Danskernes lyst til at holde et vågent øje med omverdenen stagnerer, og flere og flere vælger at få deres appetit på udlandsnyheder dækket via tv og Internettet. De to tendenser bør give panderynker og føre til omstruktureringer på avisredaktionerne.
Dækningen af det internationale stof er ikke alene vigtig. Vælger aviserne i deres udlandsdækning at satse på at bryde traditioner, ved bedre kvalitet og mindre brændpunktsjournalistik kan de få flere yngre abonnenter, og det er jo det, alle gerne vil i de her år, hvor det samlede avisoplag konstant rutscher nedad.

Da Berlinmuren blev hamret ned i de historiske novemberdage for ti år siden, sendte det afspændende signaler rundt på hele den nordlige halvkugle. Siden er befolkningerne i USA og Europa blevet faste i troen på fred og ingen fare for atomkrig.
Den manglende angst for krig er stærkt medvirkende til, at publikummet for internationale nyheder svinder ind. Den tendens er efter alt at dømme på vej til Danmark, der ellers er så afhængig af omverdenen. Kosovo-konflikten er undtagelsen, der bekræfter tendensen.
Hverken aviser eller tv i Storbritannien kunne registrere et stigende publikum under Kosovo-konflikten. Og i Danmark fortsatte det samlede avisoplag med at falde i de 11 uger, bombningerne af Serbien stod på.
Det er jo tankevækkende, at flere folk ikke køber en avis i en situation med krig i Europa, hvor Danmark deltager, og masser af flygtninge er på vej. Det må jo også ærgre på udlandsredaktionerne, når man ved, hvor meget ekstra krudt, der blev brændt af i løbet af de 11 uger.

I USA har tv-stationerne draget konsekvensen af, at de udenlandske nyheder trækker færre seere og dermed reklameindtægter. Så sent som i 1970 optog udenrigsstoffet 45 procent af sendetiden i amerikansk fjernsyn. Ved det seneste opgørelse i 1995 var andelen faldet til 14 procent, og andelen vurderes nu til at være under 10 procent.
Det er mit indtryk, at udlandsstoffet også i Danmark taber terræn til bl.a. livsstils- og forbrugerstof.

Ud over stagnerende læserinteresse må avisernes udenrigsredaktioner i de her år konkurrere hårdt med tv og Internettet. Lige siden Peter Arnett fra CNN stillede sig op i Baghdad i 1991 under Golf-krigen, har tv forsøgt at være på pletten i brændpunkterne med mere eller mindre dårligt forberedte journalister. Denne trang til at zoome ind har desværre bredt sig til aviserne med det resultat, at dækningen af verden bliver uprioriteret.
I læsernes øjne bliver en orkan på USA´s østkyst næsten lige så vigtig som afstemningen i Østtimor eller krigen i Tjetjenien. Samtidig bliver dækningen af verden mere skæv. Eller som en forsker udtrykte det under Kosovo-konflikten:
»Der er kun plads til en stor sag i medierne ad gangen, og derfor kan Afrika stort set synke i havet i øjeblikket, uden at det vil komme på forsiderne.«
Når udenrigsredaktionerne på aviserne dyrker faldskærms-journalistikken, er de med til at grave deres egen grav. For hvorfor købe en avis når tv alligevel giver de informationer, man behøver for ikke at falde igennem i det sociale liv? Her ligger en af de virkelig store udfordringer til aviserne i de kommende år.

I stedet for at græde snot over, at udlandsstoffet ikke længere er højeste mode inden for medieverdenen, kunne redaktionerne passende begynde med at gøre grænserne mellem stofområderne mere flydende.
I en verden hvor kommunikationen og investeringerne over grænserne vokser, og EU-landene rykker tættere sammen, virker det på nogle måder utidssvarende at dele stoffet op i ind- og udland. Helt galt går det i Information, når hovedet på et opslag siger »Danmark« på den ene side og »Verden« på den anden.
»Verdens lande bliver i stigende grad gensidigt afhængige, og derfor burde aviserne overveje måske at lægge indlands- og udlandsredaktionerne sammen« eller i hvert fald stille krav om, at fagmedarbejderne holder sig orienteret om den internationale udvikling inden for deres felt.
Hvor ofte ser man i dag udenlandske kilder på indlandshistorierne?
Integrationen af udlandsstoffet bør være en ledetråd på redaktionerne, sådan som det øjensynligt i stigende grad er det for erhvervs- og til dels kulturstoffet.

Når læserinteressen for udenrigsstoffet er svingende og formodentlig stagnerende, hænger det også sammen med, at vi på udlandsredaktionerne er blevet så satans kloge.
Udlandsstoffet er blevet for elitært – selv til tider i en avis som Information, der henvender sig til veluddannede. Avisernes udlandsstof bærer præg af for lidt perspektiv, for få forklaringer og såkaldte almindelige mennesker. Journalister vil så gerne give indtryk af, at de har fod på de lande, som de dækker. Og de glemmer, at hverken læsernes forhåndsinteresse eller viden er en given sag. Mens det daglige spørgsmål fra indlandsredaktørerne tilsyneladende er:
»Kan vi så ikke lige få en case?«, så er det her med konsekvenseksperter nærmest lidt odiøst på udlandssiderne.
Jo, vi får da mange skildringer fra ofre, når der er krige eller naturkatastrofer. Men i den øvrige dækning er der meget mennesketomt.
Jeg fik lidt af en aha-oplevelse for et par år siden, da jeg i Alt for Damerne læste et portræt af en ganske almindelig kvindes liv i Vietnam. Her gik jeg og troede, at jeg vidste en masse om Vietnam, men nu gik det pludselig op for mig, hvorfor vietnameserne ikke gør oprør mod det kommunistiske styre.

Jeg savner den gode reportage og skildring af hverdagsliv uden for krigs- og katastrofezonerne.
Da JP Explorer lagde ud for over et år siden under stor fanfare, gjorde de andre medier grin og spiste misundelsens brød. Men det er faktisk endt med at blive en succes.
Det strømmer ind med e-mail til exploratørerne i bilen, og de to-tre foredragsaftener efter hver etape bliver udsolgt. Til hvert arrangement deltager 160 læsere, og nogle af dem beder ligefrem om exploratørernes autografer.
Chefredaktør Ulrik Haagerup oplyser, at »ikke mindst den personlige logbog har lokket læserne videre ind på udenrigssiderne. Det kan vi lære af.«
Der er altså aftagere til personlige fortællinger, for det er måske netop her, at andre end erhvervsfolk med interesse for markeder går i krig med udlandsstoffet. Ifølge forstanderen for International Afdeling på Danmarks Journalisthøjskole, Hans-Henrik Holm, vil især unge gerne læse udenrigsstoffet, og det er da oplagt at udnytte.

Det mest ærgerlige ved dette årtis største forsøg på nytænkning inden for udenrigsstoffet, JP Explorer, er, at turen slutter ved årsskiftet. Og Danmarks internationale avis er med sine omkring to-tre daglige sider udlandsstof jo i hvert fald, hvad kvantiteten angår, ikke specielt mere international end Politiken, Berlingske Tidende, Information og Kristeligt Dagblad.
Man kunne passende fejre ti-året for Murens fald ved at rive nogle af murene ned rundt om på redaktionerne.

Af Iver Houmark Andersen, journalist på Information