Udløbsdato på gamle citater

Vi har alle oplevet at sige noget, som vi senere fortrød. Nogle er bare så uheldige at sige det til en journalist, der lægger det på nettet, hvor alle kan se det flere år efter. Er det fair, eller skal man have lov at blive klogere?

Vi har alle oplevet at sige noget, som vi senere fortrød. Nogle er bare så uheldige at sige det til en journalist, der lægger det på nettet, hvor alle kan se det flere år efter. Er det fair, eller skal man have lov at blive klogere?

De fleste journalister kender det sikkert. Ens kilde er lige pludselig ikke så bramfri, som hun var forleden dag, hvor den fik, hvad den kunne trække. Men nu, hvor hun ser sig selv på skift, vil hun gerne have modificeret sine udsagn, så hun ikke fremstår helt så markant.

Men hvad med når citater er godkendt og har ligget på nettet i et par år, og kilden pludselig vil have det rettet?

Professor ved University of La Verne i Los Angeles tager nu problemstillingen op til overvejelse. For hvor pragmatisk skal man være, når man et eller andet sted står som en forhåbentlig troværdig formidler af fakta. Sandheden er vel sandheden?

Men hvad nu hvis en kilde ikke vil have sin fortid som indsat i et fængsel frem, fordi han flere år efter ikke kan få et job, fordi potentielle arbejdsgivere, når de googler ham, finder artiklen med hans navn i?

Eller hvis en kilde finder ud af, at hun vist ikke er homoseksuel alligevel?

Læs hele Elizabeth Zwerling debatindlæg på Online Journalism Review