“Uden cases kan vi godt pakke sammen”

  Organisationen Ældre Sagen har stor interesse i at caste ældre som case-historier til den daglige nyhedsstrøm. MARKEDSFØRING. I Ældre Sagens kommunikationsafdeling har man for længst erkendt mediernes behov for cases - almindelige mennesker, der skal dokumentere alt fra dårlig hjemmehjælp til konsekvenser af ny lovgivning.

 

 
Organisationen Ældre Sagen har stor interesse i at caste ældre som case-historier til den daglige nyhedsstrøm.

 

MARKEDSFØRING. I Ældre Sagens kommunikationsafdeling har man for længst erkendt mediernes behov for cases – almindelige mennesker, der skal dokumentere alt fra dårlig hjemmehjælp til konsekvenser af ny lovgivning.

»Vi har i de senere år mærket en markant stigning i efterspørgslen på cases. Vi mærker konkurrencen mellem medierne, men også, at redaktionerne er presset. Vi får ofte en til to timer til at finde en case, der passer til det, de skal skrive eller lave indslag om. Vi bruger meget tid på det, og tanken om, at en betydningsfuld sag falder på gulvet, fordi vi ikke kan finde en case, kan godt være frustrerende. Men sådan er spillets regler,« siger Gerda Grønning, journalist i Ældre Sagen.

Hun og journalistkollega Jes Michelsen fortæller, at Ældre Sagen i år har fået cirka 400 henvendelser fra medierne. Næsten dagligt bliver de bedt om at levere en case. Andre gange har Ældre Sagen selv behov for at skaffe cases, hvis den for eksempel skal ud og 'sælge' et budskab eller en ny undersøgelse til pressen.

Gerda Grønning og Jes Michelsen fortæller, at de har prøvet at lave en database over folk, der gerne stiller op, men det virker ikke. I stedet samarbejder de tæt med både den centrale del af organisationen og de 215 lokalkomitéer ude i landet. Alle ved, at cases er livsvigtige.

Castingen fungerer ifølge Gerda Grønning ikke ved, at Ældre Sagen instruerer folk i, hvad de skal sige:

»Men vi prøver at bygge dem op psykologisk, så de har en god fornemmelse af, hvad det indebærer at stille sig frem. Vi sender dem aldrig i kløerne på en journalist uden først at forklare dem, hvad det præcist går ud på. Vi tager en grundig snak med dem, så de har historien i frisk erindring, når de bliver kontaktet af journalisten,« siger Gerda Grønning.

Det sker også, at Ældre Sagen har skaffet måske tre cases, så for eksempel TV-avisen har noget at vælge imellem. Ulempen er, at det kan være hårdt for de ældre, der sidder og venter to-tre timer på at blive interviewet, for så at få at vide, at det ikke bliver til noget alligevel.

»Vi er meget bevidste om etikken. På den ene side skal vi være sikre på, at den valgte case er repræsentativ for det problem, den skal illustrere. Men vi må hele tiden overveje, om vores case kan overskue konsekvenserne, og om vedkommende er rask nok og kan tåle, at der kommer både et kamera og en journalist,« siger Jes Michelsen.

Begge understreger, at det at caste cases er et samarbejde, som både medierne og Ældre Sagen har gavn af. Bagsiden af alle de cases er, at Ældre Sagen ind imellem kan blive beskyldt for at føre politisk propaganda ved hjælp af enkeltsager. Men omvendt er de vigtige, fordi de styrker Ældre Sagens troværdighed, dokumentation og politiske indflydelse:

»Uden cases kan vi godt pakke sammen. Uden dem ville vi slet ikke kunne komme igennem med vores budskaber,« siger Gerda Grønning.

Læs også:
Måske bliver de slagtet
Den gode, den onde og Klamme Erik
Fra privat til hvermandseje

0 Kommentarer