ENDELIGT. DR lukker endnu et af sine faste journalistiske programmer. Udenrigsmagasinet Udefra bliver sendt for sidste gang i november. Programmet, der har været en fast del af sendefladen, siden DR2 gik i luften i 1998, har med dokumentarudsendelser haft til opgave at vise den internationale udvikling.
Tyge Pedersen, der har været vært på programmet siden dets begyndelse, står meget uforstående over for beslutningen om at lukke Udefra.
»Det undrer mig, og jeg er da ked af det, for Udefra har været mit hjertebarn de seneste otte år,« siger han.
Tyge Pedersen har endnu ikke fået en reel forklaring på, hvorfor programmet har fået kniven. Programmet opfylder godt og vel de målsætninger for seertal og seertilfredshed, som chefredaktionen har udstukket, men alligevel trækker ledelsen stikket ud ved udgangen af året.
»Det her skal ses som et positivt tilvalg, ikke som et fravalg. Udefra har fungeret rigtig godt i otte år, og det er et program, vi har været meget glade for. Nu vil vi kigge på, hvordan man dækker udlandsstoffet i 2007, så der er ikke tale om fravælgelse af stofområdet,« forklarer DR2-chef Gitte Rabøl, som tilføjer, at DR2 i fremtiden vil dække udlandsstoffet gennem temaaftener, reportageserier og dokumentarprogrammer.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man kan sige at selv 2 år efter lukningen af Udefra, er tomrummet endnu ikke fyldt ud. "DR2 Udland" - et ellers udemærket program - har med sine 3-4 hovedhistorier og efterfølgende småklip fra verdens begivenheder ikke karakter af samme dybdegående format. Desværre kan man ikke længere hellige sig et emne i en halv til hel time, selv på Dr2.