Udlejningsfirmaet DJ

Forbundshusets nabo er til leje. Gammel strand 44. Årslejen er 1,5 millioner kroner, kvadratmeter prisen 1300.

Forbundshusets nabo er til leje. Gammel strand 44. Årslejen er 1,5 millioner kroner, kvadratmeter prisen 1300.

Lad os undersøge muligheden for at leje det, lød det fra Carsten Lorenzen på HBs første møde efter delegeretmødet. Uffe Gardel, HB-medlem fra Berlingske Tidende, talte begejstret for.

"Vi vil fortryde det, hvis vi ikke bare undersøger mulighederne," sagde han.

Vantro erklærede HB-medlem Steffen Lilmoës fra JydskeVestkysten, at hans medlemmer vil tro, at samtlige medlemmer af HB er fulde, hvis de stemmer for en husleje på 1,5 millioner kroner, blot fordi det er nabohuset.

Tilhængerne pegede på, at der er god plads i naboejendommen. Modstanderne fremførte, at nu har forbundet netop lejet sig dyrt ind i nye lokaler i Læderstræde. Forbundet har tilmed fået tilladelse til at slå hul i muren mellem forbundshuset på Gammel Strand og de nye lokaler i Læderstræde. Dermed vil de to afdelinger komme til at hænge sammen.

De vil aldrig komme til at hænge sammen. Gl. Strand 44 er den ideelle løsning, svarede tilhængerne igen.

Derfor kom forslaget om at leje Gammel Strand 44 for derefter at gen-udleje indtil den dag, forbundet selv får brug for det. Et andet forslag gik ud på at opsige det ny-istandsatte lejemål i Læderstræde samt Gammel Strand 36, hvor a-kassen og JOURNALISTEN bor.

Forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård sagde, at det, at leje Gammel Strand 44 bare for at have den i reserve, vil være at gå langt ud over normalt fagligt arbejde. Alligevel var der flertal for, at hovedbestyrelsen skal afsætte 15.000 kroner til en ekstern konsulent, der skal undersøge mulighederne for at leje Gl. Strand.

0 Kommentarer