Gentagne gange mellem klokken 10 og 12 stod der med Politikens skrifttype: ”Tillykke med brylluppet Lisbeth og Mikael”.
Lisbeth fra lysavisen hedder Zornig Andersen til efternavn. Mikael er navnet på den mand, hun den 8. juni takkede ja til at følges med i medgang og modgang. Han hedder Lindholm til efternavn, er journalist og partner i virksomheden ’Huset Zornig – nytænkning med hjertet’. Og gratulationen på lysavisen var efterfulgt at et rødt Politiken-hjerte, der kunne stå som en lysende understregning af et værdifællesskab mellem Zornig og Politiken, som strækker sig år tilbage i tiden.
Politiken var i december 2009 det første dagblad til at hejse Zornigs flag op på forsiden og i avisen med underrubrikken:
”Hun kommer fra et alkoholiseret, fattigt hjem og blev fjernet af myndighederne. Nu bliver hun børnenes stemme.”
Zornig fik for alvor hul igennem til pressen, da hun formidlede sin personlige casehistorie om misbrug og svigt – altså en historie, som fortæller om hendes sårbare familie og egne svære kår for livet.
Som hun selv udtalte i et interview til Politiken: ”Jeg er sådan en, som rigtig mange politikere gerne vil kramme.”
Og ingen læsere efterlades i tvivl om Zornigs position, når Politikens daværende lederskribent Lars Trier Mogensen ligefrem fremhæver hende som en ener:
”Med engleblid vilje til tilgivelse og selvopofrelse lyttede Lisbeth Zornig mildt.”
Siden har hun optrådt som ekspert i avisens artikler og som taler til Politikens læserarrangementer flere gange det seneste år, hun var blandt de første talere ved Politikens debattør- og kritikerskole og blev i 2012 kåret af Politiken til Danmarks 2. mest magtfulde meningsdanner. Fonden Zornig har fået gratis annoncer af Politiken svarende til 40.000 kroner med opfordring om at støtte Zornig Fonden.
Hyldesten på lysavisen på bryllupsdagen fremstår med andre ord som en kulmination på en længe udbygget relation. Og den bliver da også modtaget med glæde af parret, der kan se den fra Københavns Rådhus, hvor vielsen finder sted.
»Jeg bliver rørt og stolt over, at vi bliver hyldet på Rådhuspladsen af et avishus, hvor jeg har haft min gang i flere år,« siger Lisbeth Zornig Andersen til Journalisten – og kan også sige personligt tak til Politikens direktør, Roy Bruhn-Petersen – tidligere kollega til Mikael Lindholm, der står bag avisens hilsen. Han er lige ved hånden, thi han er gæst til parrets bryllup.
Zornig fik i 2013 usædvanligt megen opmærksomhed i medierne og fra politikerne. Der er tale om en symbiose, hvor de politikere, der favner Zornig og hendes sociale appel, nyder godt af pressens positive omtale.
For eksempel kan man som tv-seer den 5. november i DR2’s serie ’Stemmer på kanten’ observere landets socialminister, Annette Vilhelmsen, give knus og en million kroner til Lisbeth Zornigs kampagne for at skaffe stemmer fra udkantsdanmark til kommunalvalget.
DR2 lancerer serien som Zornigs »mission for demokratiet«.
Den positive opmærksomhed er ganske enkelt så massiv, at det udfordrer troværdigheden. I et af afsnittene konstateres det for eksempel, at projektet har svært ved at skaffe penge og få politisk opmærksomhed. Men kort efter ses Zornig i selskab med den radikale partileder, Magrethe Vestager, idet de i smilende forening og med blikretning direkte mod kameraet sammen holder en plakat for ’Stemmer på kanten’. Zornig får også delt krammere med ministrene Manu, Margrethe, Uffe og Karen i samme afsnit.
Måske kammede det over. Lisbeth Zornig sammenfatter i dag:
»Jeg har fortrudt programmet ’Stemmer på kanten’ og har ikke haft indflydelse på redigeringen. Der er for meget fokus på mig i forhold til de 600 frivillige og de udsatte. Når der er så meget fokus på min person, bliver jeg også mere sårbar over for kritik,« siger hun.
Det sker – stemningen skifter. Præcis fem måneder efter Politikens lysende og behjertede bryllupshilsen ringer Lisbeth Zornig til Politikens chefredaktør, Anne Mette Svane, mens denne er til guldbryllup. Zornig græder i telefonen og forklarer, at hun føler sig dårligt behandlet af avisens journalist Bo Maltesen.
Bo Maltesen arbejder på en artikel, der kommer til at bryde med den positive omtale.
Gennem knap to år har Lisbeth Zornig mødtes med den såkaldte Brønderslev-mor – kvinden, som sammen med sin mand blev dømt for ufattelig vanrøgt af 10 børn. Lisbeth Zornig vil skrive en bog om moderens liv og baggrund. Men kort fortalt er Bo Maltesen kommet på sporet af, at Brønderslev-moderen slet ikke ønsker at deltage i Zornigs bogprojekt om hende.
Hvis artiklen kommer ud, vil det medieskabte glansbillede, hvor Lisbeth Zornig er de svages entydige og uegennyttige forkæmper, få bukket hjørnerne alvorligt. Hun er ked af at droppe et bogprojekt, hun mener kunne bidrage med en nuancering og forståelse af Tina Jensen. I forhold til artiklen har hun særligt en beklemthed:
»Min største rædsel var, at jeg mister den indflydelse, Politiken har været med til at kåre, at jeg har. For jeg er slet ikke færdig med at ændre på den politiske dagsorden for udsatte. Jeg skal nok skride, når jeg er færdig, men jeg er ikke færdig endnu,« siger Lisbeth Zornig til Journalisten.
I telefonsamtalen med Anne Mette Svane forklarer Lisbeth Zornig, at hun har bestemt sig for at droppe bogen på grund af den virak, artiklen vil skabe.
Lisbeth Zornigs mand, Mikael Lindholm, der også er hendes partner i Huset Zornig og ofte svarer på hendes e-mail, siger til Journalisten, at han finder Politikens behandling af Lisbeth Zornig overraskende:
»Som kilder er vi ikke hvem som helst. Vi har begge leveret mange oplysninger til artikler som kilder og leverandører af kommentarer, klummer og analyser og har altså et langt track record hos avisen, uden et dementi. Så kommer der nogle vildt fremmede mennesker med modsatrettede påstande, og pludselig bliver vores udsagn ikke tillagt nogen større sandhedsværdi.«
Og i en email til skribenten af denne artikel skriver Mikael Lindholm, at noget nager ham:
”Både Lisbeth og jeg har stærke relationer til Politiken. Jeg kender mange på nøglepositioner professionelt som journalist.”
Netværket fremstår som e-mailens præmis. Og konklusionen lyder:
”Når jeg derfor henvender mig til Bo Maltesen og spørger, hvad han vil vide, og på ingen måde bliver spurgt eller brugt som kilde, så føler jeg, at det er forkert.”
Qua jeres professionelle og personlige relationer på Politiken synes du, at I skulle være blevet hørt endnu mere?
”Ja,” svarer Mikael Lindholm.
Bo Maltesen bekræfter, at Mikael Lindholm ringede til ham – med ønske om at tale til baggrund. Han fandt ikke Mikael Lindholms kommentarer journalistisk relevante, da artiklen skal handle om Lisbeth Zornigs bogprojekt, ikke virksomheden Huset Zornig, hvor Mikael Lindholm er partner.
Bo Maltesen anerkender, at der er personer, som er en god historie, og som medierne bygger op og giver mere medvind end andre kilder.
»Men de folk må også være klar over, at de ikke er fredet i medierne til evig tid. Zornig er ikke kun blevet bygget op af pressen, hun har også brugt pressen aktivt, og det synes jeg ikke, at der er noget forkert i. Men måske er baggrunden for hendes reaktion, at hun fra den gode tid i lutter medvind har overset, at hun er gået fra at være en fortaler for svage personer til at være en virksomhed med politisk indflydelse og store statslige tilskud, og så ryger hun over i en anden sfære, hvor hun i højere grad må stå til ansvar for sin gøren og laden.«
Netværket redder ikke Zornig – Politiken fastholder historien. Avisen udkommer to dage efter med artiklen ’Udsat for Lisbeth Zornig’ i weekendtillægget PS. I underrubrikken fremhæves det, at Lisbeth Zornig Andersen har profileret sig som underdanmarks talerør og besøgsven for kvinden og samtidig har insisteret på at skrive en bog om kvinden – ”mod hendes vilje”.
En af kilderne i Politikens historie er Brønderslev-moderens tidligere advokat, Henrik Garlik, der mener, at Tina Jensen: ”Belejligt kan indgå i markedsføringen af Zornig og hendes virksomhed.”
Artiklen i Politiken chokerer Lisbeth Zornig. Hun synes, det er et karaktermord, der bryder hendes forestilling om, at hun og Politiken var en form for allierede:
»Da jeg læste artiklen, blev jeg Lisbeth 12 år, som ligger i fosterstilling og tror, at ingen kan lide mig. Artiklen ramte hårdere, fordi Politiken skrev den, for Huset Zornig og Politiken deler dagsorden på det sociale område, og jeg er blevet brugt meget i Politiken som ekspert og debattør.«
Helt nede på ordplanet er der tale om en ny beskrivelse af Lisbeth Zornig. Hvor Lisbeth Zornig tidligere i Politiken blev fremhævet for ”engleblid vilje til tilgivelse og selvopofrelse”, bliver hun nu beskrevet som ”de udsattes selverklærede fortaler”.
Om det ordvalg siger Bo Maltesen:
»Jeg kalder hende for selverklæret, fordi hun på sin hjemmeside erklærer sig som ekspert med udgangspunkt i sine egne oplevelser. Hun har jo ikke en socialorienteret uddannelse, men er, om man så må sige, ekspert på sit eget liv. Hun har gået i livets hårde skole, skriver en bog om, at vrede er hendes mellemnavn, og holder sig ikke tilbage med at sætte fokus på sig selv som udgangspunkt for sit engagement i de svages sag. Netop derfor undrer det mig, at hun kan komme i konflikt med en svag person.«
Maltesen understreger, at hans artikel ikke er lavet som modtræk til den hidtidige mediedækning. For ham er ’Udsat for Lisbeth Zornig’ en klassisk artikel om en planlagt bog med to uenige parter.
Journalistisk handler twisten om påstand mod påstand, hvor Bo Maltesen har vinklet rubrik og underrubrik mod Lisbeth Zornigs interesser. Det er måske første gang, hun for alvor oplever det i mediebilledet.
For Bo Maltesen er den journalistiske historie ikke mindst, at Brønderslev-moderen er i en meget sårbar situation i fængslet, og at Zornig finder det etisk korrekt »at komme under venskabs maske i et fængsel og ikke gøre det fuldstændig hamrende klart, at hun er der for at lave interview«, siger Bo Maltesen.
»Og at hun ikke skriver en kontrakt og beder om lov til at kontakte familien for interviews. Jeg kan sagtens forestille mig, at der sidder en ensom kvinde og har gjort noget forfærdeligt ved sine børn Hvem har lyst til at komme og besøge hende? Så kommer en lyttende og venlig kvinde og taler med hende som besøgsven og har små gaver med. Det er for mig uetisk at gøre det, uanset om man er journalist eller forfatter, når formålet var at blokke brønderslevmoderen for oplysninger.«
Dybest set er det to metoder, der tørner sammen. Lisbeth Zornig mener ikke, at hun blokker brønderslevmoderen for oplysninger. Hun opsummerer: »Jeg tror, at man hjælper folk ved at være sammen med dem, og ved at de også ser mig falde igennem med morgenhår derhjemme. Det, jeg også gerne ville vise med bogen, er, at hvis man går ind i Tinas univers og giver en hånd, kan man rykke et menneskes færdigheder helt enormt. De mennesker, jeg ses med, udvikler jeg en relation med. I tænker anderledes, fordi I er journalister,« siger hun.
Bo Maltesen mener ikke, at Zornig kan undskylde sig med, at hun er social aktivist og derfor gør tingene anderledes:
»Hvis man vil skrive en journalistisk bog, må man da gøre kontrakten klar uanset sin egen position.«
Spørgsmålet er: Holder Politikens historie om, at Zornig har været veninde for at få personlige oplysninger ud af Tina Jensen til en bog, som kvinden ikke har indvilget i at medvirke til? Bogprojektet tager form fra sidst i 2011. På det tidspunkt er Tina Jensen varetægtsfængslet, tiltalt for medvirken til vanrøgt af hendes og hendes mands ni fælles børn og et sammenbragt barn. Om baggrunden for projektet fortæller Zornig:
»Tina og jeg har ikke kendt hinanden, men vi har gået på samme folkeskole, og derfor synes jeg, at det vil være interessant at finde ud af, hvorfor vores voksenliv formede sig så forskelligt. Hun har ikke fået den hjælpende hånd, jeg har fået. Det synes jeg er en vigtig historie.«
Lisbeth Zornig tager kontakt til kvindens ene advokat, Rasmus Hedegaard, for at få hendes kontaktoplysninger. Zornig forklarer, at hun gerne vil give kvinden mulighed for at læse biografien ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’, og hun vil måske også gerne skrive en bog om Tina Jensen. Advokaten har tiltro til, at Zornig vil Tina Jensen det godt.
Zornig sms’er Tina Jensen og bliver hendes besøgsven i Anstalten ved Herstedvester, hvor hun også arrangerer massage og giver hende neglelak. Som så ofte, når Zornig har et projekt, mobiliseres medierne i stor stil. I maj 2012 er det blevet gengivet i næsten samtlige større medier, at Lisbeth Zornig nu er besøgsven for Brønderslev-moderen. Hun fortæller blandt andet om det i Aftenshowet i DR’s primetime.
»Jeg tænkte, hun havde brug for besøg og en følelse af, at ikke alle fordømte hende.«
I Ekstra Bladets artikel ’Zornig hjælper Brønderslev-moren i fængslet’ hedder det: ”Børnerådsformanden hjælper først og fremmest Tina Jensen med at håndtere det offentlige system, så de to parter ikke "taler forbi hinanden".
Og da Lisbeth Zornig bliver kåret til årets kvinde af ALT for damerne i 2012, forklarer hun, at hun arbejder på en bog om Brønderslev-moderen:
”Vi bliver nødt til også at favne forældrene i de udsatte familier, hvis vi skal have rigtigt fat i børnene og sikre, at de ikke viderefører den negative sociale arv.”
Zornig forklarer den massive medieoptræden med, at hun ønsker at være åben.
»Jeg valgte at gå offentligt ud med det, så det ikke skulle komme frem i det skjulte og blive kritiseret, at en børnerådsformand besøger en kvinde dømt for vanrøgt af børn. Jeg gjorde det bestemt ikke for at profilere mig i medierne. Jeg var i forvejen i medierne konstant.«
Da Tina Jensen bliver løsladt i december 2012 og flytter ind i et hjem uden køleskab, skriver Lisbeth Zornig på sin Facebook-profil:
”En af mine nyligt løsladte venner i Nordjylland mangler et køleskab/klædeskab og kommoder. Andet til husholdning modtages også gerne. Sig til, hvis du har noget stående i kælder eller på loft. Så skal jeg få organiseret en afhentning. Kh Lisbeth.”
Hun får skaffet et køleskab. Og umiddelbart efter løsladelsen får Lisbeth Zornig og Tina Jensen også taget billeder hos en professionel fotograf. Det er ifølge Lisbeth Zornig til bogens forside. Men Tina Jensen udtaler i Politikens kritiske artikel, at det var til en venindebog om Zornig og hende. Bagefter drikker de to en øl på værtshus. Kort sagt: Langsomt væves ambitionen om at skrive en bog sig sammen med rollen som hjælper for kvinden.
Sådan arbejder Zornig:
»Jeg tror på, at relationer flytter mennesker og holdninger, det gælder både udsatte, socialrådgivere, politikere og journalister. Jeg kan heller ikke lade være med at få en relation til en journalist. Jeg skal virkelig stoppe mig selv for ikke at spørge til baggrund og barndomsoplevelser. Sådan fungerer jeg bedst. Jeg er meget effektiv i forhold til at knytte mennesker til mig,« forklarer Lisbeth Zornig, der i øvrigt omtaler sig selv som social lobbyist.
Konflikten mellem de to opstår angiveligt, da Lisbeth Zornig i sommeren 2013 går skridtet videre og vil interviewe Tina Jensens søster om barndommen. Tina Jensen vil ifølge sin advokat, Henrik Garlik, ikke have, at Zornig kontakter hendes familie eller skriver en bog om hende.
Henrik Garlik skriver til Zornig:
”Jeg skal venligst anmode Dem om at bekræfte, at alle tiltag til en sådan bogudgivelse stoppes,” skriver han. Da brevet er sendt, skriver han den 16. august 2013 en sms til Lisbeth Zornig:
”Hej Lisbeth. Der kommer et træls brev til dig fra mig, idet Tina har bedt mig om at skrive til dig, at hun ikke vil medvirke til, at bogen om hende udgives. Mvh. Henrik Garlik.”
Lisbeth svarer per sms: ”Det tænke jeg nok, men jeg har sikret mig, at hun ikke kan forhindre det.”
Zornig fremviser selv sms-korrespondancen under interviewet til denne artikel.
Han rykker for svar i yderligere to breve, før hun kommer med et kortfattet svar, og Henrik Garlik slutter deres korrespondance i et sidste brev med ordene:
”Jeg skal heller ikke undlade at bemærke over for dig, at Tina føler, at du har misbrugt hendes tillid og udgivet dig for at være en ”god veninde” for derigennem at hente oplysninger og efterfølgende misbruge disse i forbindelse med en bogudgivelse. Jeg hører gerne dine bemærkninger hertil.”
Zornig vender ikke tilbage med bemærkninger. Med andre ord fremstår det, som om Lisbeth Zornig mod Brønderslev-moderens ønske vil udgive bogen.
Henrik Garlik forsøger nu at stoppe bogen med en debat om etik.
»Så tænker jeg; Lisbeth Zornig kan godt lide pressen, så det eneste, der kan stoppe hende, er hendes egen gode ven eller fjende.«
»Du kan få Tina til hvad som helst, hvis hun har lidt tillid til dig,« siger han.
»Det vil sige, at når Zornig siger, at hun måske gerne vil skrive lidt om deres møder, så vil Tina bare nikke. Fred være med det, hvis Tina ville have lyst til at medvirke i en bog om hende, det vil jeg ikke blande mig i, og Zornig er sikkert dygtig til meget af sit arbejde. Men jeg vil blande mig i udnyttelsen af et svagt menneske, som så reagerer, da hun har udstået sin straf og kommer ud i virkeligheden og opdager, hvad der er i gang, hvorefter hun forsøger at sige fra, men bliver ignoreret,« forklarer Henrik Garlik.
Han sammenfatter:
»Man kan godt sige, at jeg har brugt pressen, men det var den eneste måde, jeg kunne få en reaktion fra Zornig på, og det virkede.«
Henrik Garlik orienterer i slutningen af en telefonsamtale Politiken-journalist og tidligere chefredaktør Bo Maltesen om konflikten mellem Zornig og Tina Jensen.
Først er Bo Maltesen forundret:
»Jeg tænker, at sådan noget vil Lisbeth Zornig da ikke gøre, hun vil da ikke opføre sig sådan, og slet ikke i hendes position,« siger Bo Maltesen. Så interviewer han Tina Jensen, hendes familie, Zornigs forlag, Peoples Press, Tina Jensens advokat, Henrik Garlik, og Lisbeth Zornig Andersen.
Lisbeth Zornig Andersen fornemmer nu, at twisten vil ende i et slagsmål om etik, som hun næppe kan vinde med rollen som den stærke part.
Dagen inden PS-artiklen går hun i Ekstra Bladet og beretter, at hun har valgt at droppe udgivelsen, fordi PS-artiklen vil skabe dårlig stemning om bogen og vil skade både Brønderslev-moderen og hende.
Bo Maltesen forklarer, at han aftenen inden havde sikret sig, at Brønderslev-moderen ikke fortrød sin medvirken i PS-artiklen, men stod ved sine udtalelser, selv om bogen blev trukket.
Lisbeth Zornig mener, at Henrik Garlik og Tina Jensen taler usandt, når de giver udtryk for, at de ikke har givet grønt lys til bogen, men kun har kendt til hendes ønske om at lave en bog. Hun har på intet tidspunkt villet udnytte Tina Jensen.
Garlik har hele tiden kendt til intentionen om bogens indhold, ham og Zornig har haft løbende kontakt, og han gik sågar med til at være ekspert i bogen, hvor han skulle være ekspert i udsatte menneskers manglende mulighed for retssikkerhed, siger hun. Det interview blev dog aldrig til noget.
Hvem kan bekræfte, at Zornig havde gang i en bog og intet hemmelighedskræmmeri havde omkring det? Anstalten Herstedvesters forhenværende psykiater og ledende overlæge Bo Jensen Hou fortæller følgende i telefonen:
»Det er korrekt, at jeg har talt med Lisbeth Zornig, hvor hun har fortalt, at hun var interesseret i at skrive en bog om Tina Jensens person og historie. Jeg har ikke haft en rolle i forhold til at være rådgiver på projektet. Det ligger uden for mit kompetenceområde og ansvarsområde, da den opgave ligger hos psykiatere og psykologer på de enkelte afdelinger i fængslet,« siger han.
Tina Jensens daværende medindsatte Marcus, som Zornig også besøgte i fængslet, siger, at Tina Jensen fortalte ham, »at Lisbeth ville skrive en nuanceret bog om hende, men hun vidste ikke, om hun ville have bogen bragt ud«.
Der tager historien en overraskende drejning:
Zornig mener, at Henrik Garlik, advokaten, der serverede historien til Bo Maltesen, selv har en mission: Han bruger pressen til at svække hende for selv at opnå en gevinst.
Kort fortalt oplyser Zornig, at Henrik Garlik er advokat for forstanderen på opholdsstedet Solhaven. Og da Lisbeth Zornig var børnerådsformand, blev der igangsat en undersøgelse af anbragte børns vilkår, hvor Børnerådet lavede en underretning af Solhaven.
»For mig at se er hans motiv for at sværte mig til i pressen, at han lige nu er forsvarer for forstanderen på opholdsstedet Solhaven, hvor flere ansatte er anklaget for vold mod de unge beboere,« siger Lisbeth Zornig Andersen. Hun uddyber:
Forstanderen på Solhaven, Søren Virenfeldt, har skrevet flere meget skeptiske debatindlæg om Lisbeth Zornig. »Han er meget vred på mig,« siger hun. »Jeg tænker derfor: Har Garlik interesse i at miskreditere mig for på den måde at miskreditere hele Børnerådets undersøgelse?« spekulerer hun.
Hendes mistanke bestyrkes af, at hun på Facebook har opdaget, at Søren Virenfeldt har reageret på Politikens kritiske artikel med en triumferende kommentar:
”HURRA! endelig en kvik advokat der bruger Zornigs midler mod hende selv. Først da advokaten fik sagen i pressen, opgav Zornig sin udnyttelse af den ulykkelige kvinde. Vi er mange, der har mærket, at Zornig i den grad har udnyttet sin stilling som formand for Børnerådet til at profilere sig selv, uden nogen form for hensyn til dem, det går ud over (…) Godt gået, Maltesen, betragt det som stort, når jeg roser en journalist. Søren Virenfeldt.”
Og Zornig ser tilmed et mønster. Hun husker, at Henrik Garlik tidligere har miskrediteret en modpart via medierne inden domsfældelse. Da retssagen kørte mod Brønderslev-forældrene, såede Garlik under mediebevågenhed tvivl om datterens vidneudsagn, før retten havde taget stilling til skyldsspørgsmålet. Han sagde:
»Er 'M’ (datteren) ved at udvikle sig til en stjerne i sit eget realityshow? Fordrejer hun oplysningerne, fordi hun derved får den opmærksomhed, hun aldrig før har fået?«
Henrik Garlik afviser Zornigs tanke om, at retssagen mod Solhaven og artiklen i PS, der bremser bogen, skulle have nogen sammenhæng. Han fastholder, at sagens kerne er bogen. Han understreger sit manglende kendskab til bogen ved at påpege, at han aldrig har mødt Zornig, aldrig har vidst, hvad bogen skulle indeholde, og at det aldrig nogensinde har været på tale, at han skulle være ekspert.
Bo Maltesen kan ikke se, at Henrik Garlik skulle have interesser i at så tvivl om Zornigs arbejde. Han mener, at sagen om Solhaven er så langt fremme, at det motiv ikke giver mening: »Efterforskningen er slut, der er rejst tiltale, og sagen kører. Jeg kan ikke engang se, at det havde været relevant at skrive i en note. Sagen er så langt fremme, og i øvrigt var det ikke Zornigs arbejde, men Børnerådets,« svarer han.
Tilbage til lysavisen og de varme relationer. Markeringen ærgrer i dag Politikens ledelse.
Direktør Roy Bruhn-Petersen fortæller, at hilsnen var ment:
”… som en sjov bryllups-gimmick. Intet andet,” til Mikael Lindholm, der var chefredaktør på Børsen magasiner, da Roy Bruhn-Petersen selv var direktør. Men set i bakspejlet erkender han, at lykønskningen er uhensigtsmæssig og ikke skal gentages.
Chefredaktør Bo Lidegaard er heller ikke stolt over situationen:
»Det er vigtigt for mig at understrege, at der ingen forbindelse er mellem bryllupshilsnen og behandlingen af Lisbeth Zornig som kilde i øvrigt. Men bryllupshilsnen var ikke heldig. Vi skal ikke sende sådanne personlige hilsner fra avisen.«
Han afviser, at Politiken har foretaget et drastisk, uventet omsving i sin dækning af Zornig fra helt til skurk:
»Der er tale om en udvikling, fordi hun har ændret rolle. Hendes medvind i starten hang sammen med hendes budskab, som hun fremførte med stor autoritet, også i kraft af hendes egen personlige erfaring. Hendes tematik udløste en spontan lydhørhed fra vores side og også en grad af sympati på grund af sagen, og jeg oplever ikke, at vi har dækket hende og sagen for positivt,« siger Bo Lidegaard. »Men da hun så senere træder så langt frem i rampelyset, som hun gør, skal hendes virksomhed og person naturligvis dækkes kritisk og sagligt, ligesom vi dækker alle andre.«
Om de gratis annoncer til 40.000 kroner, som Politiken forærede Fonden Zornig, udtaler Bo Lidegaard:
»Det sker, at Politiken stiller annoncer til rådighed for sociale eller andre formål, vi gerne vil støtte i en konkret sammenhæng. Således også med Zornigs arbejde for udsatte børn. Beslutningen har intet at gøre med vores journalistiske prioriteringer.«
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dette er en glimrende artikel der giver indblik i hvordan LZA har profileret sig selv, skyr ingen midler, og indirekte via relationer kunne blive positivt omtalt og kåret som danmarks 2. mest magtfulde meningsdanner. LZA stiller op til selvprofileringsprogram "stemmer på kanten" her vil hun gerne fremstå som om 'hende der fik de socialt udsatte til at stemme' i samspil med agendaen hvori hun bare skal ses. LZA bliver gennemskuet og mener der er for meget fokus på hendes person, not shit! LZA bliver gennemskuet af brønderslev-moderen/advokat i at prøve at blokke hende for informationer til en bog, LZA udtaler hun ikke er slet færdig med at ændre på den politiske dagsorden for udsatte, hertil spørger jeg 'hvad har du ændret eller udrettet i en positiv retning for andre end dig selv?' LZA og hendes mand har svært ved at forstå de ikke længere kan diktere Politikkens artikler vedr. LZA.
Hun citeres af politikken for at udtale følgende;
"Jeg tror på at relationer flytter mennesker og holdninger, det gælder både udsatte, socialrådgivere, politikere og journalister. Jeg kan heller ikke lade være med at få en relation til en journalist. Jeg skal virkelig stoppe mig selv for ikke at spørge til baggrund og barndomsoplevelser. Sådan fungere jeg bedst. Jeg er meget effektiv i forhold til at knytte mennesker til mig" derimod i hendes bog lyder det anderledes under afsnittet "MIN FAMILIE OG MIG IDAG"; 'Jeg har fundet et ord for det "Tilknytningsforstyrrelse". Både mine brødre, min mor og jeg lider af det i varierende grad. Vores evne til at knytte bånd til andre mennesker er mere eller mindre ødelagt, min i mildere grad end resten af familiens. Derfor evner jeg både at forelske mig og elske mine børn, men mennesker uden for denne kreds skal jeg bruge mange år at knytte tråd til.'Citat slut.
Så igen LZA, hvornår løj du her?
Kære debattører.
Journalisten har slettet en række indlæg, fordi der hverken var angivet navn eller mail-adresse. Hvis I ønsker at deltage i debatten, vil vi opfordre til, at I overholder vores debatregler. Dem kan I læse her:
https://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat
Med venlig hilsen
Uanset hvor sandheden om den mundtlige aftale mellem LZA og Tina ligger, er den centrale problemstilling for mig, om man ud fra en moralsk og etisk synsvinkel kan tillade sig at skrive en bog om en person, der ikke ønsker det, når vedkommende ikke tilhører gruppen af magthavere og lignende indflydelsesrige personer som f.eks. LZA.
Det mener jeg personligt ikke, at man kan. Og så er det sådan set lige meget, om Tina først har sagt ja. Faktum er jo åbenbart, at hun ikke ønsker at medvirke nu. Og hvad var det i øvrigt præcist, hun skulle have sagt ja til? Måtte LZA gøre lige det, der passede LZA? Eller skulle Tina godkende det, der blev skrevet?
I artiklen står der:
"I telefonsamtalen med Anne Mette Svane forklarer Lisbeth Zornig, at hun har bestemt sig for at droppe bogen på grund af den virak, artiklen vil skabe."
Mikael Lindholm skriver i sit indlæg længere oppe:
"Lisbeth havde ikke en skriftlig kontrakt med Tina. Udsigten til et offentligt skænderi med Tina om ord mod ord gjorde, at Lisbeth trak bogen. Der er mange interessante vinkler i dette. Men at Lisbeth udnyttede Tina er ikke en af dem."
Jeg ser ikke skyggen af moral og etik i argumenterne for at droppe bogprojektet. Og det er efter min mening det største problem.
Jeg er den fotograf, som bliver nævnt i artiklen, men jeg er ikke blevet kontaktet af journalisten. Så har lige en kommentar set fra mig, som har været sammen med Tina og LZA.
Jeg bliver kontaktet af LZA, da forlaget (Peoples Press), har sagt hun må finde den forograf hun gerne vil have til at tage billederne til hendes næste bog (har taget portrættet til den første bog og hun mener jeg vil være den rigtige til at tage billederne af Tina og hende sammen og hver for sig.
Jeg planlægger det hele med location og en stylist som skal komme og gøre Tina klar, da hun er blevet løsladt samme dag. Vi tager billederne i Frederikshavn, da LZA bagefter skal hjælpe Tina til rette i sin nye lejlighed. Vi snakker og tager en masse billeder i ateliet og jeg er ikke i tvivl om, at Tina ved det er til en bog forside om hendes liv, vi er igang med at lave billeder til og IKKE bare en veninde bog mellem de to. Der var både alvor og nogle sjove billede optagelser som virkede meget naturligt mellem de to. De virkede tætte og havde tillid til hinanden og fortalte om deres fælles relationer fra den skole de begge havde gået på osv Hvad der så sidenhen er sket ved jeg jo ikke. Men jeg er overbevist om, at Tina på det tidspunkt i december 2012 har sagt ja til at LZA måtte skrive bogen om hendes liv - at det så kun var en mundtlig aftale er jo bare rigtig ærgeligt og håber andre kan lære af det.
Kære Marcus
Tak for din kommentar.
Vi skriver følgende:
Tina Jensens daværende medindsatte Marcus, som Zornig også besøgte i fængslet, siger, at Tina Jensen fortalte ham, »at Lisbeth ville skrive en nuanceret bog om hende, men hun vidste ikke, om hun ville have bogen bragt ud«.
Ud fra, hvad du skriver, kan jeg ikke se, præcist hvordan du mener dig fejlciteret.
Du er velkommen ril at sende en e-mail til mig på oeh@journalisten.dk
Mange venlige hilsner
Flere