
Ria hørte engang et interview med Margrethe Vestager. Vestager forklarede, at det nye krav på 2.000 timer til genoptjening af dagpengene var tilstrækkeligt. Timerne svarer til fire måneders arbejde hvert år i tre år. Selv Ria kunne høre, at det lød rimeligt.
Med andre ord forstår Ria godt de argumenter, der førte til en reform af dagpengereglerne i 2010. Problemet er, at lovens liv i praksis er meget forskelligt fra de tanker, den blev fremført med. For Ria har loven betydet, at hun snarere blev fastholdt i arbejdsløshed og slynget nærmere bunden, end hun blev hjulpet til at klare sig selv.
Ria har jamret og grædt, bebrejdet sig selv, kollapset og rejst sig igen. Men nu er hun gal. Og med Rias raseri slutter denne beretning om tre skæbner i en politisk beslutning, der indtil i dag har berørt 33.900 danskere, herunder 247 medlemmer af DJ, økonomisk, psykisk og socialt:
»Jeg tænker ikke længere, at det er min egen skyld. Nu er jeg vred. Jeg har knoklet og knoklet og knoklet for at leve op til alle systemer og være en god samfundsborger, og jeg har stået bedre end mange andre, og alligevel havde jeg ikke en chance og røg ud. Og hvis jeg ikke har en chance i det system, så er der jo ingen, der kan klare det.«
Ria, Louise og Susanne er dæknavne. Alle tre er bekymrede for deres muligheder for at få et job, hvis de træder frem.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Andreas Marckmann Andreassen
Det gør det også. Mange tak. Det er jo graverende, og et tydeligt tegn på, at det ER for svært. Det har jeg også ment: http://www.radikale.net/morten-gliemann/indlaeg/2012/07/12/for-svaert-at-optjene-ny-dagpengeret Bedste hilsner fra Morten G.
Kære Morten Gliemann.
Tak for din kommentar. Svaret på spørgsmålet findes i faktaboksen "Her er de nu" under artiklen. Her fremgår det, at færre end tre personer per 31. oktober 2013 havde formået at genoptjene dagpengeretten, efter at de mistede den. Opgørelsen dækker de første ti måneder af 2013, og er den seneste, der er lavet.
Mvh
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten
Kunne vi få tal på, hvor mange der i omtalte periode faktisk hentede de nødvendige 1924 timer? Been there, done that. Jeg mener, at det vil give os et billede af, om det er helt urealistisk, urealistisk eller lidt muligt at samle de nødvendige timer. Det skal politikerne jo også forholde sig til. Bedste hilsner
Tak for en rigtig god artikel - <3
Enig Susanne Weile, de arbejdsløse har dog stadig deres helbred og mulighed for at kunne arbejde når der igen er job, det har alle de syge som er smidt på kontanthjælp de heldige som kan få kontanthjælp ikke, de fastholdes fordi det er praktisk talt umuligt at få endelig afklaring efter reformerne og det gælder uanset alder,, er man samlevende rammes man yderligere oveni sygdom og fattigdom, det er SÅ barskt og umenneskeligt men en effektiv måde for politikerne at få "renset ud" i befolkningen på, flere har taget deres eget liv mange har forsøgt og endnu flere er ved at nå dertil at det er eneste mulighed.
Flere