Fodboldlandsholdet forsøgte at lægge Tøfting-historien død. I stedet blev Tøftings fortid rullet op for millioner af læsere i udlandet. Journalister i England undrer sig over, at dansk presse har kunnet holde sagen hemmelig så længe.
Britiske og tyske fodboldspillere og sportsstjerner skal ikke regne med, at de som danske Stig Tøfting kan holde uønskede ting ude af avisernes spalter. For hvis sportsjournalisterne ikke vil skrive historien, så er andre journalister – i modsætning til i Danmark – parate til at sparke til den.
"Jeg tvivler meget stærkt på, at en baggrund som Stig Tøftings kan holdes hemmelig i britisk presse. Sportsjournalisterne kunne måske godt enes om at lade sagen ligge, men nyhedsjournalisterne ville gå efter den, når de fik nys om den. Sådan foregår det på tabloidaviserne. Jeg synes, det er utroligt, at sagen har kunnet holdes hemmelig i så lang tid i Danmark," siger Keith Perry, næstkommanderende på sportsredaktionen på The Daily Telegraph i London.
Den konservative britiske avis med cirka en million i oplag skrev Tøfting-historien, efter at landsholdet havde lanceret sit protestbrev mod SE og HØR. Havde landsholdet håbet, at protesten kunne lægge låg på detaljerne i Tøfting-affæren, så gav det bagslag – i hvert fald i udenlandsk presse.
Alle detaljer med
Telegraphs korrespondent i Sydkorea nævnte både mordet på moderen og faderens selvmord samt Tøftings bånd til Hells An-gels. Det samme gjorde mange andre medier.
"Når landsholdet laver en sådan protest, så må vi skrive, hvad sagen egentlig handler om – hvad der er sket. I det hele taget ved britiske fodboldspillere, at når de kommer på landsholdet, vil alt om dem blive kendt," fastslår Keith Perry.
Han tilføjer, at bladets interesse i Tøfting overvejende skyldes, at den danske midtbanespiller til daglig spiller i den engelske klub Bolton Wanderers.
Men ville Telegraph have været først med historien i Storbritannien, hvis de havde fået kendskab til Tøftings baggrund før fodbold-VM?
"Hvis vi havde fået et tip om Tøftings historie og samtidig fået melding om, at det ville gå ud over hans mentale ligevægt, hvis vi trykte den – ja, så håber jeg, at vi ville forbigå historien i tavshed," lyder Keith Perrys ikke helt overbevisende svar.
Ikke Tøftings skyld
Konkurrencen især blandt tabloid-aviserne er så intens, at man ikke ville have ladet en sag som Tøftings ligge. Det er Keith Perrys kollega, Ted Chadwick, fra sportsredaktionen på tabloidmarkedets sværvægter, The Sun, ikke i tvivl om. Den slags historier skal trykkes – og i hele The Suns oplag på tre millioner.
"Det var en fascinerende og tragisk historie. Her i landet ville det være usandsynligt, at man ikke ville skrive den. Historien kan jo også skrives på en sympatisk måde. Det er jo ikke Stig Tøftings skyld, og man skælder ham heller ikke ud," siger Ted Chadwick.
"Der er forskel på sports- og nyhedsjournalister. Sportsjournalister elsker sladder, og de vil få en masse ting at vide: At brasilianske Rivaldo går i seng med en halv snes kvinder hver aften, eller hvad ved jeg. Men de vil måske ikke trykke dem, for de skal hele tiden i kontakt med sportsfolkene. Så de har en interesse i ikke at skabe problemer for dem. Men nyhedsjournalister, som ikke skal henvende sig til sportsfolkene igen, vil undersøge historien," tilføjer han.
The Sun, der bragte Tøfting-historien med alle detaljer, har ingen fast politik for, hvor langt man vil gå i rapporteringen af folks privatliv.
"Det er umuligt at sige på forhånd, det må afgøres fra sag til sag. Sportsfolk er lige som popstjerner i dag, og de må finde sig i at komme i søgelyset. Men hvis jeg lå inde med oplysninger, som kunne skade Englands chancer ved fodbold-VM, ville jeg måske blive presset til ikke at trykke dem," siger Ted Chadwick, der ikke erindrer, at han nogensinde har givet efter for sportsfolks ønske om at blive holdt fri af spalterne.
Tabloid-aviserne trykker den
På kontinentet har aviser fra hele spektret viderebragt historien om Stig Tøfting. Nogle har blot holdt sig til at skrive, at forældrene døde under "tragiske omstændigheder", mens andre ligefrem har forsøgt at sætte sig ind i den danske spillers psyke.
På sportsredaktionen på det ansete Süddeutsche Zeitung i München valgte man at trykke historien, dels på grund af Tøftings fortid i fodboldklubben Hamburger SV, dels på grund af indholdet. Artiklen omtalte alle dele af sagen under overskriften "Tabubrud".
"Vores historie afspejler sådan set bare reaktionerne i Danmark. Vi nævner kun i en enkelt sætning, hvad der egentlig er sket med forældrene," siger fodbold-redaktør Andreas Burkert.
"Jeg er ikke sikker på, at man ville kunne holde en sag som Tøftings hemmelig i Tyskland. Tabloidaviser som Bild Zeitung ville trykke den," siger han.
Andreas Burkert er ikke personligt blevet bedt om at holde historier uden for læsernes rækkevidde. Men han husker en sag, hvor en tidligere træner for Bayern München havde haft en affære under en turnering i Tokyo. Ingen sportsjournalister skrev den, men til sidst slap den alligevel ud – i Bild Zeitung.
HVAD UDLANDET SKREV
Da det danske landshold udsendte sin støtte-erklæring til Stig Tøfting, fik europæisk presse færten af den danske spillers tragiske baggrund. Og ikke alle valgte at være lige så tilbageholdende som danske sportsjournalister. Her er et udpluk af, hvordan medier i Storbritannien, Tyskland og Frankrig præsenterede historien:
– The Telegraph, Storbritannien, 6. juni:
"Danskere bakker op om Tøfting". Faktuel nyhedshistorie om, hvordan Stig Tøfting "som 13-årig dreng kom hjem fra skole og fandt sin mors lig. Hun var blevet skudt af faderen, som så havde skudt sig selv". Citater fra landsholdets erklæring.
– Berliner Morgenpost, Tyskland, 6. juni:
Kort notits, der nævner mordet på moderen og faderens selvmord.
– AFP, Frankrig, 7. juni:
"Indignation i Danmark efter artikel om Tøfting". Langt telegram fra København om vreden over SE og HØR og afskedigelsen af Peter Salskov. Citerer til sidst SE og HØR for, hvordan "unge Tøfting i en alder af 13 år kom hjem fra træning og fandt sine forældres lig efter et mord og selvmord".
– Hamburger Abendblatt, Tyskland, 7. juni:
Omtaler affæren i sit referat af kampen Danmark-Senegal. Noterer, at Tøfting var frustreret efter omtalen af hans "forældres tragiske død". Ingen yderligere detaljer.
– Süddeutsche Zeitung, Tyskland, 8. juni:
"Tabu-brud – Stig Tøftings tragedie". Skriver hvordan Tøfting i sin tid hos Hamburger SV blev spurgt om sit største nederlag og svarede, at HSVs fiasko i Champions League efter en uafgjort kamp mod Juventus var det bitreste nederlag. "Men siden denne uge ved vi, at Stig Tøfting, 33, allerede tidligere i sit liv har taget imod nederlag, som slet ikke kan sammenlignes med noget i fodbold. Da Stig var 13 år, dræbte hans far moderen og derefter sig selv."
– Ouest-France, Frankrig, mandag den 10. juni:
"Tøfting – den danske græsslåmaskine". Portræt af den danske midtbanespiller. Beskriver hvordan et "skandaleblad" har afsløret "den tragiske historie om mordet på forældrene" og Tøftings svar, at det er en "meget personlig historie". Ingen yderligere detaljer.
Læs også: "Folk elsker at hade os" , Selvcensur på SE og HØR og De hemmelige journalister.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej med jer
Det bedste mulighed for at komme i kontakt med Stig Tøfting er nok at ringe til Randers FC, hvor han er assistenttræner. Randers FC har telefon 86 41 51 22.
vh
Morten
Hej med dig.
Kan vi få lov til at stille Stig nogle spørgsmål, om hans karriere.
Vi har om ham i projekt ugen, og prøver at få kontakt med ham... Bare send en mail til mig, og svar.. Så kommer vi med en del spørgsmål som han skal svare på.