search

Udlandskorrespondentens nye vilkår

Hvad definerer den dygtige udlandskorrespondent i internettets tidsalder ?

Hvad definerer den dygtige udlandskorrespondent i internettets tidsalder ?

Det diskuteres lige nu, som man kan se på forsiden af journalisten.dk i anledning af en debat på Kommunikationsforum efter en – efter min mening urimelig –  kritik rettet mod Politikens USA-korrespondent Marcus Rubin for ikke at bedrive selvstændig journalistik men i for høj grad at læne sig op ad amerikanske aviser, blogs og magasiner. Marcus Rubin har selv tilbagevist anklagen, som man også kan se på journalisten.dk, der har linket til både kritikken og svaret.. Efterfølgende har Berlingske Tidendes USA-korrespondent, David Trads, givet sit besyv med i indlægget korrespondent i en web-tid

Jeg vil ikke gå ind i persondiskussionen, men vil gerne give mit bud på udlandskorrespondentens rolle. En del af opgaven er korrekt defineret af Trads i førnævnte indlæg, hvor han skriver, at korrespondenten skal "følge så godt med i sit lands udvikling, at han eller hun præcist kan udvælge og beskrive de historier, der passer bedst på sit eget medies målgruppe. "At følge med" definerer han som "en total-oplevelse: "at læse – og at læse meget og bredt. En anden metode er at rejse rundt i samfundet – at få konstante indtryk af, hvad der optager folk. En tredje måde består i hele tiden at opsøge kilder – eksperter, politikere, erhvervsfolk, et cetera. En fjerde pointe er at tale med alle dem, man bare møder – på sin vej, børnenes skole, idrætsklubber og så videre."

Trads' definition kan man dog med fordel udvide. Der er en del, som mener, at de i dag selv kan følge med i et lands udvikling on-line (selv om jeg er enig med Berlingskes korrespondent i, at de færreste vil vide, hvor de bedst skal lede og hvad der er mest repræsentativt). En mere tidssvarende definition kunne være – med tak til min kollega Mads Frese fra Italien – at betragte korrespondenter som "vidensarbejdere, der rapporterer om udviklingen, oversætter og kontekstualiserer den offentlige debat i fremmede lande."

Uden at postulere at jeg ligger inde med den skudsikre definition på korrespondenten som international vidensarbejder, vil jeg give følgende bud på en uprioriteret liste over, hvad det kræver at opfylde denne rolle på tilfredsstillende vis:

* en solid historisk, politisk og samfundsøkonomisk baggrundsviden om det land/den region, man er udstationeret i samt også gerne en rimelig viden om internationale forhold. Det er f.eks. ganske svært at give en ordentlig analyse af et amerikansk udspil om Mellemøsten, hvis man ikke forstår den regionale kontekst eller intet kender til Mellemøstens historie.

* en journalistisk bonitet, der gør, at modtageren finder skribenten troværdig/hæderlig/ordentlig. At korrespondenten har sit eget "brand" og sine håndværksmæssige færdigheder i orden

* intelligens og analytisk evne

* en åben og nysgerrig tilgang til forholdene i ens midlertidige hjemland

* en levende fortælleglæde og helst et fremragende sprog, der kan suge modtageren ind i et univers, der kan ligge langt væk fra dennes hverdag

Er disse krav opfyldt, er udlandskorrespondenten noget af det bedste en medievirksomhed kan investere i, for hendes arbejde giver læseren/seeren/lytteren en mulighed for indsigt i komplekse problemstillinger og viden om dele af verden, som ellers er svært tilgængelige. Ja faktisk kan man mene – modsat det der synes at være de flestes præmis – at den overvældende kakofoni af nyhedsstøj på internettet gør det mere væsentligt end nogen sinde før at have korrespondenten som navigatør og oversætter af en kompleks international virkelighed.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen