BONUS. Uden debat vedtog Dansk Journalistforbunds (DJ) hovedbestyrelse i sidste uge, at medlemmerne skal have mulighed for at blive medlemmer af en indkøbsforening og dermed få rabatter på deres private indkøb.
Via Service 2, hvor medlemmerne i forvejen kan købe forsikringer, skal medlemmerne fremover kunne få et kontokort til Forbrugsforeningen af 1889. Kortet kan bruges i cirka 4.000 butikker, der er tilknyttet Forbrugsforeningen, for eksempel Star Tour, FONA, Bauhaus, McCoy og TDC. For hvert køb optjener man bonus, normalt ni procent.
Foreningen har i øjeblikket omkring 145.000 medlemmer, der i 2004 fik udbetalt tilsammen 158 millioner kroner i bonus.
I løbet af maj skal Forbrugsforeningen af 1889 beslutte, om den vil acceptere Service 2. Bliver det et ja, er det derefter op til den enkelte at henvende sig for at oprette et kontokort.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.