Udspionerer 75 kinesere mig?

OL #5: Lige så snart fagbladet Journalisten var blevet akkrediteret til OL, blev vores hjemmeside bombarderet af besøg fra kinesiske computere. De begyndte også at abonnere på vores nyhedsbrev. Spionerer de, eller hvad?

OL #5: Lige så snart fagbladet Journalisten var blevet akkrediteret til OL, blev vores hjemmeside bombarderet af besøg fra kinesiske computere. De begyndte også at abonnere på vores nyhedsbrev. Spionerer de, eller hvad?

Det kan godt være, jeg har set for mange spionfilm i mit liv. Og det kan godt være, min snak med Udenrigsministeriet om sikkerhed og overvågning få timer før min afrejse til Kina satte en ekstra skræk i livet og gjorde mig en anelse mere paranoid, end hvad godt er.
Men det her er altså lidt vildt.

Aldrig før er Journalisten.dk blevet fulgt fra så mange kinesiske computere som nu. Og pludselig er vi også begyndt at få en stribe abonnenter på vores nyhedsbrev (næsten 20 styk), som har endelsen ".cn" i deres e-mailadresse – altså fra China – og med kinesisk-klingende navne-forkortelser som xuajdl, xlzja og zkhiqw.
Det mest interessante er, at tilmeldingerne til nyhedsbrevet og langt de fleste besøg er sket, umiddelbart efter at  fagbladet Journalisten modtog den officielle akkreditering til OL i slutningen af juni og særligt i løbet af hele juli måned, hvor Journalisten.dk oven i købet holdt ferie, og hvor der ikke blev udsendt et eneste nyhedsbrev!

Okay – selvfølgelig bor der også danskere i Kina. Heriblandt en håndfuld danske korrespondenter, der muligvis kunne være interesseret i at læse med på vores site (man har da lov at håbe!).
Men de mange danske OL-atleter var altså ikke ankommet på det tidspunkt.
Det er Google Analytics, der måler besøgene på Journalisten.dk. Heraf fremgår det, at Journalisten.dk i vores ferieperiode i juli måned – uden produktion af nyheder på sitet – har haft 75 unikke besøg fra computere i det meste af Kina. En del af de 75 har tilmed været inde adskillige gange og læst og læst. Langt de fleste besøg kommer fra Beijing (42 computere) og dernæst Shanghai (21). Men selv i Urumqi, Huzhou, Nanning, Yingkou, Taiyuan, Zibo, Shenzhen, Tonchuan og Zibo klikker de åbenbart ind på Journalisten.dk for at se, hvad vi laver.
Så langt så godt.

Der, hvor det bliver rigtigt interessant, er, når vi ser på, hvad de specifikt søger på og bruger mest tid på. Og her topper undertegnedes navn. Søgeordet "jens jørgen madsen" har ført til 15 forskellige sidevisninger på sitet – per besøg – og et gennemsnitligt tidsforbrug på webstedet på næsten 33 minutter.
Okay, det er kun nogle stykker, der har jagtet søgeordet "jens jørgen madsen", men de har til gengæld alle været overordentligt omhyggelige og givet sig tid. Helt konkret 32 minutter og 41 sekunder. Og det i gennemsnit.
På andenpladsen fra kinesiske computere følger søgeordene "billedbladet adresse", som blot har kunnet tiltrække sig opmærksomhed i godt seks minutter i snit. Dernæst en søgning på "fie lundsgaard olsen" med et tidsforbrug på fem minutter. Mens alle øvrige søgninger slet ikke giver noget tidsforbrug.
Så det er da bemærkelsesværdigt.

Når det så samtidig forlyder, at Kina har sat mindst én kineser af til at overvåge hver eneste af de godt 20-21.000 akkrediterede journalister ved årets OL, så kunne det jo godt være, at vi her er stødt på en af dem, som liiiiiige har gjort sit forarbejde inden min ankomst til landet.
(hallå – er du der? Læser du med nu? Uuuhhh-uuuh!)

Well, med meldingerne fra de danske korrespondenter i Kina, som har været udsat for trusler og oplevet forhindringer i at udføre deres arbejde i landet, så betyder det, at man meget let kan blive en anelse paranoid. Selv som tilrejsende faldskærmsjournalist med godt en uge i Beijing.
Hvor mange mikrofoner har de installeret på mit hotelværelse? Jeg har jo på forhånd skullet melde centralt til OL-registreringen, hvor jeg skulle bo.
Og var jeg tilstrækkeligt forsigtig, da jeg forleden havde et møde med en forfulgt dissident? (læs mere i fagbladet, som udkommer den 27. august)
Satte jeg også tolkens liv på spil? Eller var tolken i virkeligheden myndighedernes forlængede arm?
Og bringer tolken derfor efter OL dissidenten i fare? Jeg kan ikke vide det.
Og hvad med min internetforbindelse her, som blandt andet blokerer for BBC (godt nok uregelmæssigt) samt Amnesty Internationals kinesiske sider, Reporter Uden Grænsers kinesiske sider og sågar danske Mediawatch, men som tilsyneladende lukker mig frit ind på Adult.com, hvis jeg ellers skulle have lyst? Læser de alle mine mails? Og hvordan er censuren udtænkt? Forleden skrev britiske Times Online (som jeg godt kunne læse!) nemlig følgende: "Two industry sources have confirmed that internet surveillance software to spy on guests at the games has been installed at some international hotel chains after heavy pressure from state security."

Oprigtigt talt, så tvivler jeg på, at de har styr på det. Altså i detaljer.
Kineserne er eminent dygtige til at sætte ting i system og adlyde ordrer som ingen andre. Den fabelagtige åbningsceremoni fredag var det bedste eksempel på deres militaristiske præcision og evne til at fuldføre en plan. Mission completed.
Men antallet, der selvstændigt tager initiativ til at gå den anden vej, når de har fået besked på at gå til højre, virker meget ringe.
Og mit kinesiske mobilnummer, jeg har købt i et supermarked, kan de da for … ikke have styr på. Jeg skulle hverken oplyse navn, hotel eller spor identifikation, da jeg gik ind fra gaden og købte SIM-kortet.
Faren ved frygten for overvågning er til gengæld, at man risikerer en masse selvcensur. At man ser spioner og sikkerhedsovervågning overalt og derfor måske lægger unødvendige bånd på sig selv.
Det er en balancegang, og jeg prøver at forfølge mine projekter og samtidig ikke bringe nogen kinesere unødvendigt i fare. Det sidste er det vigtigste.
Jeg slipper jo alligevel ud af Kina om nogle få dage.

PS: Hallå er du der? Jeg giver en Carlsberg her på mit hotel i Beijing ved motorvejsudfletningen mellem Ringvej 4 og Badaling Expressway, hvis det er dig, og du skulle komme forbi. Bare luk dig selv ind på mit værelse! Det gør rengøringspersonalet i forvejen adskillige gange om dagen – og alle de andre, der efterfølgede tjekker, om rengøringspersonalet nu også har gjort det ordentligt. Der er et rend af mennesker.

(opdateret)

Du kan læse flere Postkort fra Beijing her.

1 Kommentar

Peter Müller
11. AUGUST 2008
Re: Udspionerer 75 kinesere mig?

Alle fokuserer, med rette,  på de uendelig mange negative og umenneskelige forhold, der oprulles omkring tildeling og afholdelse af OL i Kina. Og der holdes krampagtigt fat i tomme fraser som ”ædel kappestrid” , ”sport og politik skal ikke blandes sammen” osv. osv.

Hvad med at stille det relevante spørgsmål, om OL ikke har overlevet sig selv?

 

Hvordan bliver det i London i 2012? Det er nu nok kun de hjemløse og potentielle terrorister, der bliver forvist fra festpladsen.

Men arenaer og OL byen bliver helt sikkert pakket ind i pigtråd og omgivet af tusinder af betjente og sikkerhedsfolk. Er det sådanne vilkår  ”atleterne” vil konkurrere under?

 

Vi hører allerede basunerne: ”Vi må ikke bøje os for terroristerne!!” Men er den reelle terror ikke misbruget og politiseringen af den olympiske idé?

 

Lad dette OL være det sidste.