search

UDLAND I UDVIKLING

Udland er et stofområde under kraftig forandring – væk fra det kedelige og hen mod det kulørte. Det er en af de nye tendenser i udenrigsjournalistikken, fremgår det af bogen “Verden på tilbud”.

Udland er et stofområde under kraftig forandring – væk fra det kedelige og hen mod det kulørte. Det er en af de nye tendenser i udenrigsjournalistikken, fremgår det af bogen “Verden på tilbud”.

 

Udlandsstoffet er slet ikke, hvad det plejer at være i danske medier. En af de sidste bastioner for kedelige historier er ved at falde. Det samme gælder barriererne i forhold til andre stofområder. Tendensen går i retning af oplevelser og underholdning i udlandsstoffet.
Men der er ikke i samme grad, som man ser det i for eksempel USA, tale om en voldsom nedprioritering af stofområdet. Snarere om, at der sker en kvalitets-spredning – store danske morgenaviser tilbyder mere spændende internationalt stof end nogensinde, mens andre dagblade lader sig hægte af.
Alt sammen fremgår af en bog om udenrigsjournalistik i danske medier. “Verden på tilbud”, som bogen hedder, går så vidt, at den sammenligner tempoet i forandringerne i udenrigsjournalistikken med en tornados hast. Bogen gør status over udviklingen i udenrigsjournalistikken, og så peger den på udviklingsmulighederne.
“Midt i forandringens tornado har vi søgt at åbne et vindue til en debat om, hvad vi gør, hvor vi gør det, og hvordan vi kan gøre det,” skriver de fem forfattere i bogens forord.
Bogen er udgivet af Center for Journalistik og Efteruddannelse (CFJE). Lars Kabel, centrets leder, siger om det nye danske medie-udland:
“Udlandsdækningen i Danmark er fortsat kvalificeret og bred. Men den er for det første under pres fra krav om, at mere og mere skal dækkes, mens det sker. Stofområder smelter sammen, og det er svært for fagets udøvere at fastholde en avanceret viden om internationale forhold. For det andet er der et kommercielt pres i retning af, at stoffet skal være underholdende og billigere at producere. Men det hindrer ikke, at journalistikken kan blive mere nærværende, direkte rapporterende og oplevelsesbetonet,” siger Lars Kabel, som er én af bogens fem forfattere.

Explorer som ny stil
Et af bogens eksempler på nytænkning og mere underholdning i udenrigsjournalistikken er Jyllands-Postens eksperiment med JP Explorer. Op til årtusindskiftet sendte bladet skiftende hold af reportere i en firehjulstrækker ud i hjørner af verden, som normalt ikke kommer i pressen. Ikke mindst unge mennesker fulgte turen, i avisen og på Internettet.
“Explorer var en udvidelse af udlandsdækningen, noget ekstra læserne fik og en ganske markant satsning på det internationale stof. Vi gik efter historier med kvalitet i og brugte i vidt omfang de stedlige korrespondenter, som i forvejen kender den pågældende del af verden,” siger Jørn Mikkelsen, udlandschef på Jyllands-Posten.
“Vi efterlyser de anderledes historier og har måske hidtil været for hurtige til at skære dem væk. Vi vil gerne have vore egne ting, men jeg kan ikke se noget anstødeligt i, at vi også dyrker de samme store begivenheder som andre medier. Vi er trods alt en avis, hvor læserne skal være sikre på at finde det væsentlige. Plus noget mere, vi vælger ud specielt til dem,” fortsætter Jørn Mikkelsen.
Men der er udlandsjournalister, der ikke kan lide JP Explorer-projektet. Peter Thygesen, der i Weekendavisen skriver om blandt andet Afrika, hvor Explorer-ekspeditionen også var, siger klart fra, når udenrigsreporteren tager til de varme lande, iført korte bukser og firehjulstrækker.
“Jeg kan ikke se fidusen i det. Det bliver ofte for kulørt – en gimmick. For hvad nytter det at skrive om den slags, hvis man ikke bagefter følger det op og trækker perspektiver,” siger han.

Korrespondenter breder sig
Men på Jyllands-Posten, “Danmarks internationale avis”, er udland meget mere end Explorer. Avisen har det mål, at den internationale vinkel skal gennemsyre hele bladet.
“Udland er ikke et reservat, hverken mandskabsmæssigt eller i avisens sammensætning. Derfor er det en daglig afvejning, om korrespondenterne skal bruges af udland, kultur, erhverv eller måske JP Århus,” siger Jørn Mikkelsen.
Michael Ehrenreich, kollegaen på konkurrenten Berlingske Tidende, er helt enig i den brede anvendelse af korrespondenterne:
“De skal brede sig i avisen, har jeg altid ment, de skal ud at rejse i deres områder og lave historier, der fremmer læsernes forståelse for det, som sker. Jeg vil ikke binde dem til at blive på deres pind i hovedstaden. Washington er jo for eksempel ganske atypisk for USA.”
Han mener ikke, at de mere oplevede historier fra ukendte steder absolut fører til en kvalitetssænkning. Afgørende er, om historien gribes an på en ordentlig og sober måde, med respekt for væsentlighed og redelighed.
Tiden for den diplomatiske korrespondent er under alle omstændigheder forbi, konstaterer han uden beklagelse. Men ikke for “en klog ugle”:
“Den kloge korrespondent, der følger med og kan give overblik, er der mere brug for end nogensinde. Man ser jo netop nyhedsanalyser og kommentarer, som de folk skriver, brede sig i de skrevne medier. Og det, de laver, behøver bestemt ikke at være kedeligt, fordi det er sagligt.”
Frank Esmann, der nu er på DR2 efter 18 år som DR-udenrigs-korrespondent i blandt andet USA, ser en meget mere varieret dækning af udlandet.
“Hos de store danske morgenaviser er kvaliteten højere end nogensinde,” konstaterer han.
“Men på tv er der en udvikling i gang, hvor man skærer ned på antallet af faste korrespondenter, og hvor de, der er tilbage eller bliver sendt ud, skal dække begivenheden for tre medier på en gang (radio, tv og Internet red.). Det betyder, at de aldrig får tid til en god kontakt med de folk og de lande, hvor de arbejder.”
Han er imidlertid ikke enig i, at hurtig udsendelse til et brændpunkt i udlandet af en egen medarbejder nødvendigvis giver ringe kvalitet og pop på skærmen:
“Det at sende en egen reporter ud er med til at brande (varemærke eller skabe genkendelighed red.) et program. Afgørende for resultatet er, hvor godt reporteren, der er landet et sted, han eller hun ikke kender, bliver fodret af andre på holdet.”

Det dobbelte værd
Poul Smidt er nu også på DR2, men har tidligere været DR-udstationeret i Washington og Bruxelles. Han er mere kritisk over for denne vi-er-her-selv- journalistik, hvor det er en vigtig pointe at stille sig op på stedet og sige: “I bygningen her bag ved mig …”.
“Nogle af de folk, der står derude, har ikke andet at byde på end det, hjemmeredaktionen har givet dem med,” siger han.
“Det varer vel ikke længe, inden de kan nøjes med at læse op fra den teleprompter, der ikke ses på skærmen. Den slags er udtryk for et spild af ressourcer, der er dybt bekymrende.”
Også Ole Nyeng, udlandsjournalist på Information, deler Poul Smidts bekymring:
“Jeg vil advare mod faldskærmsjournalistikken, fordi reportere kan blive kastet ned på steder, de ikke ved noget om. Emnerne er globale, men vi skal holde fast i sagligheden.”
Samtidig mener Ole Nyeng, at de faste korrespondenter bruges forkert. De laver alt for mange historier, der praktisk taget er ens. Måske til dels, fordi det er bekvemt for dem på den måde at dække sig ind. Men risikoen er, at de keder læserne til døde. De kunne gøre meget mere gavn gennem fokuseret reportage, fulgt op af analyser.
Poul Smidt mener, at pengene er langt bedre investeret i flere, faste korrespondenter, der kan deres område. At spare på dem er udtryk for et snæversyn på fremmarch. For ikke blot leverer disse mennesker høj kvalitet, de er også – hvad målinger vil kunne vise – så produktive, at deres løn ifølge Smidt burde fordobles.
Den klassiske korrespondent, der levede et isoleret liv i diplomatiske kredse, beklager Poul Smidt imidlertid ikke, er forsvundet:
“Mange af de gamle var uden forståelse for eller interesse i, hvad der foregik hjemme i Danmark. De havde det fint med ikke at skulle forholde sig til noget som helst.”
Med hans baggrund er det en kilde til undren, at danske medier ikke tidligere har taget den fulde konsekvens af udviklingen i Europa og har nedbrudt skrankerne mellem dækningen af dansk politik og EU.

Ritzau er nok
Bogen fra CFJE konstaterer, at amerikanske tv-stationer og danske provinsaviser følger samme tendens til at nedprioritere udlandsdækningen.
“Vi kan ikke konkurrere om nyhederne. Vi diskuterer for tiden, om vi overhovedet skal have noget, der hedder udland,” siger Torben Pedersen, redaktionschef i de Bergske Blades fællesredaktion, til “Verden på tilbud”.
Nyhedsdækningen fra udland overlader de Bergske Blade til Ritzau. Århus Stiftstidende nedlagde i fjor sin udlandsredaktion på fire personer. Og både NORDJYSKE Stiftstidende og JydskeVestkysten har skåret ned.
Chefredaktør på NORDJYSKE, Flemming Hvidtfeldt siger:
“Udlandsstoffet har ingen høj prioritering hos os. Vi bringer det på en side om dagen, baseret på Ritzau. En udlandssektion, Aalborg Stiftstidende havde hver onsdag, er skåret væk. Og vi har kun en korrespondent tilbage, i Bruxelles – sammen med de andre i 4 S, for EU er jo vigtigt. Vor holdning er, at vi skal holde os til det regionale og det lokale stof, og at de fleste begivenheder ude i verden dækkes udmærket af RB, radio og tv.”
Jørgen Baungaard, redaktør på JydskeVestkysten, udtaler sig helt parallelt:
“Vi har, for at spare, skåret udland ned med en til to spalter dagligt. Og vi har kun to deltidskorrespondenter, ved EU og i USA, tilbage. Aviser af vores type skal i høj grad samle sig om det regionale og det lokale. Hvis nogle af læserne er meget interesseret i udland, kan de alligevel ikke nøjes med os.”

FORANDRINGENS TORNADO

Udlandsstoffet i danske medier er inde i en “forandringens tornado”, konstaterer bogen “Verden på tilbud”. Den rummer resultatet af en undersøgelse, som beskriver den redaktionelle dagligdag og den faktiske dækning på nogle udvalgte udlandsredaktioner. Og den opregner nogle udfordringer, som medierne har/skubber foran sig.

Her er nogle centrale konstateringer fra den 210 sider lange bog:

l Udbuddet af udlandsstof er mange doblet i 90’erne.

l En stor del af avisen er blevet internationaliseret.

l En separat udlandsredaktion er ikke længere nogen selvfølgelighed.

l Udland bruges mere til at sætte problemer på dagsordenen end som en fjerde, kontrollerende statsmagt.

l Udlandsstoffet prøver at nå bredere ud – ikke bare til de særligt interesserede og i forvejen velinformerede A-brugere, men til en større B-offentlighed. Et af midlerne er mere oplevet, kulørt, skævt, menneskeligt og underholdende stof.

l Korrespondenter bruges i dag meget bredere end traditionelt, nemlig også til kultur, erhverv, miljø, ja endda sport.

l Faste korrespondenter afløses nogle steder af billigere stringers på deltid eller udsendte reportere.

l I elektroniske medier kan en kendt reporters tilstedeværelse være en del af historien.

l EU-stof integreres stadig mere med Christiansborg-stof.

l Fokus er de seneste år rettet mere mod nære områder som Europa, USA og Rusland og bort fra udviklingslandene.

l De fleste nyhedsmedier har stadig som målsætning at være hovedkilde til udland for deres læsere, lyttere og seere. Men lokalaviser er ved helt at opgive stofområdet, og regionale dagblade nedprioriterer det.

“Verden på tilbud” er netop udgivet af Center for Journalistik og Efteruddannelse og er skrevet af Hans-Henrik Holm, afdelingsforstander for international politik på Journalisthøjskolen, Lars Kabel, leder af CFJE, Torben Kitaj, udlandsredaktør på TV-Avisen, Lars Møller, freelancer med speciale i udviklingslande og Flemming Ytzen, redaktionssekretær på Politikens udlandsredaktion.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen