Vi har alle oplevet at sige noget, som vi senere fortrød. Nogle er bare så uheldige at sige det til en journalist, der lægger det på nettet, hvor alle kan se det flere år efter. Er det fair, eller skal man have lov at blive klogere?
De fleste journalister kender det sikkert. Ens kilde er lige pludselig ikke så bramfri, som hun var forleden dag, hvor den fik, hvad den kunne trække. Men nu, hvor hun ser sig selv på skift, vil hun gerne have modificeret sine udsagn, så hun ikke fremstår helt så markant.
Men hvad med når citater er godkendt og har ligget på nettet i et par år, og kilden pludselig vil have det rettet?
Professor ved University of La Verne i Los Angeles tager nu problemstillingen op til overvejelse. For hvor pragmatisk skal man være, når man et eller andet sted står som en forhåbentlig troværdig formidler af fakta. Sandheden er vel sandheden?
Men hvad nu hvis en kilde ikke vil have sin fortid som indsat i et fængsel frem, fordi han flere år efter ikke kan få et job, fordi potentielle arbejdsgivere, når de googler ham, finder artiklen med hans navn i?
Eller hvis en kilde finder ud af, at hun vist ikke er homoseksuel alligevel?
Læs hele Elizabeth Zwerling debatindlæg på Online Journalism Review
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Elizabeth Zwerling's debatindlæg er en afspejling af Lucy Kelloway's på BBC World Business for et par uger siden, men Lucy tog det lidt videre med tanker om, hvordan det bliver at søge job om nogle år , mens Elizabeth tog mere udgangspukt i "Jeg" og kilder.
Man har da lov til at blive klogere. Helt sikkert. Ofte mener jeg det modsatte af mit synspunkt efter en diskussion og man kan da også se sig selv pendle frem og tilbage igennem et liv m.h.t. nogle holdninger.
Rent etisk, skal man vel tænke sig ret meget om, før man udleverer nulevende personer? I forhold til hvad og hvem og hvordan? Min nabos datter, der ønsker at være med i "Sporløs" er måske den dårligste egnet rent psykisk, men gennemskuer de det eller tager de hende, fordi de mangler at caste en?
Og hvem tror man på og i hvilke situation? Jeg har kendt folk, der har skiftet fra hetero til homo og omvendt. Fred være med det. Men jeg har aldrig hørt om pædofile, der var kureret og kun jagede folk på deres egen alder eller junkier, ludomaner eller alkoholikere, der glemte alt om deres lyster og addictions. Som alle andre, har jeg en tendens til at tro på de små der har været ofre. Taberne i spillene. Dem, der vinder skal nok få deres billeder i aviserne med stort smil.
Google og facebook er kun lige begyndelsen. Lucy Kelloway sagde, at i fremtiden vil man kunne finde alt om ens chef tilbage til studietiden og evt. ruskursus inden man mødte til jobinterview. Hmmm.