search

Uden for citat

  Hvordan håndterer man de godbidder, der blev givet til baggrund, i al fortrolighed, eller som bare lige smuttede med under interviewet - og som kilden nu trækker tilbage? MUNDKURV. »Men det skal du selvfølgelig ikke skrive.«

Hvordan håndterer man de godbidder, der blev givet til baggrund, i al fortrolighed, eller som bare lige smuttede med under interviewet – og som kilden nu trækker tilbage?

MUNDKURV. »Men det skal du selvfølgelig ikke skrive.«

Ministeren, kommunaldirektøren, kriminalassistenten eller en af nationens intellektuelle matadorer bemærker det i et let tonefald lige efter at have fremført en aldeles opsigtsvækkende udtalelse.

Dilemma: Hvordan bør man som journalist forholde sig, når man pludselig bliver udstyret med en mundkurv med tilbagevirkende kraft?

Som gammel Christiansborg-reporter – og siden presserådgiver for Anders Fogh Rasmussen, da han var i opposition – sondrer Henrik Qvortrup altid mellem »det vil jeg ikke citeres for« og »det her må du ikke bruge«. Det sidste er uacceptabelt ifølge den nuværende chefredaktør på SE og HØR.

»Både i mine tidligere job og i mit nuværende får jeg dagligt tip, som kilden ikke selv ønsker at blive citeret for, men som man gerne må arbejde videre med. Det er jo sådan, det foregår. Men det er altså meget problematisk for en journalist at gå rundt med en viden, som slet ikke kan bruges. Jeg er så gammeldags, at hvis jeg har indgået en aftale, så binder den – ligegyldigt hvad. Derfor kan det bedste være at sige: 'Vi stopper interviewet her',« siger
Henrik Qvortrup.

Den slags fine fornemmelser har Elisabet Svane, journalist på Ekstra Bladet og veteran på Christiansborg, ikke:
»Jeg vil da høre alt! Så skal jeg nok bagefter selv vurdere, hvordan jeg kan bruge oplysningerne,« siger hun og gør opmærksom på, at der som regel ligger et motiv fra kildens side, som journalisten selvfølgelig ikke skal være blind for.

»Der er ikke noget, jeg ikke vil skrive. Men der er en del, jeg ikke kan skrive, fordi jeg ikke kan få oplysningerne dokumenteret fra anden side. Hvis jeg skrev det, ville jeg komme til at afsløre min kilde. Og selvfølgelig beskytter jeg min kilde. Men er sagen stor og principiel nok, vil jeg i yderste konsekvens godt kunne finde på at 'brænde' kilden og citere vedkommende alligevel. I så fald vil jeg føle jeg mig mere bundet af min forpligtelse over for læserne end over for den aftale, jeg har indgået med kilden,« fastslår Ekstra Bladets journalist.

Hun kan dog kun komme i tanke om en enkelt gang, det er sket i hendes tid som politisk reporter. Og det var ikke hendes eget blad, men Mikkel Hertz, dengang reaktionschef på Morgenavisen Jyllandsposten, der kom først og smak en nyudnævnt socialministers noget uheldige underhånds-udtalelser på forsiden.

Bente Juncker (CD) var i foråret 1994 lige blevet minister, da Ekstra Bladet gravede en gammel sag frem om Juncker og hendes mand, Uffe Thorndahl (K). Politiker-ægteparret havde engang indgivet politianmeldelse, fordi de følte sig generet af, at en gruppe mentalt handicappede midlertidigt var flyttet ind ved siden af parrets sommerhus, mens deres institution blev renoveret. Bente Juncker afviste anklagerne med, at det var hendes mand, der havde kontaktet politiet.

»Da vi begyndte at se på sagen, stødte vi imidlertid på flere personer, der havde hørt ministeren nævne, at institutionslederen var blevet anklaget for et seksuelt overgreb på en af sine klienter. Det var han ikke, og fordi det ikke passede, hvad ministeren sagde, mente de journalister, der arbejdede med historien, ikke, at det var noget at skrive om. Vel især fordi det var blevet sagt i nogle uformelle sammenhænge og »i logens tegn«, som det jo hedder på Christiansborg. Vi, der sad på afstand af sagen, følte os ikke så forpligtede af de spilleregler, men mente derimod, at det skulle der skrives om. Det førte til den formentligt korteste ministerperiode i dansk historie,« siger Mikkel Hertz, der i dag er redaktionschef på
TV2/Nyhederne i København.

Medievante kilder med et vist greb om magten lever i sagens natur med en kronisk nidkærhed fra pressen. Andre bør til gengæld kunne regne med udstrakt beskyttelse fra selv samme presse, når de pludselig har fået sagt for meget, mener Niels Northroup, leder af kriminalredaktionen på Ritzaus Bureau.

»Som politireporter kan man næsten ikke undgå at få et fortrolighedsforhold til sine kilder i politiet. Grænserne kan dermed meget let blive flydende mellem, hvad man kan citere, og hvad man ikke kan skrive, uden at det giver problemer for efterforskningen og kilden. Her er det journalisten, der skal sørge for at tænde det lange lys på landingsbanen og sige: 'Nu tager jeg altså blokken frem.' For at markere, at der skal være en professionel afstand. Vi er ikke kammerater, men har forskellige roller, og det er derfor ikke ligegyldigt, hvad der bliver sagt,« siger Niels Northroup.

Helt særlige hensyn skal kriminalreporteren selvfølgelig tage til privatpersoner, der kan være i dyb krise, når deres historie pludselig rammer medierne, og derfor ikke kan overskue konsekvenserne af deres udtalelser, tilføjer han.

Kulturjournalisten Nils Thorsen er også indstillet på at tage særlige hensyn. Hans speciale er at få kendte og ukendte personligheder til at tale meget længe om deres mest private neuroser, nederlag og anfægtelser i øvrigt. Nils Thorsen garanterer altid sine kilder, at de har final cut på den endelige tekst. Hans seneste interview-serie, »Til – om at blive og være…«, blev bragt i Politiken i efteråret og vinteren 2003 og indbragte ham en Cavling-nominering.

»Det er mig, der har udvalgt lige den sjettedel af et måske seks timer langt interview, som bliver skrevet, men det er deres livshistorie. Ingen andre har krav på at fortælle den. Derfor er det min holdning, at kilderne 'ejer' deres historie og også kan bede om, at jeg udelader noget. Eller endda helt dropper interviewet, hvis det skulle komme dertil. Men jeg kæmper selvfølgelig, hvis jeg synes, at noget er meget væsentligt at få med. I den seneste serie har jeg for første gang selv i to tilfælde været ved at springe fra, fordi kravene til ændringer var for store i forhold til min oplevelse af deres historier. Men hvem ved; måske er det mig, der ikke har set de personer rigtigt,« tilføjer Nils Thorsen beskedent.

Som journalist er man afhængig af sit kildenet, og den omstændighed skal man også have sig for øje, når man er endt i en kattepine med oplysninger, der forlanges holdt uden for blokken eller mikrofonen. Det mener lektor Lars Bjerg fra Danmarks Journalisthøjskole. Her træner han kommende journalister i at tackle den slags dilemmaer ved hjælp af rollespil og diskussioner.

»Hvis kilden på forhånd meddeler, at nu kommer der noget, der ikke kan skrives, kan journalisten som det puritanske yderpunkt vælge at sige: 'Nej tak, så vil jeg ikke høre det.' Hun kan også forsøge at lave en aftale om, hvordan hun så kan bruge oplysningen. Hvis kilden ikke først har gjort klart, at noget ikke er til citat, skal man selvfølgelig protestere. Men her bør man nok også afveje, hvor vigtig oplysningen eller citatet egentlig er for artiklen. Og det er helt rimeligt at tage det fremtidige samarbejde til kilden med i betragtning,« anbefaler DJH-lektoren.

Hans kollega Lise Lyngbye fra Syddansk Universitets journalistuddannelse er enig.

»Men det er også tilladt for en journalist lige at bede om betænkningstid, hvis præmisserne for et interview ændrer sig undervejs. Og her må man fra gang til gang vurdere, hvor afgørende oplysninger uden for citat kan være, og i hvilket omfang de i stedet vil stække journalisten. Jeg råder mine studerende til altid at lave klare kontrakter med kilden om, hvad der er til citat, og hvad der er baggrund. Så er de bedre rustet, hvis en garvet kilde forsøger at løbe om hjørner med dem, for eksempel ved midt under interviewet at begynde at lægge op til en falsk fortrolighed, som kan binde dem på hænder og fødder. I de fleste tilfælde vil den erfarne kilde nemlig være smartere end den urutinerede journalist,« lyder skudsmålet fra SDU-lektoren.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen