search

Udrensning i TV 2s bestyrelse

Der er lagt op til en større udskiftning i TV 2s bestyrelse, når kulturminister Brian Mikkelsen i morgen fredag taler ved tv-stationens generalforsamling. Minimum tre medlemmer må gå. Det kan styrke Merete Eldrup.

Der er lagt op til en større udskiftning i TV 2s bestyrelse, når kulturminister Brian Mikkelsen i morgen fredag taler ved tv-stationens generalforsamling. Minimum tre medlemmer må gå. Det kan styrke Merete Eldrup.

Ifølge Business.dk ryger både formanden Niels Boserup, næstformand Lars Nørby  samt Jess Myrthu. Og den omfattende udrensning tolkes af avisen som et udtryk for, at staten ikke har været tilfreds med udviklingen i TV 2 den seneste tid.

Dertil kommer, at Lars Nørby Johansen var kraftigt medvirkende til, at TV 2s forrige direktør, Peter Parbo, forlod TV 2. En stilling, som den tidligere koncernchef i Group 4 Securicor selv lagde billet ind på, men som tilfaldt Per Mikael Jensen.

Siden er adskillige andre blevet skiftet ud – både frivilligt og ufrivilligt. Og efterhånden er der stort set nye ansigter overalt i toppen af TV 2:  

I sommer forlod administrerende direktør Per Mikael Jensen stationen til fordel for gratisaviskoncernen Metro i London. I hælene på ham fulgte for nylig koncernfinansdirektør Anders Kronborg. Inden da nåede han lige akkurat at blive konstitueret som administrerende direktør – en stilling, han i øvrigt ønskede at overtage permanent, men det blev kun til en lang næse. For topjobbet tilfaldt i stedet Merete Eldrup, som ifølge Boserup havde bedre personlige egenskaber

Anders Kronborg sørgede dog for i sine sidste dage på Kvægtorvet, at TV 2 kom af med yderligere en direktør. Denne gang med fyringen af Jens Rohde, som kun nåede at være direktør for TV 2 Radio i mindre end et år. Efterfølgende erkendte Per Mikael Jensen, at ansættelsen af Jens Rohde var en fejl.

Og som om det ikke var nok. 

Knap nok var Merete Eldrup blevet udnævnt, før den næste i toppen sagde farvel. Denne gang programchef Merete Mortensen, som gik tilbage til Metronome Productions for at blive administrerende direktør – hvilket hun i øvrigt også var samme sted for knap fire år siden.

I morgen er den store udskiftning så kommet til bestyrelsen for TV 2. Og stadig mangler flere pladser at blive besat eller skiftet ud. Afløseren for Kronborg er endnu ikke fundet, og der kan ifølge Merete Eldrup gå lang tid, før det kommer på plads.

Hvem der skal lede TV 2 Radio, er heller ikke sikkert. Her er Suzanne Moll foreløbig konstitueret.

Ifølge Epn.dk kan den voldsomme udskiftning i TV 2s bestyrelse være en fordel for stationens nye administrerende direktør, Merete Eldrup:

»Det vil kun styrke Merete Eldrups position, hvis hun får en bestyrelse ind, der kender hendes dagsorden,« siger Søren Schultz Jørgensen, partner i mediekonsulenterne Kontrabande, ifølge Epn.dk.

Journalisten.dk forsøgte forgæves her til aften at få en kommentar fra Kulturministeriet forud for TV 2s generalforsamling i morgen.

Over for TV 2 News afviser bestyrelsesformand Niels Boserup i øvrigt, at han skulle være blevet skubbet ud.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen