”Kunne et dansk medie finde på at sende en korrespondent til USA, der ikke taler engelsk? Og hvis nej, hvorfor er det så tilfældet i Asien og Mellemøsten, hvor selv nogle af vores stjerne-korrespondenter ikke taler sproget?”

Spørgsmålene kommer fra journalist Malene Jensen. Hun er freelancer bosiddende i Seoul i Sydkorea, hvorfra hun skriver fast for Politiken – og bruger rigtig meget tid på at lære sig koreansk.

For Malene Jensen er det afgørende, at hun kommer til at mestre sproget godt nok til at kunne arbejde på det som journalist.  I forbindelse med sit speciale fra Roskilde Universitet har hun nemlig brugt et år på at undersøge, hvordan sprogbarrierer påvirker den journalistiske dækning af et land i alt fra idéfase og research til interviews og færdig produktion.

Her opdagede hun, hvad hun betegner som et alvorligt problem for journaliststanden.

”Problemet er, at rigtig mange medier prioriterer journalistisk ekspertise over sprogkundskaber eller kulturel forståelse, når de vælger, hvem de skal sende ud i verden som korrespondenter. Det kan i værste fald føre til misinformation og skabe et fordomsfuldt billede af det land, de dækker,” mener Malene Jensen.

Sproget er ikke et krav

Konkret har Malene Jensen undersøgt emnet med udgangspunkt i et feltstudie og sit eget virke som journalist i Sydkorea. Her gik det hurtigt op for hende, at de fleste vestlige korrespondenter i landet ikke taler koreansk.

”Ingen af de vestlige korrespondenter fra blandt andet USA og Storbritannien, jeg talte med i mit feltstudie, kan tale koreansk, selv om flere har været i landet i op til 20 år. Og når jeg spurgte, svarede alle, at det største problem for deres dækning af landet var, at de ikke taler det lokale sprog,” fortæller Malene Jensen.

Men hvorfor gør de så ikke noget ved det, hvis de har det sådan?

”Det udtrykker de også ærgrelse over. Mit indtryk er, at de fleste også har forsøgt at gøre noget ved det, men koreansk er ikke et sprog, du lige lærer hen over natten, og samtidig er de ikke blevet skubbet til det af deres arbejdsgivere. Det har ikke været forventet, og så får man ikke lige gjort noget ved det,” siger hun.

Selv har Malene Jensen heller ikke oplevet, at Politiken har presset på for, at hun skulle lære at tale koreansk for at levere til dem fra landet. Hun har heller ikke set, at det at kunne tale det lokale sprog har været opstillet som et krav i de jobopslag for korrespondentstillinger i ikke-vestlige lande fra primært internationale medier, som hun i forbindelse med sit speciale har gennemgået.

Nuancer, nerve og nærvær går tabt

Ifølge Malene Jensen findes der ikke tal på, hvor mange korrespondenter der taler sproget i det land, de dækker. Men de enkelte undersøgelser af vestlige korrespondenter udsendt til ikke-vestlige, ikke-engelsk-talende lande indikerer, at kun få korrespondenter taler det lokale sprog.

Interviews foretaget blandt korrespondenter bosat i Irak, Indonesien, Sydkorea, Japan og Mellemøsten viser, at de færreste har så meget som basale sprogkundskaber i det land, de bor i.

Spørger man Malene Jensen, er en af konsekvenserne, at nuancer, nerve og nærvær går tabt, når interviews foregår på engelsk eller gennem en tolk eller fixer.

”At kunne tale et sprog og forstå en kultur hænger sammen. Og du risikerer, at nogle af de små detaljer, der gør kilderne menneskelige og relaterbare, går tabt i oversættelsen. Alt det, der er med til at tegne en kildes personlighed og kulturen i det land, man dækker,” siger hun og nævner et eksempel fra mellemøstkorrespondent Caroline Hawley fra BBC.

Hun fortæller om en opgave i en krigszone, hvor hun mødte et barn, som havde mistet benet i en bombeeksplosion. Barnet fortalte på arabisk, at benet ikke kunnet være blevet begravet ordentligt, for ellers ville det ikke gøre så ondt. Men i oversættelsen til journalisten, blev det bare til: Hun siger, at det gør meget ondt.

”Og det er jo virkelig ærgerligt, for det er jo lige præcis sådan et citat, der sætter sig i sjælen og gør, at man husker det barn,” siger Malene Jensen, der ikke vil hænge navngivne korrespondentkolleger fra Danmark ud.

Oplevede selv problemet

Selv taler Malene Jensen flydende japansk, og det var da også meningen, at det var i Japan, hun ville slå sig ned og starte sin journalistiske karriere.

Men på grund af corona endte hun i Korea og fik på den måde at mærke på egen krop, hvad det betyder for journalistikken, når man ikke taler sproget.

”I lang tid var det et kæmpe problem, at de koreanske kilder, jeg endte med at snakke med, næsten kun var dem, der kunne japansk eller engelsk. Jeg måtte også opgive mange historier i starten, fordi kilderne ikke ville tale med mig. Måske fordi mange har forbehold, når de bliver kontaktet på engelsk. Det er i forvejen skræmmende at tale med en journalist, og så endda en fra et andet land på et andet sprog,” siger Malene Jensen.

I dag taler hun et langt bedre koreansk, selv om hun stadig arbejder på at blive bedre. Og det gør en kæmpe forskel.

”Lidt skarpt sat op gør det, at jeg lige pludselig får adgang til hele Korea frem for kun adgang til det lille udsnit af befolkningen, der kan engelsk. Jeg kan læse og researche på koreansk nu, jeg kan frit kontakte kilder uden at gå igennem en tolk eller fixer. Så det gør en kæmpe forskel,” fortæller hun.